Avantgarde

«Questa edizione inglese del 1847 degli "Elementi" di Euclide è geometria che si fa poesia, è l'ottava meraviglia» (Corriere della sera). Breve estratto da: W. Oechslin, "The First Six Books of the Elements of Euclid, didaktisch, farbig und exzentrisch", trad. it. di Hagar Spano, in O. Byrne, "The First Six Books of the Elements of Euclid", ed. italiana, spagnola e portoghese, Taschen, Köln 2013.

Erich Fromm hat in seiner „Anatomie der menschlichen Destruktivität“ die Begriffe der Nekrophilie und der Biophilie in die Persönlichkeitspsychologie eingeführt. Diese Begriffe erweisen sich als außerordentlich nützlich, wenn wir gesellschaftliche Entwicklungen und insbesondere das Phänomen der modernen Künste betrachten, wie es im frühen 20. Jh. aufgekommen ist und bis heute fortbesteht. Echte, biophile Kunst weckt den Sinn für das Schöne und Gute, die Sehnsucht nach einer besseren Welt. Sie regt uns an, dem Künstler, oder vielmehr dem, was er geschaffen hat, nachzustreben – wenn nicht in der Kunst, dann in unserer Lebensweise und in unserem Handeln. Die sogenannte Kunst der Avantgarde hingegen verbreitet Nihilismus, Resignation und Krankheit, während die Popkultur aggressive und hedonistische Instinkte weckt und damit die Selbstkontrolle und die positiven Errungenschaften der Zivilisation zerstört. Die Zerstörung der Kunst ist auch die Zerstörung der Gesellschaft.

Resumen - Este trabajo se enmarca en el estudio de la recepción de la vanguardia musical en América Latina. Se circunscribe a la parte de la producción del Centro de Música Experimental (CME, 1965/1971) dedicada al “Teatro Musical”. El estudio de los conciertos denominados “Sucesos” puede dar algunas precisiones sobre la forma de producción e investigación del CME. Estas piezas podrían ser pensadas como crítica a la institución-arte, aunque el CME estuviera instituido dentro de la Universidad Nacional de Córdoba. La propuesta es estudiar la forma singular de apropiación productiva –es decir, por parte de los compositores– que tuvo lugar en la Córdoba de los sesenta. / Abstract - This work is part of the study of the reception of the musical avant-garde in Latin America. It is limited to the production part of the Experimental Music Center (CME, National University of Córdoba, 1965/1971) dedicated to the "Musical Theater". The study of concerts called “Sucesos” can give some details about the way of production and research of the CME. These pieces could be thought of as critical to the institution-art, although the CME was instituted within the National University of Córdoba. The proposal is to study the singular form of productive appropriation –that is to say, on the part of the composers– that took place in the Cordoba of the sixties.

Futurismus, Dadaismus und Surrealismus praktizieren [...] eine Kultur der Expansion; der erste spielt mit der Energie der Dinge, der zweite auf der Haut der Objekte und also des Alltäglichen, der dritte dagegen geht unter die Haut des Subjekts. Jedenfalls suchen diese Poetiken alle eine Erweiterung, jenseits der Phänomenologie von Subjekt und Objekt, jenseits des Identitätsprinzips, das den positivistischen Rationalismus des neunzehnten Jahrhunderts beherrscht hatte. (Achille Bonito Oliva, Im Labyrinth der Kunst)

Erkki Kurenniemi on kansainvälisesti tunnetuimpia suomalaisia musiikin avantgardisteja. Kuitenkin kesti kauan ennen kuin hänen arvonsa Suomessa tunnustettiin. Vasta 2000-luvulla häntä palkittiin ja hänen tuotantoaan ja toimintaansa alettiin laajemmin tutkia. Kurenniemen toimintakenttä taiteen alalla oli laaja käsittäen elektronisia soittimia ja sävellyksiä, elokuvia, mediataidetta ja tiedefantasioita. Kurenniemi oli koulutukseltaan fyysikko. Tässä artikkelissa luodaan yleiskatsaus Kurenniemen toimintaan ja saavutuksiin musiikin, taiteen ja teknologian aloilla, mutta perehdytään myös hänen teoreettisiin pohdiskeluihinsa, jotka ovat jääneet vähemmälle huomiolle.

Communication: "Apollinaire et la nouvelle religion de la vélocité"

Le début du XXème siècle constitue une époque charnière pour la modernité. Il connaît de fulgurantes transformations dans la société et dans les arts. De nombreuses innovations techniques – comme l’avion, l’automobile, la télégraphie sans fil ou le tramway électrique – ont accéléré la vie quotidienne et ont modifié la perception du mouvement et de la vitesse. Dans ce contexte, s’inscrit le manifeste futuriste de Marinetti « La Nouvelle Religion-Morale de la vitesse » (L'Italie futuriste, 11.05.1916).  Marinetti y propose une nouvelle vision du monde qui se fonde sur un culte de la vitesse. Face à la proximité d’Apollinaire au Futurisme  nous nous pencherons sur la question de savoir quel rôle joue la vitesse dans les poèmes de Calligrammes.

Haben Sie in letzter Zeit ein Fotoalbum angelegt? Dann gehören Sie zu den wenigen, die diese Praxis heute noch pflegen. In den 1920er und 1930er Jahren war sie gesellschaftlich weit verbreitet, und auch Künstler_innen bedienten sich dieses Mediums, um ihren Erinnerungen einen Ort zu geben. Dieser Beitrag unternimmt den Versuch, dem Gestaltungsprozess eines Fotoalbums der Fotografin Gerda Leo (1909–1993) anhand materieller Spuren näherzukommen. Er gibt Einblick in die Herausforderungen im Bereich der Gegenstandssicherung und -analyse, auf die ich im Rahmen meines Dissertationsprojekts stoße. Das Projekt untersucht Fotoalben von Künstler_innen aus den 1920er und 1930er Jahren mit dem Anspruch, das Fotoalbum nicht nur als Aufbewahrungsort für fotografische Bilder zu betrachten, sondern als Medium, in dem Layout ausprobiert werden konnte. Der Umgang mit fotografischen Bildern in den drei wichtigen Bildmedien der Zeit – Fotobuch, Fotoalbum, Illustrierte – soll mit einem Schwerpunkt auf das Fotoalbum analysiert werden. Die vorliegende Spurensuche am Fotoalbum wird von der Frage geleitet, ob das Erschließen einer weiteren Informationsebene zu einem tieferen Verständnis des Gestaltungsprozesses und damit der Anordnungen der Fotografien führen kann. Auffällig an Gerda Leos Album ist, dass Spuren des gestalterischen Entstehungsprozesses so gut wie nicht vorhanden sind. Welche Aussagen lassen sich dennoch über ihre gestalterischen Entscheidungen treffen?

Antipyrine Hva skal vi med all denne tekstproduksjonen? Er vi på vei et sted, eller er vi bare for-gylte hamstere i offentlighetens hamster-hjul, produsenter av diffus tekst-energi som holder skandinaviske datasentre og litau-iske boktrykkere opptatt? Er det i det hele tatt noen som leser dette? Hallo!? Teksten retter seg mot en allerede eksis-terende offentlighet, men i det den fore-stiller seg sine lesere, er den også med på å skape nye. Skribenten ser for seg dette lesende og ennå ikke eksisterende felles-skapet som en varm venn fra fremtiden, en som en dag vil komme og rettferdig-gjøre det hele. Det kommende fellesskapet er en av mange måter å legitimere sin tekstproduk-sjon på. Å se for seg teksten som et steinkast i et stille vann, stå ved bredden og håpe at krusningene når bredden før man går lei og går hjem. Problemet er at vannet på langt naer er stille-det blåser noe helt voldsomt for tiden-og i tillegg står man ikke ved bredden, man forsøker like desperat som alle andre å holde seg flytende. Avantgardens umulighet For det danske «kunsttidsskriftet» Monsieur Antipyrine har det viktigste spørsmålet hele tiden vaert hvorvidt det kunne forsvare sin egen eksistens, eller snarere hvorvidt dets eksistens var nødvendig. Som en situ-asjonistisk og dadaistisk trykksak laget av en liten ansamling kunstnere, forfattere og akademikere var denne nødvendighetens horisont hele veien en eller annen versjon av overskridelse, og da aller helst av den revolusjonaere typen. Umiddelbart støter man på et klassisk avantgarde-problem: Hvilken revolusjon starter med 45 sider lange artikler om Bataille, Adorno, Marx & co? Hvilket opprør begynner i det hele tatt med skrift? Som kurator og forfatter Sarah Ri y skrev under revolusjonen i Egypt i 2011, i en tekst oversatt til det første num-meret av Antipyrine: «Skrivning og opstand finder ikke sted samtidigt. Skrivning elsker opstand, den prøver at foraere den noget som den ikke selv kan erfare. Opstand behøver ikke skrivning. Opstanden vil komme og gå med eller uden skrivning.» Monsieur Antipyrine begynner i dette paradokset, i en avantgarde-posi-tur historien forlengst har løpt ifra: «Mr Antipyrine tilhører historiens kostumeaf-deling, ikke dens kommende scene», som de skriver om seg selv i det første numme-ret. Hvert av de fire numrene som kom ut mellom 2014 og 2019 este gradvis ut, som en gammel mann som forlengst har gitt opp, før det til slutt segnet om under tyngden av seg selv. Den siste utgivelsen, dekket i speil-blankt sølv og rosa skrift, er på langt over det akseptable antall sider, umulig å baere med seg og, for virkelig å understreke hvor lite de bryr seg om sine leseres borgerlige krav om lesbarhet, indre sammenheng og forfatterintensjon, innimellom tekster om xenofeminisme, svart revolusjon og kunst-sosiologi, er den ispedd noveller skrevet av sinnssyke og pedofile. Ironi og selvdestruksjon Den ironiske posituren som aller tydeligst kommer til uttrykk i tekstene skrevet av den mystiske Mr Antipyrine selv, er ikke bare en måte for tidsskriftet og fortelle sine kritiske lesere at, joda, de er fullstendig klar over at deres prosjekt er umulig, at man ikke kan vaere situasjonist på 2010-tallet, at revolusjon er et ord ingen lenger tar på alvor, og at den ihvertfall ikke vil finne sted i Danmark. Ironien er også en del av Monsieur Antipyrines hovedgeskjeft, den kreative selvdestruksjonen: «Mr Antipyrine siger: Det vil aldrig kunne lade sig gøre at åbne Danmarks sump av selvtilfredshed og intolerance. Derfor er Mr Antipyrines opgave uhildet selvdestruktion.» Det er ikke en selvdestruksjon av den selvutslettende varianten. Snarere skal den enorme teksproduksjonen oppsluke og oversvømme alle forsøk på å finne et stabilt fotfeste. Tekstene peker i alle retninger og den redaksjonelle profilen er i beste fall for-virrende. Den fiktive figuren Mr Antipyrine er åstedet for denne destabiliseringen av alle posisjoner. Mr Antipyrines kreative kollaps er et forsøk på å dra med seg så mange strukturer, identiteter og posisjo-ner som mulig i dragsuget. De-identifikasjon For et tidsskrift hvis første nummer hadde temaet «afdrift» er det kanskje passende at det hele imploderer etter fire numre, etter at redaksjonen gradvis har krympet til det ikke lenger er noen igjen. Avdriften er en bevegelse vekk fra nasjonalstatens sosial-demokratiske konsensusoffentlighet, men også like mye en bevegelse vekk fra identi-teter som «kunstner», «forfatter» og «kriti-ker». Denne de-identifikasjonen beskrives som en nødvendighet i møte med en ny virkelighet av Jan Bäcklund i det første nummeret: «En dag da jeg som studerende på kunst-akademiet skulle besøge min atelier-plads på Frederiksholms kanal, fandt jeg til min overraskelse at en anden stude-rende havde taget den og placeret mine få ting og malerier i korridoren. Af en eller anden grund fandt jeg tiltaget snarere rimeligt end urimeligt.» De-identifikasjonen er tvunget frem. For oss handler det om å omfavne det nye vil-kår, om å motstå fristelsen til å henfalle til fortidige kategorier. Den nevnte offentlig-heten har allerede kollapset, og med den også litteraturens og poesiens selvsagte rolle som massens oppdragere. Antipyrine bekrefter dette vilkåret og erklaerer at fra nå av er våre identiteter som «kritikere» og «litterater» ikke mulig å opp-rettholde på de samme gamle vis. De er avhengig av fortellinger som ikke lenger holder, som for eksempel den modernis-tiske forestillingen om poesiens iboende verdi. Istedenfor disse gamle fortellingene insisterer (deler av) Antipyrine på en marx-istisk-situasjonistisk analyse av kunsten: Kapitalismen er, hvordan man enn vrir og vender på det, kunstens mulighetsbetin-gelse. Og i våre nyliberale samfunn er kapi-talens makt naermest total. Det er denne betingelsen kunsten alltid kjemper imot, alltid forsøker å unnslippe: «Det er der-for 'Død over kunsten!' har vaeret kunst-ens motto hele vejen fra Jean Paul over Rimbaud til Warhol og Debord og videre til Luther Blissett». Ved å negere seg selv søker kunsten å negere kapitalismen. Om det er slik at våre følelser, kreativi-tet og intellekt også er fanget i de samme betingelsene, i kraft av vår posisjon som kulturprodusenter, om kritikeren i likhet med kunstneren produserer innenfor et system som har laert seg å tjene penger på våre dypeste begjaer og lengsler, så må vi også vaere med på denne negasjonen: «Mr Antipyrine har sat sig for at pisse på alle, på det faedrene ophav, den rige onkel, den sleske købmand og alle vennerne fra Wall Street, men Mr Antipyrine pisser jo kun på sine egne sko, det har I allerede set. Pis gerne med».

„Internet meme: čvorište anonimne moći“ nastoji objasniti fenomen digitalnih, internet  memova, polazeći od analize emoticona kao prvog internet mema. Analiza je usmjerena na sagledavanje emoticona kao svojevrsnog povratka ikonografskom pismu, te se stoga u istraživanje uključuje i teorija slika pa se mem općenito promatra kao novi oblik komunikacije, slikovni hipertekst. Rad se u nastavku bavi i samim pojmom „meme“, kog je osmislio Richard Dawkins i iz toga se iščitava komunikacijska moć internet memova, koja uključuje: humor, političke memove (subverziju uopće) i sagledavanje mema kao specifičnog oblika jezika, ili bolje, diskursa. Zaključno, pruža se stanovište o memu kao o hipertekstualnom čvorištu anonimne moći.

"Although one of the most popular artists of the twentieth century, Salvador Dalí has typically been considered no more than peripheral to the dominant practices of modernism. Roger Rothman’s Tiny Surrealism argues that this marginal position itself should be examined as a coherent response to modernism. It demonstrates how Dalí’s practice was in fact organized around the logic of the small and the inconsequential and considers in this context Dalí’s identification not only with the literally small (ants, sewing needles, breadcrumbs, blackheads, etc.) but also with the metaphorically small (the trivial, the weak, the superficial, and the anachronistic). In addition to addressing Dalí’s imagery, Tiny Surrealism demonstrates that the logic of the minor and the marginal was a fundamental factor in Dalí’s adherence to the techniques of miniaturist illusionism; long derided as antimodernist and kitsch, Dalí’s style was itself a strategy of the small aimed at subverting the dominant values of modern painting. Dalí constructed his practice as a parasite on the body of modernism: a small but potentially virulent intruder. Dalí was a prolific and complex writer and Rothman makes extensive use of Dalí’s writings, both his public pronouncements and private correspondence. By attending to the peculiarities of Dalí’s technique and examining overlooked aspects of his writings, Tiny Surrealism is the first study to detail his deliberate subversion of modernist orthodoxies."

Nietzsche’s Dionysus, admittedly, represents a direct provocation and an attack on the classical interpretation accepted since Winckelmann, an interpretation that elevates the Apollonian to its central point of focus; Nietzsche’s introduction of another principle to oppose it, rather than representing a genuine invention, in actuality bridges the small gap between Hegel and Hölderlin. If, namely, the Hegelian aesthetic from the very beginning points to Schein and Erscheinung – as necessary conditions of truth, for the truth would not exist if it were not to “superficially appear” (scheinen) and “make its appearance” (erscheinen), writes Hegel – Schein and Erscheinung would still nonetheless be bound up everywhere with the criterium of the absolute; after all, the untruth of the aesthetic rests squarely in the fact that it cannot do other than to draw upon the language of Erscheinung. For Hölderlin, on the other hand, the Dionysian advances to become a metapoetic symbol combining its...