DK141147B - Kobling til undertrykkelse af interferenser i en FM-radiomodtager. - Google Patents

Description

Vs/

(11) FREMLÆG6ELIEISKRIFT

DANMARK (51) intci.3 h 04 b i/io

«(21) Ansøgning nr. 5577/70 (22) Indteveret dsn 22. okt. 1970 (23) Ubodag 22. Okt. I97O

(44) Ansøgningen (rants# 0^ ftsnilMBgelsessfcflftst offen^ggjort dm 21 . j an. 1 98Ο DIREKTORATET FOR ___ PATENT- OG VAREMÆRKEVÆSENET (30) Prioritet begæret fra dsn

25. okt. 1969f 6916127, NL

(71) N.V. PHILIPS' GLOEILAMPENFABRIEKEN, -Emmasingel 29, Eindhoven, NL.

(72) Opfinder: Gerard 'Hepp, Verwerstraat 104, Eindhoven, NL.

.·;£ * (74) Fuldmesgtlg under sagens behandling:

Internationalt Patent-Bureau.

(54) Kobling til undertrykkelse af Interferenser 1 en FM-r adl omodtager.

Opfindelsen angår en kobling til undertrykkelse af interferenser i en FM-radiomodtager, til interferensfri modtagelse af et signal, som til stereomodtagelse indeholder et pilotsignal, hvilken kobling indeholder en FM-signaldetektor og en interferensdetektor, hvor signaldetektorens udgangssignal føres gennem en portkreds til en lagerkondensator, der er anbragt parallelt over portkredsens udgang, og interferensdetektorens udgangssignal styrer en impulsdanner, hvis udgangsimpulser spærrer portkredsen under forekomsten af en interferensirapuls, medens det interferensfri signal aftages fra lagerkondensatoren.

En sådan kobling er kendt fra en artikel i tidsskriftet Alta Frequenza, bind XXXVI, nr. 8, august 1967, side 726-731. Denne artikel beskriver en Fif-modtager i hvilken der til mellemfrekvenskanalen er forbundet en interferensdetektor i form af en AM-detektor. En interferensimpuls i det modtagne signal frembringer både en a&-plitudevariation og en fasevariation i dette signal. Fasevariationen giver anledning til en klart konstaterbar interferens i udgangssignalet fra FM-signaldetektoren.

2 141147

Amplitudevariationen i mellemfrekvenssignalet detekteres i interferensdetektoren, og dette detekterede signal trigger en som impulsdanner arbejdende monostabil multivibrator, hvis udgangsimpuls spærrer portkredsen i en kort periode. Som følge heraf forhindres den fra signaldetektoren hidrørende interferens i at nå frem til lavfrekvensforstærkeren. Som følge af den efter portkredsen anbragte lagerkondensator opnås det, at lavfrekvensforstærkeren i stedet for interferensen får tilført den over lagerkondensatoren liggende spænding, som svarer til det signal, der var til stede umiddelbart før interferensens optræden.

Det skal bemærkes, at det f.eks. også er muligt at benytte en interferensdetektor, som indeholder et eller flere differenstiationsnetværk, og som får tilført udgangssignalet fra FM-signaldetektoren. Interferensimpulseme i udgangssignalet fra signaldetektoren adskiller sig fra det ønskede signal ved, at deres flanker sædvanligvis er betydeligt stejlere end signalets flanker. Differenstiations-netværkene lader de stejle flanker af interferensimpulserne passere uhindret, medens de mindre stejle signalflanker dæmpes betydeligt. På denne måde skilles interferenserne fra signalet.

Det har vist sig, at der ved modtagelse af stereoudsendelser, hvor der modtages et signal, i hvilket der er medsendt et 19 kHz pilotsignal, til trods for anvendelsen af en sådan kobling resterer en betydelig interferens. Denne interferens optræder når den ovennævnte kobling anvendes i en monomodtager eller en til monomodtagelse indstillet stereomodtager. Endvidere optræder der en betydeligt større interferens i tilfælde af stereomodtagelse af det udsendte signal.

Ved den foreliggende opfindelse tilsigtes det at undgå denne ulempe, og med henblik herpå er koblingen ifølge opfindelsen ejendommelig ved, at der i serie med lagerkondensatoren er anbragt en til pilotsignalet afstemt parallelresonanskreds .

Til nærmere forklaring af opfindelsen beskrives nogle udførelsesformer for denne i det følgende under henvisning til tegningen, hvor fig. 1 viser en første udførelsesform for en kobling ifølge opfindelsen, fig. 2 en modificeret detalje af koblingen i fig. 1, og fig. 3 en anden udførelsesform for koblingen ifølge opfindelsen.

I fig. 1 er vist en afstemningsenhed 1, en mellemfrekvensforstærker 2 og en FM-signaldetektor 3 i en modtager for frekvensmodulerede tonesignaler. Disse bestanddele kan være af sædvanlig konstruktion. Det lavfrekvente tonesignal fra detektoren 3 føres gennem en koblingskondensator 4 til basiselektroden af en som emitterfølger koblet transistor 5 med en emittermodstand 6. Denne transistors basisforspænding frembringes af to modstande 7 og 3. Signalet over modstanden 6 føres gennem en modstand 9, et forsinkelsesnetværk med spoler 10 og 11, kondensatorer 12, 13 og 14 og en afslutningsmodstand 15 og gennem 3 141147 en koblingskondensator 16 til basiselektroden af en anden, ligeledes bob emitter-følger koblet transistor 17. Modstande 18 og 19 tjener til basisforspændlng af denne transistor, og en i emittertilledningen anbragt modstand 20 tjener som udgangsmodstand for tonesignalet.

Signalet føres herefter gennem en normalt ledende felteffektraneistor 21 af MOS-typen til en lagerkondensator 22. Herefter forstærkes signalet fra denne kondensator ved hjælp af en anden WOS-felteffekttransistor 23, hvortil der er forbundet en kildeelektrodemodstand 24 og en drasnelektrodemodstand 25. Det forstærkede signal over dranelektrodemodstanden 25 føres gennem en koblingskondensator 26 til en ikke nærmere vist lavfrekvensforstarker.

Til detektering af interferenserne fra signalet indeholder transistoren 5«s kollektortilledning en spole 27, som sammen med transistorens højofaské adgangs-impedans udgør et første differentiationsnetværk. Det således differentierede signal differentieres endnu engang i et andet dif fereutiat lottenet værk indeholdende en kondensator 28 og en modstand 29. Som følge af, at interferens impulserne er betydeligt stejlere end flankerne af det ønskede signal, optræder der over modstanden 29 kun spændingsspidser forårsaget af interferenserne, medens det ønskede signal ikke frembringer nogen nævneværdig spænding Over denne modstand. Det skal bemærkes, at det er af væsentlig betydning for koblingens virkemåde, at båndbredden af modtagerenhederae 1, 2 og 3 er tilstrækkelig stor, således at interferens-impulserne optræder ved signaldetektoren 3's udgang med tilstrækkeligt stejle flan ker.

En mellem de to differentiationsnetværk anbragt parallelkoodensetor 30 forhindrer meget højfrekvent støj (100-200 kH*), som næppe interfererer med modtagelsen af det ønskede signal, i at blive detekteret som en interferensspænding.

De således opnåede interferens impulser føres gennem en modstand 31 og to kondensatorer 32 og 33 til basiselektroden af en forstærkertransistor 34, som bar en basismodstand 35 og en kollektormodstend 36. De herved forstærkede interferensimpulser styrer over en kob1ingskondensator 37 basiselektroden i en fasedelingstransistor 38. Denne transistors basisforspending opnås ved hjælp af modstande 39 og 40, og dette trin indeholder endvidere en emittermodstand 41 og en kollektormodstand 42.

Fasedelerens udgangsspændinger, som er i modfase i forhold til hinanden, føres gennem kondensatorer 43 og 44 til to modsat liggende knudepunkter i en helbølgeensretter indeholdende fire dioder 45-48, De to andre knudepunkter i denne ensretter er over modstande 49 og 50 forbundet til jord, Fasedeleren og ensretteren indgår i koblingen, fordi de differentierede interferensimpulser, som optræder i koblingen, kan begynde med såvel en positiv som en negativ del, og fordi det er vigtigt at interferensen detekteres så hurtigt som muligt. Både i tilfælde af en positiv og i tilfælde af en negativ interferens impuls optræder der 4 141147 over modstanden 50 en positiv impuls, som bringer en normalt afskåret transistor 51 i ledende tilstand, såfremt dens amplitude er tilstrækkelig stor til at overskride denne transistors overgangsspænding (0,6 volt).

Koblingen indeholder endvidere en monostabil multivibrator med en pnp-tran-sistor 52 og en npn-transistor 53. En kondensator 54 og en hermed parallelforbundet modstand 55 er anbragt både i transistoren 51*s kollektortilledning og i transistoren 52's emittertilledning. Transistoren 52's kollektorelektrode er forbundet til jord over en kollektormodstand 56 og til transistoren 53's basiselektrode. Transistoren 53's kollektorelektrode er over en kollektormod-stand 57 tilbagekoblet til forsyningsspændingen og er over en variabel spændingsdeler 58-59 forbundet til transistoren 52rs basiselektrode. Transistoren 53's kollektorspænding styrer en transistor 60, hvis emittertilledning indeholder en modstand 61, og hvis kollektortilledning indeholder en modstand 62.

Negative omskifteimpulser, som optræder ved transistoren 60’s kollektorelektrode, føres over en modstand 63 til styreelektroden i felteffekttransistoren 21. Positive omskifteimpulser fra transistoren 60’s emitterelektrode føres gennem en kondensator 63a med lav kapacitet til felteffekttransistoren 21’s drænelektrode. Denne kondensator 63a tjener til at kompensere for de negative omskifteimpulser, som optræder ved drænelektroden som følge af interelektrodekapaciteten mellem transistoren 21's styre- og drænelektroder. Undertiden kan det være en fordel at kompensere for kapaciteten mellem styre- og indgangselektroderne på en lignende måde.

I deres normale tilstand er transistorerne 52 og 53 ledende, og transistoren 51 er spærret. Transistoren 52's emitterstrøm frembringer over modstanden 55 en given spænding, som også er til stede over kondensatoren 54. Denne kondensator oplades derfor til en given værdi.

Så snart en interferensimpuls modtages, gøres tranisstoren 51 ledende i en kort periode. Dette resulterer i en yderligere hurtig opladning af kondensatoren 54 i negativ retning, medens det tilsvarende spændingsfald på transistoren 52*s emitterelektorde formindsker strømmen gennem denne transistor. I serie med kondensatoren 54 er forbundet en modstand 64, som dels forhindrer, at opladningsstrømmen gennem transistoren 51 bliver for stor, dels sikrer et hurtigt spændingsfald på transistoren 52's emitterelektrode. Den formindskede strøm gennem transistoren 52 bevirker, at også strømmen gennem transistoren 53 formindskes. Den resulterende spændingsstigning på transistoren 53's kollektorelektrode spærrer transistoren 52 over spændingsdeleren 58-59.

I den resulterende situation er transistorerne 52 og 53 således medens transistoren 51 i mellemtiden er blevet ikke-ledende igen, idet denne transistor kun gøres ledende af de meget smalle impulser, som afledes af interferensimpulsernes flanker. I denne situation aflades kondensatoren 54 over modstanden i 5 Ut 147 55. Efter et vist tidsrtm, tidskonstanten for den monostabile multivibrator, er spændingen på transistoren 52’s emitterelektrode som følge af denne afladning tiltaget i en sådan grad, at denne transistor og, som følge af den kumulative virkning, også transistoren 53 igen gøres ledende. Det skal bemærkes, at den beskrevne monostabile multivibrator er af en speciel type. Når den næste impuls under kondensatoren 54*s afladning gør transistoren 51 ledende igen, sker der nemlig en genopladning af kondensatoren 54, således af den periode, hvor multi-vibratoren er i sin arbejdstilstand, automatisk forlænges. Den monostabile multivibrator vender således først tilbage til sin hviletilstand, når der efter den sidst optrædende impuls ved transistoren 51 *s basleelefctrode er forløbet en periode svarende til dens tidskonstant. Ved anvendelse af en sædvanlig monostabil multivibrator, hvor en anden impuls, som inden for et tidsrom svarende til tidskonstanten følger efter en første Impuls, ikke bar nogen indflydelse på aultivi-bratorens virkning, kan porttransiatoren gøres ledende netop i det øjeblik, hvor den anden interferens har stor værdi.

De positive udgangsimpnlser fra transistoren 53 forstærkes i transistoren 60 og omformes til negative impulser, som midlertidigt spærrer den sos porttransistor virkende felteffekttranslstor 21. Så snart der optræder en interferensimpuls i det overmodstanden 20 optrædende tonesignal, vil felteffekttransistoren 21 således blive spærret , således at interferens Impulsen forhindres i at optræde ved udgangen. Tidskonstanten for den monostabile multivibrator og dermed varigheden af de omskifteimpulser, som afskærer felteffekttransistoren 21, er valgt til en sådan værdi (f.eks. 30 usek.), at hele den 1 tonesignalet optrædende interferensimpuls standses. Det mellem transistorerne 5 og 17 forbundne forsinkelsesnetværk (2-3 psek.) sikrer, at felteffekttransistoren spærres, før interferens-impulsen optræder over modstanden 20.

Så snart felteffekttransistoren 21 er spærret, er spændingen på felteffekttransistoren 23's styreelektrode bestemt ved ladningen på lagerkondensatoren 22.

Denne ladning hidrører fra og svarer til niveauet for det ikke-forstyrrede tonesignal, som var til stede over lagerkondensatoren umiddelbart før interferens impulsens optræden. Som følge heraf opnås det ved hjælp af den beskrevne kobling, at signalniveauet under en interferensimpuls' optræden holdes konstant på den værdi, som signalet havde umiddelbart før interferensimpulsens optræden.

Det har vist sig at være en fordel at holde signalniveauet konstant på en værdi, som er lig med mlddelsignalniveauet i et viet tidsrum (f.eks. 10 |isek.) før interferensen. Dette kan opnås på en enkel made ved at forbinde en modstand i serie med lagerkondensatoren eller mellem transistoren 21’s drænelektrode og lagerkondensatoren (se modstanden 69 i det detaljerede diagram i fig* 2). Denne modstand har følgende virkninger: 6 141147 1. Modstanden 69 bevirker sammen med lagerkondensatoren 22 en forsinkelse af signalet i forhold til omskifteimpulserne ved transistoren 21's styreelektrode. Denne forsinkelse er ikke ledsaget af en forlængelse af interferensimpulseme, hvilket ville være tilfældet ved anvendelse af RC-netværk foran porttransistoren.

2. Integrationsvirkningen af modstanden 69 og lagerkondensatoren 22 bevirker, at optræden af højfrekvent støj eller interferens over lagerkondensatoren undgås, og forhindrer hermed, at spændingsniveauet over lagerkondensatoren fastholdes på en ved interferensens begyndelse forekommende, tilfældig støj- eller interferensspids.

3. Modstanden 69 reducerer de omskifteimpulser, der optræder over lagerkondensatoren som følge af porttransistorens spredningskapaciteter. Dette forenkler problemet med at kompensere for disse impulser.

Det har vist sig, at der optræder et betydeligt forøget støjniveau i den hidtil beskrevne kobling, når der modtages et stereosignal. Dette skyldes hovedsageligt den i et sådant signal forekommende 19 kHz pilottone, som tjener til demodulation af stereodifferenssignalet i en stereomodtager. Arsagen hertil er, at under interferens er spændingen over lagerkondensatoren 22 lig med det tonesignal, som er til stede umiddelbart før interferensen, forøget eller formindsket med øjebliksværdien åf den ligeledes umiddelbart før interferensen forekommende pilottone.

Under interferensen fastholdes tonesignalet derfor ikke på den korrekte værdi, men på en værdi, som afviger herfra, idet afvigelsen aflænger af fasen af pilotsignalet ved begyndelsen af en interferensimpuls. Når et stereosignal, som behandles ved hjælp af den beskrevne kobling, også benyttes til stereogengivelse, er det endvidere vigtigt, at der opnås et 19 kHz pilotsignal, som er fri for fasefejl, fordi pilotsignalets fase er af væsentlig betydning for detekteringen af stereodifferenssignalet. Interferensimpulserne i det modtagne signal bevirker fasefejl i pilotsignalet, således at det ikke er muligt at aflede pilotsignalet før portkredsen 21. På den anden side medfører også det forhold, at spændingen over lagerkondensatoren 22 i den beskrevne kobling holdes konstant i et vist tidsrum under interferensen, at der opstår en fasefejl i det pilotsignal, som genvindes fra signalet over lagerkondensatoren. Som følge heraf optræder der et betydeligt forøget støjniveau i tilfælde af stereogengivelse.

De ovennævnte ulemper undgås næsten fuldstændigt ved, at der i serie med lagerkondensatoren 22 er forbundet en til 19 kHz pilotsignalet afstemt parallelresonanskreds 65. Denne kreds svinger ved 19 kHz og med korrekt fase og amplitude, således som det er fastlagt ved den gennem den ledende transistor 21 tilførte pilottone, og som følge heraf er kun den resterende del af tonesignalet til stede over kondensatoren 22. Så snart transistoren 21 afskæres som følge af en interferensimpuls, vil dels spændingen over lagerkondensatoren 22 blive opretholdt, og dels vil kredsen 65 fortsætte med at svinge med i det væsentlige 7 t41147 samme amplitude og fase. Signalet ved transistoren 23*s styreelektrode og derated udgangssignalet Indeholder derfor en tcmekomposant, som er upåvirket af pilotenen, og en pilottone, som er fri for faseinterferenser.

Det skal bemærkes, at i tilfælde af en stereoaodtager kan udgangsspændingen over modstanden 25 føres til en stereodekoder, hvor den 1 dette signal tilstede· værende 19 kHz pilottone frafiltreres. Det erhnidlertid også muligt at føre spæn· dingen over kredsen 65 direkte til stereodekoderen 70, som er vist 1 det detaljerede diagram i fig. 2, siledes at der i stereodekoderen kan spares et 19 kHa-filter.

Når der modtages et stereosignal, indeholder udgangssignalet fra detektoren 3 en differenssignalkoraposant, der er moduleret på es' andertrykt bærebølge på 38 kHz. I tilfælde af en monomodtager kan denne 38 kBss-korapoeant undertrykkes ved f.eks. scan vist i fig. 1 at anbringe en til 38 kis afstemt kreds 66 i transistoren 51 s emittertilledning. Denne kreds giver da en tilbagekobling for denne kampe s ant. 1 tilfælde af en stereomodtager er der sætvist i døtdetaljerede diagram i fig. 2 fortrinsvis anbragt en tli 38 kHz afstemt kreds 68 i serie med lager-kondensatoren 22 og med 19 kHz-kredsen 65, således at signalets 38 kHZ-kompo-sant bringes til at passere uforstyrret af transistoren 21* s arakobling.

Det skal bemærkes, at i tilfælde af en monomodtager er det Ikke saligt belt at undertrykke 19 kHz pilottonen før porttransietoren 21 ved hjælp aif f.eks. en 19 kHz-kreds 1 transistoren 5's emittertilledning. En sådan kreds ville nemlig udvide interferensimpulserne for meget, således at omskifteimpulseme fra den monostabile multivibrator skulle tidvides tilsvarende. Herved undertrykkes Imidlertid en unødvendigt stor del af det ønskede signal.

Det har vist sig, at der ved hjælp af den hidtil beskrevne kobling kan opnås en udmærket interferensfri lydgengivelse selv'l de tilfælde, hvor der optræder så mange interferens impulser, at porttransistoren 21 er spærret i omkring 50% af tiden. Hvis antallet af interferensimpulser forøges endnu mere, f.eks. fordi den modtagne signalintensitet falder (fading), kan det forekomme, at poettransistoren 21 næsten uafbrudt er spærret, og at der kun lejlighedsvis passerer et signal, således at der frembringes et stærkt forvrænget signal. Denne ulempe kan undgås ved at sikre, at kun en del af interferensimpulserne, fortrinsvis de kraftigste interferensiapulser, kan omkoble den monostabile multivibrator 52-53, og dette på en sådan måde, at porttransistoren 21 aldrig spærres i mere end en given brøkdel af tiden, f.eks. halvdelen af tiden.

For at opnå dette indeholder koblingen i fig. 1 et til transistoren 60's emittermodstand 61 forbundet intergrationsnetværk, som består af en modstand 71 og en kondensator 72. Jævnspændingen over denne kondensator er et mål for såvel antallet af omskifteimpulser, som frembringes af den monostabile multivibrator, som middelvarigheden af disse impulser. Jævnspændingen over kondensatoren 72 er derfor et mål for den brøkdel af tiden, som udgøres af spærretiden for port 1A1147 8 ' transistoren 21. Denne jævnspænding føres til to serieforfaundne dioder 73 og 74, hvis forbindelsespunkt er forbundet til forbindeisespunktet mellem kondensatorerne 32 og 33. Hvis der optræder nogle få interferensimpulser, er spændingen over kondensatoren 72 lav. Dioderne 73 og 74 har da en forholdsvis høj indre modstand, og alle interferensimpulser passerer uhindret gennem kondensatorerne 32 og 33. Efterhånden som der optræder flere interferensimpulser,stiger imidlertid spændingen over kondensatoren 72, og den indre modstand af dioderne 73 og 74 falder. Interferensimpulseme dæmpes derfor, således at kun de kraftigere interferensimpulser får den monostabile multivibrator til at skifte tilstand.

I stedet for at ændre interferensimpulsernes amplitude består en anden mulighed i at lade jævnspændingen over kondensatoren 72 forskyde den tærskelspænding, som interferensimpulserne må overskride for at starte den monostabile multivibrator. Dette kan f.eks. realiseres ved at anbringe en modstand 75 i transistoren 51’s emittertilledning og føre jævnspændingen over kondensatoren 72 til denne transistors emitterelektrode.

Om ønsket kan både reguleringen af interferensimpulsernes amplitude og reguleringen af tærskelspændingen gives en forsinkelseskarakter, således at reguleringen først bliver virksom ved en given værdi af jævnspændingen over kondensatoren 72. I tilfælde af forholdsvis små antal interferensimpulser, er interferensundertrykkelsen da virksom for alle impulser. En sådan forsinket regulering kan f.eks. realiseres ved at anbringe en zenerdiode 75a, nogle serieforbundne dioder eller et andet forsinkelseselement i den fra kondensatoren 72 udgående ledning.

I fig. 3 er vist en anden udførelsesform. I denne udførelsesform udnyttes det forhold, at en interferensimpuls i det modtagne signal kommer til udtryk både i form af en interferens i fase og i form af en interferens i amplitude. Faseinterferensen detekteres af FM-detektoren og frembringer den uønskede interferens i det signal, som skal gengives. Amplitudeinterferensen benyttes til at detektere interferensimpulsens optræden. Med henblik herpå føres mellemfrekvenssignalet til en amplitudedetektor indeholdende en diode 76, en modstand 77 og en kondensator 78. Mellemfrekvenssignalet skal naturligvis aftages fra et passende sted i mellemfrekvensforstærkeren 2, hvor dette signals amplitude endnu ikke er nævneværdigt begrænset.

De detekterede interferensimpulser føres til basiselektroden af en pnp-tran-sistor 82 gennem en koblingskondensator 79, en parallelt anbragt spole 80, som tjener til at undertrykke lavfrekvenskomposanter hidrørende fra lavfrekvens-samplitudemodulation af me11emfrekvenssignalet, og gennem en 10,7 MHz-parallel-kreds 81 til undertrykkelse af resterende dele af mellemfrekvensbærebølgen. Transistoren 82’s kollektorelektrode er forbundet til jord, og dens emitterelektrode er forbundet til basiselektroden af transistoren 51 og over en modstand 83 til forsyningsspændingen. Transistoren 51's emitterelektrode er forbundet til 9 141147 et potentiometer 84, som tjener til indstilling af tærskelværdien for denne transistor. Den yderligere indretning af den monostabile multivibrator méd transistorerne 52 og 53 og kondensatoren 54 svarer til den i fig. 1 viste og beskrives derfor ikke nærmere. Når der ved transistoren 82's basiselektrode optræder en positiv interferensimpuls, formindskes strømmen gennem denne transis- ‘ tor, således at transistoren 51's basisspænding forøgés. Hvis denne forøgelse er tilstrækkelig til at overskride den netop ved hjælp af potentiometeret 84 indstillede tærskelspænding, begynder transistoren 51 at lede. Kondensatoren 54 oplades på samme måde som beskrevet under henvisning til fig. 1 og den monostabile - f - .. ; multivibrator skifter tilstand.

Signalet fra FM-tetektoren 3 føres gennem en koblingskondensator 85 til basiselektroden af en som emltterfølger koblet transistor 86 med en bagisspændingsdeler 87-88 og en emittermodstand 89. Udgangssignalet fra denne emitter- Ί følger føres herefter til kollektorelektroden af en som porttransistor virkende, bipolar transistor 90. Denne transistors basiselektrode er over en serieforbindelse af to modstande 91 og 92 forbundet til forsyningsspændingen. Til transistoren 90's elektorelektrode er forbundet emitterelektroden af en transistor 93, hvis kollektorelektrode er forbundet til forbindelsespunktet mellem modstandene Dl og 92. Transistoren 93's basiselektrode er forbundet både til forsyningsspændingen over en modstand 9.4 og til transistoren 53's kollektorelektrode over en modstand 95. ’’ .

Udgangssignalet fra porttransistoren 90 føres til en serieforbindelse åf en modstand 96, en lagerkondensater 22 og en 19 kHa-kreds 65 på samme måde som beskrevet under henvisning til fig. 1 og 2, Signalet over lagerkondensatorert 22 og kredsen 65 føres herefter over en koblingskondensåtor 96 til basiselefc-troden af en emitterfølgertransistor 97 med en basismodstand 98 og en emittermodstand 94. Udgangssignalet aftages fra transistoren 97's emitterelektrode ved hjælp af en kondensator 100.

I fravær af interferensimpulser er transistoren 53's kollektorspænding lav, således at transistoren 93 er afskåret. 1 dette tilfælde tilføres transis-' toren 90 en basisstrøm gennem modstandene 92 og 91, således at dér mellem denne transistors kollektor- og emitterelektroder eksisterer en lavohmsk forbindelse, gennem hvilken signalet føres til lagerkondensatoren 22 og kredsen 65.

Når der optræder en interferensimpuls, som får den monostabile multivibrator 52-53 til at skifte tilstand, stiger spændingen på transistoren 93's basiselektrode, således at denne transistor mættes. Der går da ikke længere nogen basisstrøm i transistoren 90, og der eksisterer en høj impedans mellem dens kollektor- og emitterelektroder, således at interferensimpulsen forhindres i at nå frem til lagerkondensatoren 22 og kredsen 65. Signalniveauet ved udgangen er da kun bestemt ved spændingen over lagerkondensatoren og svingningen af 19 kHz-kredsen 65.