Frontispice til Thomas Mores Utopia fra 1516.
En utopi er det ideelle samfund, præget af harmoni, overflod, lighed, frihed osv., dvs. et samfundsideal, som ikke lader sig virkeliggøre. Forestillinger af den art har gjort sig gældende igennem hele historien.
Moderne utopier har aner tilbage til antikkens længsel efter en guldalder (se Atlantis) og til jødisk-kristne forestillinger om Paradis. Siden oplysningstiden er utopisk tænkning og videnskabelig erkendelse indgået i et modsætningsfyldt afhængighedsforhold.
På den ene side er der udviklet visioner om det rationelle, teknokratiske industrisamfund; på den anden side er der formuleret utopiske forestillinger i opposition til det videnskabeligt planlagte samfund for Det én-dimensionale menneske (titlen på den tysk-amerikanske filosof Herbert Marcuses bog fra 1964). I politik anvendes utopi og utopisk ofte med negativ klang som betegnelse for det urealistiske og verdensfjerne.
I 1700- og 1800-tallet forsøgte religiøse grupper og politiske reformatorer, specielt i Nordamerika, at etablere utopiske samfund, fx shakere, mennonitter og New Harmony (se også Robert Owen). Dannelse af religiøse utopiske samfund fortsatte i 1900-tallet, men de allerfleste opstod og forsvandt omkring en enkelt karismatisk leder.
Skildringer af et samfund eller sted, der ikke findes, må nødvendigvis være fiktion. Rammen kan være en drøm, en fantastisk rejse eller rumrejse eller et fremtidsdokument som i filosoffen F.C. Sibberns Meddelelser af Indholdet af et Skrivt fra Aaret 2135 (1858-1872).
Udmalingen af idealriget har gerne en politisk retning, men kan også være metafysisk, religiøst og psykologisk bestemt som i forskellige slags paradisskildringer eller i fx Gustaf Munch-Petersens digt "det underste land" (1933). Oftest er utopier dog formet som en prosaberetning, ligesom de ofte forholder sig satirisk til de eksisterende livsvilkår.
Antikkens skildringer af en mønsterværdig statsindretning, fx Platons Staten, blev fulgt op i renæssancens og barokkens traktater og statsromaner, ofte på latin som netop Thomas Mores Utopia (1516) eller Tommaso Campanellas La città del sole (1602, Solstaten) og Ludvig Holbergs Niels Klims underjordiske Rejse (1741).
Navnlig i den sidste åbner den fantastiske rejse også for burleske vrængbilleder, en antik tradition, der kommer fra Lukian, og som blev genoptaget af bl.a. Cyrano de Bergerac i midten af 1600-tallet og af Jonathan Swift i Gulliver's Travels (1726, dansk Gullivers rejser, 1768).
Mens 1800-tallet endnu bød på seriøse, positive utopier med politisk perspektiv, var 1900-tallet især grobund for negative utopier eller dystopier med fremskrivninger af truende teknologiske, kemiske og biologiske udviklinger og af tidens terroristiske overvågnings- og kontrolsamfund. Bl.a. har H.G. Wells og Aldous Huxley udkastet såvel (delvis) positive som negative fremtidsfantasier, men det er de sidste, fx Aldous Huxleys Brave New World (1932), der har stået sig. Karakteristiske negative utopier er Jevgenij Zamjatins Vi (1920), George Orwells 1984 (1949) og Margaret Atwoods The Handmaid's Tale (1985).
Utopier og dystopier har også fundet udtryk i science fiction-genren og videre på film, således fx François Truffauts filmatisering fra 1966 af Ray Bradburys Fahrenheit 451.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.