Atlantis (eventyrrige)

Skønt de fleste har opfattet Platons beretning som fiktion, har der til alle tider været nogle, der har anset den for troværdig. I renæssancen stræbte sprogforskningen efter at finde det sprog, som Adam talte, og enkelte mente, at dette ursprog var blevet talt i Atlantis.

Svenskeren Olof Rudbeck søgte ca. 1700 i bogen Atlantica at bevise, at kulturens vugge Atlantis var identisk med Sverige; Ludvig Holberg gjorde i sin 193. epistel tykt nar af ham.

Nyere teosoffer som fx Rudolf Steiner har hævdet Atlantis' eksistens ud fra den overbevisning, at fortiden har efterladt spor, som kan aflæses oversanseligt; tilsvarende gælder for et andet forsvundet kontinent, Lemuria, som skulle have ligget øst for Afrika.

Francis Bacon brugte Atlantismyten som baggrund for idealstaten Bensalem, som han skildrede i The New Atlantis (1627).

Atlantis som en slags guldalderens idealstat tilhører en forestillingsverden, som kendes fra bl.a. paradis- og utopiskildringer, en verden man gerne vil tilbage til eller frem til. I de mange skildringer i eftertiden af Atlantis er det mest de positive sider ved landet, man opholder sig ved, mens fordærvet, overmodet og straffen underbetones.

• Platon
• Santorini