Tommaso Campanella

I sine filosofiske værker angreb Tommaso Campanella aristotelismens autoritetstro. Sandheden skal søges i naturen og ikke i Aristoteles' værker. Al menneskelig tænken, dømmen, slutten og erindring bygger på erfaringen. Campanella hævder, som tidligere Augustin og senere René Descartes, at den tænkende med sikkerhed erkender sin egen eksistens ud fra sin tankes eksistens.

På trods af sin opfattelse af naturen som et besjælet hele forsvarede Tommaso Campanella Galileo Galilei imod inkvisitionen. Naturvidenskaben modsiger ikke Bibelen, men hindrer fejltolkning og misbrug af den.

Tommaso Campanellas kendteste værk er La città del sole (1602, trykt i Frankfurt i 1632 på latin, men først udkommet i 1904 på italiensk; dansk udgave Solstaden, Det lille Forlag, 2002).

Heri skitserer han et fornuftsbetonet idealsamfund, hvor samfundsliv og familieliv, statsmagt og uddannelse, religion og videnskab er smeltet sammen til et organisk hele. De bedste og højest dannede har ledelsen, og enhver udfører det arbejde, som er passende i forhold til evner. Der er en fire timers arbejdsdag. Enhver får sin andel af de fælles goder efter fortjeneste og behov. Den private ejendomsret er ophævet såvel som familielivet.