§ 323.^​1

I tingretten skal^​2 to meddommere^​3 være med under hovedforhandlingen dersom noen av partene krever det^​4 eller retten finner det ønskelig.

§ 324.

I lagmannsretten skal^​1 meddommere^​2 være med under hovedforhandlingen^​3 når nogen av partene krever det. Antallet av meddommere er fire, medmindre partene erklærer at de ikke ønsker mere enn to.^​4 Retten kan i ethvert tilfelle, hvor den av hensyn til sakens art anser det nødvendig, tilkalle 2 meddommere.

I vidtløftige saker kan førstelagmannen bestemme at et varamedlem skal overvære forhandlingene for å tiltre retten om noen av meddommerne får forfall.^​5

§ 325.

Meddommerne skal være fagkyndige om hensynet til forsvarlig behandling av saken tilsier det.^​1 Oppnevningen skal skje etter reglene i domstolloven § 94.

§ 326.^​1

Skal et enkelt av flere krav behandles med fagkyndige meddommere,^​2 kan ikke de andre krav forenes med det til én sak, uten naar kravene staar i indbyrdes sammenhæng eller helt eller delvis kan bringes i motregning. I saa fald behandles de alle med fagkyndige meddommere.

Skal ellers enkelte av flere forenede krav behandles med meddommere, andre ikke, behandles de alle med meddommere.

§ 327.^​1

Rettens formand sørger for, at saken blir utredet uten unødig vidtløftighet, og uten at uvedkommende omstændigheter trækkes ind, og at den saavidt mulig blir ført til ende uten avbrytelse.

§ 328.

Er der indkaldt parter til personlig avhøring,^​1 vidner^​2 eller sakkyndige^​3 bør formanden, før forhandlingen begynder, bringe paa det rene, om de er tilstede. Mangler nogen, sørger formanden saavidt mulig for, at han kommer tilstede saa snart, at saken ikke av den grund maa utsættes.

Det, som her er bestemt, faar tilsvarende anvendelse med hensyn til dokumenter og andre bevisgjenstande.

§ 329.

Hovedforhandlingen er mundtlig.^​1 Oplæsning kan ikke træde istedenfor fri mundtlig fremstilling.

Skriftstykker, som parterne paaberoper sig under sine fremstillinger og utredninger, kan de bare læse op, naar der ligger vegt paa ordlyden.^​2

§ 330.

Møter begge parter, skal formanden først opfordre saksøkeren og derefter saksøkte til at fremstille sin sak for retten. Parterne skal da fremsætte og begrunde sine paastande, opgi de bevis, som de støtter sig til, paavise betydningen av de tilbudte bevis, naar det trænges, og uttale sig om motpartens anførsler.

§ 331.^​1

Rettens formand bør ved spørsmaal og andre henvendelser til parterne sørge for, at deres uttalelser blir saa klare og fuldstændige som mulig.

Finder han, at de kommer i strid med de forberedende indlæg^​2 eller med anførsler, som er indtat i retsbok,^​3 eller med noget, som er retten vitterlig, gjør han opmerksom paa det. I tilfælde kan han beslutte, at forklaringer, som tidligere er avgit, eller andre skriftstykker skal læses op.^​4

Antar han, at der foreligger nogen omstændighet, som retten av eget tiltak maa ta hensyn til, skal han gi parterne anledning til at uttale sig.

Ogsaa de andre dommere kan rette spørsmaal til parterne, naar de finder det paakrævet.

§ 332.

Er en part selv til stede, kan han avhøres personlig,^​1 så snart saken er fremstillet fra begge sider. Som regel gjøres det før vitner og sakkyndige avhøres.

§ 333.^​1

Skriftlig bevis leses opp av den som fører beviset, når ikke retten bestemmer noe annet.

Hvis retten finner det tilstrekkelig, kan det vesentlige av innholdet i skriftet gjengis. Påstår en part, at gjengivelsen på noe vesentlig punkt avviker fra innholdet, kan parten kreve at skriftet skal leses opp.

§ 334.^​1

Naar bevisførselen er slut, har enhver av parterne ret til at faa ordet to ganger. Som regel faar saksøkeren ordet først.

§ 335.^​1

Anførsler som ikke fremkommer i rette tid, kan retten ved kjendelse^​2 beslutte at sætte ut av betragtning, naar fremsættelsen er forsinket i den hensigt at forhale saken eller overrumple motparten, eller naar den anden part forlanger det, og saken ellers vilde bli betragtelig forsinket.

En beslutning om at tillate nye anførsler kan ikke angripes ved kjæremaal eller anke.

§ 336.

Blir saken utsat^​1 til et nyt retsmøte, bør rettens formand saavidt mulig træffe alle de forføininger, som kræves, forat forhandlingen skal kunne føres til ende i det nye retsmøte.

Han kan saaledes fastsætte en frist,^​2 inden hvilken parterne bør gi de nødvendige meddelelser, indkalde parterne til personlig møte, beslutte bevisoptagelse,^​3 henstille til parterne at sørge for bevis og paalægge dem at fremlægge dokumenter eller andre bevisgjenstande.

Finder en anden av dommerne, at saadanne forholdsregler bør træffes, og retsformanden ikke er enig, kan han kræve spørsmaalet avgjort av den samlede ret.

§ 337.^​1

Ved den nye forhandling skal det, som er foretat i det tidligere retsmøte, gjentages i saa stor utstrækning, som nogen av dommerne finder nødvendig for at faa saken rigtig oplyst.

§ 338.

Rettens formand erklærer forhandlingen sluttet og saken optat til doms, naar retten finder, at saken eller den særskilte del av saken, som forhandlingen gjælder,^​1 er moden til at paadømmes.^​2 Før dommen er avsagt,^​3 bør hovedforhandling i en ny sak som regel ikke paabegyndes.

Staar endnu en bevisoptagelse^​4 igjen, kan forhandlingen allikevel sluttes, hvis parterne gir avkald paa at forhandle om beviset efter optagelsen, eller hvis retten finder en saadan forhandling aapenbart overflødig. I dette tilfælde regnes fristen for domsavsigelsen^​5 fra det tidspunkt, da bevisoptagelsen er avsluttet, eller hvis den ikke er foretat for den dømmende ret, fra det tidspunkt, da den har faat retsboken^​6 over bevisoptagelsen.

§ 339.^​1

Retten kan gjenopta en sluttet forhandling, naar den finder det paakrævet for at tilveiebringe en erklæring, oplysning eller utredning, hvis betydning den ikke tidligere har været opmerksom paa.

Har forhandlingen været begrænset til enkelte tvistepunkter,^​2 kan den ogsaa gjenoptages, naar retten finder det paakrevet at utstrække forhandlingen til andre tvistepunkter.

§ 340.

Uteblir^​1 en part, og det er oplyst eller sandsynlig, at han har gyldig forfald,^​2 skal saken utsættes,^​3 medmindre den anden part møter, og den uteblevne har samtykket i, at uteblivelsesdom^​4 avsiges.

Uteblir^​1 den ene part, uten at det er oplyst eller sandsynlig, at han har gyldig forfald,^​2 og den anden part møter, kan han forlange, at saken skal fremmes til avsigelse av uteblivelsesdom.^​4 Saksøkte kan ogsaa forlange avvisning av søksmaalet. Hvis begjæring om uteblivelsesdom eller avvisning ikke fremkommer, skal saken stanses.^​5 Dog kan retten paa begjæring gi saksøkeren utsættelse^​3 naar det er nødvendig, fordi han vil rette eller utfylde sin saksfremstilling. Rettelsen eller utfyldingen gjøres i processkrift eller mundtlig^​6 og meddeles av retten til saksøkte.^​7

Uteblir^​1 begge parter, uten at det er oplyst eller sandsynlig, at nogen av dem har gyldig forfald,^​2 skal saken stanses.^​5

§ 341.^​1

En part ansees for uteblit, ogsaa naar han møter, men ganske undlater at forhandle.

Det samme gjælder, naar en part fjerner sig eller paa grund av sin optræden blir fratat ordet eller utvist, før hovedforhandlingen er avsluttet,^​2 eller naar han uteblir fra et møte, som forhandlingen er utsat til. Dog kan retten bestemme, at forhandlingen skal fortsættes og saken paadømmes uten hensyn til hans fravær eller utelukkelse fra forhandlingen, hvis der er grund til at anta, at hans forhold er forsætlig, og retten ikke finder det nødvendig for at faa saken oplyst, at han fremdeles er tilstede.

For selvstændige dele av saken, hvis behandling allerede er avsluttet,^​3 er det i ethvert tilfælde uten betydning, at en part senere uteblir.

§ 342.

Uteblivelsen er ikke til hinder for, at bevishandlinger kan fremmes efter reglerne om bevisoptagelse utenfor hovedforhandlingen.^​1

§ 343.

Naar en sak i uteblivelsestilfælde utsættes, skal indkaldelse^​1 til det nye retsmøte altid forkyndes^​2 for den uteblevne, hvis han ikke første gang er indkaldt gjennem offentlig kundgjørelse.^​3