§ 249.

Naar en part paaberoper sig et skriftlig bevis, som er i hans egen besiddelse, bør han fremlægge det i retten.^​1

Blir beviset paaberopt i et processkrift,^​2 bør det vedlægges i original eller i bekræftet avskrift. Naar der senere skal forhandles mundtlig om beviset, er dog en ubekræftet avskrift tilstrækkelig, og hvis motparten kjender beviset, kan en kort angivelse av indholdet træde istedenfor avskrift til ham.

§ 250.^​1

Er ellers et skriftlig bevis i en parts besiddelse, kan det kræves fremlagt,^​2 naar det ikke indeholder noget, som parten efter reglerne om vidnesbyrd vilde være utelukket fra eller fritat for at gi forklaring om.^​3

Under enhver omstændighet kan det kræves, at han fremlægger skriftstykker, som han overfor motparten efter den borgerlige ret pligter at utlevere eller fremlægge.^​4 Pligten til at fremlægge skriftstykker, som er oprettet for at fastsætte retsforholdet mellem parterne, omfatter ogsaa deres skriftlige forhandlinger derom og skriftstykker, som har været fremlagt eller brukt i fællesskap under forhandlingene.

§ 251.^​1

Har nogen, som ikke er part, et skriftlig bevis i sin besiddelse, kan det kræves fremlagt:^​2

§ 252.^​1

Skriftlige bevis maa saavidt mulig fremlægges i original eller i bekræftet avskrift.^​2 Retten^​3 kan altid beslutte, at originalen skal fremlægges, naar den kan skaffes tilveie. Er originalen utydelig eller vanskelig at læse, bør den, som paaberoper sig skriftet, lægge ved en avskrift.

Naar et skrift delvis er av et indhold, som fritar for fremlæggelse, eller naar bare en del av skriftet har betydning for saken, kan retten^​3 la den del, som skal fremlægges, avskrive; det øvrige skal da holdes hemmelig. Med vedkommendes samtykke kan skriftet isteden nedlægges paa rettens kontor og parterne der gjøre sig bekjendt med den del av skriftet, som skal fremlægges.^​4

Er det vanskelig eller overveiende betænkelig at fremlægge et skriftlig bevis for selve den dømmende ret, eller har besidderen et berettiget krav paa at beholde skriftstykket i sit verge, kan retten^​3 beslutte, at beviset skal fremlægges for et av rettens medlemmer eller for tingretten paa stedet i et retsmøte,^​5 som parterne^​6 varsles til. Retten kan la ta en avskrift, som følger saken.

§ 253.^​1

Naar en part forlanger, at et skriftlig bevis skal fremlægges, skal han saavidt mulig opgi indholdet av det og selv fremlægge en avskrift, om han har nogen.

Finder retten,^​2 at et skriftlig bevis bør fremlægges, gir den besidderen paalæg om det.^​3 Før retten utfærdiger paalægget, bør den gi ham anledning til at uttale sig, naar den finder grund til det.

Retten kan ogsaa i forbindelse med paalægget opfordre ham til at opgi grunden, hvis han ikke vil efterkomme det.

§ 254.^​1

Paastaar den, som opgives at besidde skriftstykket, at han ikke har det, eller at han ikke kan finde det, eller at han ialfald ikke kan finde det uten uforholdsmæssig besvær, eller kræver han sig fritat for at fremlægge skriftet eller for at fremlægge det anderledes end i avskrift eller til gjennemsyn, avgjør retten^​2 spørsmaalet ved kjendelse.^​3

Dog kan besidderen motsætte sig, at hans pligt til at fremlægge skriftstykket blir avgjort paa denne maate, hvis den avhænger av et omtvistet retsforhold.

§ 255.^​1

Vil nogen, som har faat paalæg om at fremlægge et skriftlig bevis under hovedforhandlingen,^​2 negte at gjøre det, bør han i saa god tid som mulig fremsætte indsigelse og opgi de grunde, han støtter den paa.

§ 256.^​1

Før retten avsiger kjendelse, skal den gi sakens parter og i tilfælde den, som opgives at besidde skriftstykket, adgang til at uttale sig og fremføre de bevis, som lar sig tilveiebringe uten uforholdsmæssig ophold. Den kan indkalde saavel parterne^​2 som andre til avhøring, de sidste som vidner.

§ 257.^​1

Hvis nogen, som ikke er part, undlater at efterkomme et paalæg om at fremlægge et skriftlig bevis, og han enten ikke opgir nogen grund eller bare opgir en grund, som er forkastet ved retskraftig kjendelse,^​2 kan retten^​3 i særdeles vigtige tilfælde avsi kjendelse^​4 om at anvende tvangsfuldbyrdelse.^​5 Dette gjælder saavel, naar utleveringen negtes, som naar besiddelsen negtes, uagtet det er overveiende sandsynlig, at skriftet er i den opgivne persons verge.

§ 258.^​1

Hvis en part, som er pligtig til at fræmlegge et skriftlig bevis,^​2 har undlatt at gjøre det eller forsætlig har gjort fremlæggelsen umulig, avgjør retten efter en prøvelse av samtlige omstændigheter, hvilken betydning det skal tillægges.^​3 I det tilfælde, som er nævnt i § 251 nr. 1, gjælder det samme, naar en part negter samtykke til fremlæggelse, skjønt han ikke efter reglerne om vidnesbyrd vilde være utelukket fra eller fritat for at avgi forklaring.^​4

Handles der om forhold, som en part ikke har fri raadighet over, faar § 257 tilsvarende anvendelse.^​5

§ 259.^​1

Besidder en parts egtefælle et skriftlig bevis, kan egtefællen i tvistemaal, som vedkommer det fælles bo, paalægges at fremlægge beviset efter de samme regler og med samme virkning som parten selv.^​2

§ 260.^​1

Kunde det være til skade eller særlig uleilighet, om et skrift kom bort, beholder retten det efter fremlæggelsen i sit verge eller lar det opbevare paa anden betryggende maate. Naar det ikke længer trænges, kan den berettigede forlange det utlevert.

Ogsaa tidligere kan et skrift leveres tilbake, naar den, det tilhører, forpligter sig til at fremlægge skriftet paany, om det kræves.

Har retten mistanke om falsk, beholder den skriftet i sit verge, hvis ikke paatalemyndigheten kræver det utlevert.