Indlandsisen

Omkring år 900 blev den islandske søfarer Gunnbjørn den første ikke-eskimo, der så Grønlands "hvide krone". Men der skulle gå yderligere ca. 1.000 år, før der blev tale om egentlig udforskning. Udforskningens effektivitet har siden været snævert forbundet med transportmidlernes udvikling, fra ski over hunde, heste, motorslæder, bæltekøretøjer og fly til satellitter.

Fridtjof Nansen var i 1888 den første, der krydsede Indlandsisen i Sydgrønland på ski. Robert E. Peary anvendte hundeslæder i sin kortlægning af det nordligste Grønland (1892-1894) ligesom Mylius-Erichsen (1906-1908), Ejnar Mikkelsen (1909) og Knud Rasmussen (1912) under kortlægningen af Nordøstgrønland; en kortlægning, der blev videreført fra fly af Lauge Koch i 1920'erne.

Midtgrønlands isdække blev i 1912 krydset af den schweiziske meteorolog Alfred de Quervain (1879-1927) og i 1913 af J.P. Koch og Alfred Wegener, der brugte islandske heste. Dermed var Adolf Erik Nordenskiölds teori om isfrit land i Centralgrønland modbevist.

Alfred Wegener forsøgte sig uden større held med motordrevne propelslæder i 1929-1931. Wegener omkom, men ekspeditionen opnåede store resultater: Man målte bl.a. Indlandsisens tykkelse (2.600 meter) på overvintringsstationen Eismitte, studerede Indlandsisens meteorologi og redegjorde for sneens gradvise sammenpresning til is.

Efter 2. Verdenskrig anvendtes bæltekøretøjer under de europæiske EGIG-ekspeditioner i Midtgrønland i henholdsvis 1959 og 1967, hvorunder bl.a. overfladens topografi samt strålings- og massebalance blev målt. Samtidig intensiverede USA forskningen på Indlandsisen, bl.a. i Camp Century, der blev forsynet fra Thule ved hjælp af lange, traktortrukne slædetog. Efter 1970 har amerikanske Herkules-transportfly på ski spillet en stor rolle, bl.a. for den europæiske dybdeboring GRIP, den amerikanske GISP2 samt for den kortlægning af Indlandsisens bundtopografi, der ved hjælp af radio-ekko-sondering fra luften blev iværksat af Preben Gudmandsen (1924-2019). Senest har udviklingen af satellit-teknikken muliggjort observationer fra rummet med en hidtil uset effektivitet. De seneste godt 100 års forskning har bl.a. ført til det billede af Indlandsisen, som beskrives i det følgende.

En højderyg, isdeleren, strækker sig stort set fra syd til nord op til ca. 77° n.br. og deler Indlandsisen i to dele, der bevæger sig mod henholdsvis vest og øst. Det højeste punkt, Summit, ligger i 3.231 meters højde i Midtgrønland (72,2° n.br., 38° v.lgd.), mens et andet toppunkt findes i 2.850 meters højde i Sydgrønland. Af hele Indlandsisens overflade ligger 65 % mere end 2.000 meter over havet.

Klippeunderlaget er bjergrigt i Syd- og navnlig i Østgrønland, hvor mange fjeldtoppe stikker op over isens overflade som nunatakker. Herfra skråner underlaget mod vest, stedvis til niveauer under havets overflade. Over store strækninger i Vestgrønland er lave fjelde dækket af isen, men de bidrager til billedet af Grønland som en skål overfyldt med is, der flyder ud over randene — navnlig gennem randskår, hvor gletsjere skydes ud i dybe fjorde og derfra som isfjelde ud i havet. Hurtigst (20 meter pr. døgn) er Jakobshavn Isbræ. Gennem den 7 km brede bræfront passerer hvert døgn 70 millioner ton is. Kun i Melville Bugt i Nordvestgrønland når Indlandsisen direkte ud til havet over en længere strækning.

Isen bevæger sig under tyngdens påvirkning fra det indre af Indlandsisen ud mod randene. Jo længere inde mod isdeleren isen dannes, desto dybere ned mod bunden bevæger den sig, inden den efter mange tusinde års forløb når ud til de spaltefyldte randområder, hvor den enten smelter væk eller udstødes som isfjelde.

Lagene fra de enkelte år, årlag, strækkes under nedsynkningen og bliver derfor tyndere. Ved Summit er årlagene oprindelig 23 cm tykke, men efter 200.000-300.000 år når de ned til få meter over bunden og er da kun en lille brøkdel af en millimeter tykke. Med årlagene følger alle de urenheder, der faldt ned på Indlandsisens overflade sammen med sneen, ligesom prøver af den daværende atmosfære ligger indespærret i luftbobler i isen. Analyser af iskerner er derfor en rig kilde til oplysning om fortidens klimaer.

Akkumulationszonen i de højtliggende områder, hvor vintersneen ikke når at smelte om sommeren, grænser op til den lavtliggende ablationszone, hvor afsmeltningen om sommeren ikke blot fjerner vinterens snepålejring, men også en del af den underliggende is. Underskuddet opvejes ved tilførsel af is fra akkumulationszonen.

Omregnet til is varierer den årlige nedbør fra 275 cm på den sydøstligste del af Indlandsisen til 10 cm i Nordøstgrønland, i gennemsnit 37 cm. I alt modtager Indlandsisen således 630 km³ is pr. år, men samtidig afgiver den lige så meget; halvdelen som smeltevand fra de lavere liggende randområder, navnlig i Sydgrønland, og resten som isfjelde. Indlandsisen er altså stort set i balance og har været det i de sidste 8.000 år til trods for sin geografiske position på breddegrader (ned til 60,3° nordlig bredde), hvor istidens store iskapper i Canada og Europa smeltede væk.

Indlandsisens særlige stabilitet skyldes en kombination af stor materialetilførsel, overfladens beliggenhed i stor højde over havet og randbjergenes tilstedeværelse. Stabiliteten vil måske ændres, hvis klimaet bliver varmere på grund af stigende drivhuseffekt i atmosfæren; men højere temperatur vil formodentlig være ledsaget af stigende nedbør på Indlandsisen, så det samlede resultat af en opvarmning er usikkert. Total bortsmeltning ville hæve havniveauet med 6 meter, men iskernerne viser, at Indlandsisen ikke var smeltet bort under forrige mellemistid, Eem, for 130.000-115.000 år siden, da klimaet i lange perioder var varmere end nu.

Overfladens højde kombineret med sneens store refleksionsevne (80-90 %) for indfaldende stråling gør overfladen meget kold. På Summit er den årlige middeltemperatur −32 °C. Den varmeste måned er juli (−12 °C), den koldeste februar (−42 °C). I sjældne tilfælde forekommer temperaturer henholdsvis over 0 °C og under −60 °C. Hvor Indlandsisen når havets overflade, varierer den årlige middeltemperatur fra ca. −18 °C i nord til +2 °C i syd, i Midtgrønland fra −5 °C i vest til −12 °C i øst.

Temperaturen under overfladen er bestemt af, at nedsynkende islag langsomt varmes op, dels af varmestrømmen fra Jordens indre, dels af varme opstået ved indre deformation, og dels ved gnidning mod bunden. I dag er bundtemperaturen under Summit 23 °C højere end på overfladen, altså −9 °C, men istidens kulde kan stadig mærkes i de dybe lag, og uden den ville bundtemperaturen være højere, måske nå smeltepunktet. I randzonerne er der bundsmeltning hele året.

Vinden kommer hyppigst fra retninger mellem sydvest og sydøst, altså fra det varme Atlanterhav, hvilket forklarer de høje nedbørtal mod syd. Undtagelsen er nordøstlige vinde langs det meste af østkysten om sommeren, der bidrager til at føre havisen langt mod syd. Under rolige vejrforhold afkøles de overfladenære luftlag, som derved bliver tungere og "falder" ned mod kysterne (katabatiske vinde), og de efterfølges af nedsynkende luft fra højere luftlag i Centralgrønland. Under lavtrykspassager kan de forstærkes og blive til kraftige, tørre og varme fønvinde. På østkysten forekommer tillige lokale orkaner, kaldet piteraq.

Der er et stort fokus på stabiliteten af Grønlands Indlandsis i forbindelse med den globale opvarmning. Den enorme iskappe kan ved afsmeltning give et markant bidrag til det globale havniveau. Siden 2002 har satellitter – GRACE og GRACE-FO – overfløjet Grønland med instrumenter til at måle tyngdefeltet for på den måde at vise ændringer i ismassen. Data viser en stadig faldende masse i kanten af iskappen, mens der er en mindre tilvækst i den centrale del af Indlandsisen.

Siden satellitterne blev sendt op, har de registreret et massetab på 5.000 Gt, hvor 1Gt er 1 milliard ton is. Omsat til havvand betyder det samlet en havstigning på 14 mm siden 2002. Massetabet må forventes at øges i takt med, at temperaturen stiger. Tabet modsvares til dels af en øget mængde nedbør på Indlandsisen.

Afsmeltningen tilfører store mængder ferskvand til havet omkring Grønland og ikke mindst til Den Nordatlantiske Strøm, der på den baggrund forventes at blive svækket. Det kan betyde, at temperaturstigningen i Arktis bliver mindre, hvilket i særdeleshed vil betyde noget for Nordskandinavien.

• is
• menneskeskabte klimaforandringer