Drivhuseffekten er en populær betegnelse for atmosfærens evne til at holde igen på udstrålingen af energi fra jordoverfladen. Drivhuseffekt findes naturligt i større eller mindre grad på alle planeter med en atmosfære og skyldes forekomsten af særlige luftarter og partikler. På Jorden er vanddamp langt den vigtigste luftart for drivhuseffekten.
Den isolerende effekt betyder, at Jordens temperatur ved overfladen er højere, end den ville være uden en atmosfære. Hvis man antager, at den absorberede mængde solenergi er den samme i de to tilfælde, kan man beregne, at drivhuseffekten giver en temperaturforøgelse på ca. 33 °C.
Betegnelsen drivhuseffekt henviser lidt misvisende til et almindeligt væksthus. Den høje temperatur her skyldes, at glasset i væggene og taget tillader solstrålingen at slippe igennem, men forhindrer ventilation af væksthuset. Atmosfærens drivhuseffekt skyldes derimod en række luftarters evne til at absorbere infrarød stråling, som nær jordoverfladen hovedsagelig stammer fra overfladen selv. Atmosfærens evne til at absorbere infrarød stråling ækvivaleres af en tilsvarende evne til at stråle ud igen, både op og ned. Den nedadrettede stråling kaldes atmosfærestrålingen og giver sammen med Solens strålingsenergi grundlaget for den højere temperatur ved overfladen.
Drivhuseffekten har siden 1980'erne været et af de mest dynamiske forskningsfelter i verden. Kolossale summer er blevet investeret i forskningen, og der er også store politiske interesser. Forskningen har tilført betydelige erkendelser til emnet, men har også understreget, at drivhuseffekten og klimaudvikling er ekstremt komplicerede mekanismer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.