hede

I sidste del af den neolitiske periode for ca. 4.000 til 5000 år siden begyndte hedearealet at stige i Jylland. Det voksende hedeareal skyldtes, at datidens bønder ryddede skoven og udsatte de tidligere skovarealer for et hårdt græsningstryk. I stedet for en genindvandring af træer overtog dværgbuske og forskellige urter arealerne, hvilket formede heden, som vi kender den i dag. Udvidelsen af hedearealet er veldokumenteret i pollenaflejringer, der viser, at hyppigheden af lyngpollen begyndte at stige.

Det samlede hedeareal steg støt frem til 1800-tallet, hvorefter der skete en betydelig tilbagegang i arealet grundet opdyrkning og tilplantning. Da hedearealet var størst i Danmark, dækkede heden det meste af Jylland. I dag er arealet af hede faldet til 84.789 ha ifølge en opgørelse fra 2016. På europæisk plan er der ligeledes sket stor tilbagegang af hedearealet.

Den karakteristiske planteart på heder er, hvis heden ikke er for kvælstofpåvirket, hedelyng. Af dværgbuske finder man ligeledes klokkelyng, som også kan være fladedannende, tillige med mosebølle, tyttebær, håret visse, engelsk visse, revling og hede-melbærris. Græsser, fx bølget bunke og blåtop, optræder også hyppigt, specielt hvis der har været en for høj kvælstofbelastning. Heden huser sjældne karplanter som fx klokke-ensian, guldblomme, lav-skorzoner, vår-kobjælde, lyng-star og alle ulvefod-arterne.

Heden rummer en række specialiserede dyrearter. Af insekter kan nævnes den på europæisk plan beskyttede sommerfugl hedepletvinge. En art, som i Danmark bare lever i Nordjylland. I mange af Jyllands klitheder, kan man desuden finde sommerfuglen ensianblåfugl. Ensianblåfugl har en særegen biologi. Sommerfuglen lægger æggene på planten klokke-ensian, men efter larven har levet i ensianblomstens frøstand i tre uger, dumper den ned på jorden, for at blive samlet op af en stikmyreart (hvad man fra studier fra Læsø har fundet ud af, er enten korttornet stikmyre eller almindelig stikmyre). Myrerne bærer sommerfuglelarven til deres bo, hvor larven lever af myreværtens larver, indtil den forpupper sig i myreboet. Når sommerfuglen kommer ud af puppen, må den skynde sig ud af myreboet, da myrerne kan angribe den fuldvoksne sommerfugl. Af andre interessante insekter kan nævnes billen lille guldløber, og mange forskellige arter af bier.

Nogle karakteristiske arter af fugle er stadigt hyppigt forekommende på heden, fx yngler storspove regelmæssigt på hederne i Jylland. En anden karakteristisk art er natravnen, som forekommer regelmæssigt i plantager nær heder. I Nordvestjylland yngler tinksmeden fortsat i klithederne. Dog er nogle fuglearter også uddøde, her kan nævnes urfuglen og hjejlen, som tidligere var karakterfugle på hederne, men begge forsvandt i nyere tid.

I Europa opdeler man de forskellige habitatnaturtyper af heder på baggrund af deres vegetation. I den forbindelse har man givet heder individuelle habitatnumre. Selvom der er et overlap i plantearter imellem de forskellige hedetyper, er der alligevel nogle arter som indikerer, at noget er fx en tør hede eller en våd hede. Nogle af de forskellige habitatnaturtyper er listet nedenfor.

En tør hede er oftest det habitat, man tænker på når man taler om heder. Tør hede har man tildelt habitatnummeret 4030. Den har, som alle heder, en næringsfattig jordbund. Jordens pH er lav (ca. 3,7). En tør hede i god tilstand har typisk et lavt dække af hedelyng. Karakteristiske arter udover hedelyng er bl.a. revling, tyttebær, håret visse, bølget bunke, tormentil, tue-kogleaks, rensdyrlav (Cladonia) og cypresmos (Hypnum cupressiforme).

Våd hede har man tildelt habitatnummeret 4010. En våd hede har typisk de følgende arter: hedelyng, klokkelyng, rosmarinlyng, tranebær, mose-pors, blåtop og mosetroldurt.

Klitheder (Habitatnummer 2140) er almindelige i Danmark, men er i EU klassificeret som en prioriteret og truet habitatnaturtype. Arterne revling og sand-star er karakteristiske for klithede. Af mosser forekommer trind fyrremos (Pleurozium schreberi). Rensdyrlaver er ofte dominerende.

Fra 1759 finansierede staten et forsøg på at opdyrke udvalgte områder på Alheden ved Karup og på Randbøl Hede vest for Vejle. Til det formål indkaldte man tyske kolonister fra bjergområder i Pfalz og Hessen, de såkaldte kartoffeltyskere, som lokkedes hertil af udsigten til rejsepenge og en række privilegier såsom 20 års fritagelse for skatter og andre offentlige krav. I 1866 stiftede en gruppe embedsmænd og godsejere med Enrico Dalgas i spidsen Hedeselskabet, hvis hovedformål var at frugtbargøre den jyske hede.

Skovrejsning på hedegrund begyndte med plantning af eg i Haderslev Vesteregn omkring 1720. Efter oprettelsen af Hedeselskabet tog plantning på dårlig jord og ofte med økonomisk tilskud fart i Nørrejylland og andre steder. I begyndelsen plantedes mest nåletræer, ofte med bjergfyr som første generation; senere er løvtræer kommet til at spille en stigende rolle.