[go: up one dir, main page]

Eksempler på danske og europæiske bier. 1. Blodbier (Sphecodes spp.) er næsten nøgne bier med rød og sort bagkrop. 2. Maskebier (Hylaeus spp.) er små, lidet behårede, mørke former, som mangler pollenindsamlingsorganer. 3. Vejbier (Halictus spp.) er mørke former med cylindrisk bagkrop. 4. Silkebier (Colletes spp.) har kort, kraftig behåring og karakteristiske lyse striber på bagkroppen. 5. Tømrerbier (Xylocopa spp.) er sorte til blåsorte metallisk skinnende arter, hvis larver lever i reder i dødt træ. Sjældne gæster i Nordeuropa. 6. Jordbier (Andrena spp.) er små med relativt flad bagkrop og en kraftig brystbehåring i mange farver. 7. Bladskærerbier (Megachile spp.) har kraftig behåring på bagkroppens underside (bugsamler). De ses ofte med et afskåret bladstykke. 8. Hvepsebier (Nomada spp.) er mørke former med hvide, gule eller rødlige striber og pletter. 9. Keglebier (Coelioxys spp.) er lidet behårede arter, hvor hunnen har en kegleformet bagkrop.

.

Bier er en stor og varieret gruppe af insekter, som ud over de velkendte honningbier og humlebier omfatter et stort antal ret forskelligartede former. Som regel kan de kendes på deres hvepsetalje, knæbøjede følehorn og en oftest tæt pels af fjerformede hår. Kropslængden varierer fra 2 til 40 millimeter. De fleste danske arter er 8-10 millimeter lange.

Faktaboks

Også kendt som

Anthophila og Apoidea (sammen med gravehvepse)

Sammen med gravehvepse udgør bierne en overfamilie af årevingede insekter. Der kendes næsten 21.000 arter af bier. Tyngdepunktet for biernes udbredelse ligger i tørre områder i subtroperne, mens der er relativt få arter i troperne. I Danmark er der fundet 297 arter.

Bierne har store, flade og kraftigt behårede første fodled på bageste benpar. Munddelene omfatter bidende kindbakker og en sugesnabel. Snabelen, som bruges til at suge nektar med, varierer i form og længde som tilpasning til forskellige blomster. Nektaren suges op og føres ned i en opsvulmet del af fortarmen, honningmaven. De voksne bier lever af nektar og er derfor afhængige af blomster. Mange planter er samtidig afhængige af bier til bestøvning, og mange blomsters form kan kun forklares som tilpasning til bierne.

Som hos andre årevingede insekter udvikles der hunner af befrugtede æg. Hanner udvikles af ubefrugtede æg ved partenogenese ("jomfrufødsel"). Hunnens læggebrod er omdannet til en giftbrod, der benyttes som våben; kirtler i bagkroppen afsondrer giften. Hos bierne fungerer læggebrodden ikke i forbindelse med æglægningen. Hannerne, som mangler giftbrod, kan ikke stikke. Larverne, som er lemmeløse maddiker, lever af pollen og nektar, som indsamles af de voksne hunner.

Biernes hårbeklædning bevirker, at de efter et besøg i en blomst er overdrysset med pollen, som med benene børstes af kroppen og samles. Det flade fodled på bageste benpar bruges til at samle og pakke pollen, som hæftes på specielt hårede kropsdele. Ud fra placeringen af disse behårede kropsdele inddeles bierne i henholdsvis bug- og bensamlere (lår- og skinnebenssamlere).

De fleste grupper er enlige bier. Voksne og afkom lever ikke sammen, og der er ikke individer med forskellige arbejdsfunktioner. Hos de sociale bier lever mange individer fra forskellige generationer sammen, og der er forskellige arbejdsfunktioner. Et sådant socialt system består af én hun, dronningen, som lægger æg, et antal arbejdere, som er sterile hunner, og et antal hanner, droner, hvis eneste opgave er at befrugte dronningerne. Dronerne har ingen arbejdsfunktioner i boet. Hos enkelte arter af enlige bier har individerne forskellige funktioner og lever i grupper. Man taler da om semisociale bier.

Både enlige og sociale bier er vigtige bestøvere af vilde planter, ligesom de spiller en vigtig rolle inden for planteproduktion. De domesticerede honningbier har således stor betydning som bestøvere af planter i landbruget foruden som leverandører af honning, voks m.m.

Enlige bier

Jordbier
Rødpelset jordbi (Andrena fulva) hører til de enlige bier. Den dukkede op i Danmark i 1984 og findes i dag i det meste af landet. Rødpelset jordbi ses fra marts til maj.
Jordbier
Af /Minden/Ritzau Scanpix.
Bier
Pragthvepsebien (Nomada fucata) lægger sine æg i reder af gulbåndet jordbi (Andrena flavipes). Den er nu udbredt i næsten hele landet og er på vingerne april-juni og juli-august.

Enlige bier placerer reden i jorden, i hule stængler eller i huller i træ eller mure. Enkelte arter anvender tomme sneglehuse. Reden kan bestå af en enkelt eller flere celler forbundet med en gang. Alt efter art fores reden med bladstykker, mudder og lignende. I bunden af hver celle placeres en pollenklump vædet med honning, hvorpå ægget lægges. Derefter forsegles cellen. Afkommet lever af pollenklumpen.

Af enlige bier kan nævnes:

  • Maskebier (Hylaeus spp.) er små mørke bier uden pollenindsamlingsorganer. Navnet skyldes, at ansigtets gule eller hvide tegninger kan ligne en maske. Rederne anlægges i hule stængler af fx hindbær eller i huller i træ.
  • Silkebier (Colletes spp.) er bensamlere. De er små til mellemstore bier med en fin og tæt behåring. Rederne anlægges ofte i kolonier i sandet jord eller i skrænter. Vægsilkebi (Colletes daviesanus) anlægger ofte reder i murværk.
  • Jordbierne (Andrena spp.) er lårsamlere. De udgør en meget artsrig slægt af små til middelstore bier med lyse, grålige og sorte farvetegninger. Rederne placeres tit i store kolonier på tørre og sandede skråninger.
  • Vejbierne (Halictidae) er også en stor gruppe med arter overalt på Jorden. De er lårsamlere. Rederne placeres i jorden og ofte i tætte kolonier. Hos nogle arter forsyner hunnen larverne med føde, når de er kommet ud af æggene. Hos enkelte arter forsyner sterile hunner larverne med pollen. Her er der eksempler på overgange fra enlig til semisocial og endog social levevis.
  • Bladskærerbier (Megachile spp.) er mellemstore mørke bier, som er bugsamlere med kraftig pels på bugsiden. Reden findes i jord eller i gammelt træværk. De klipper runde stykker af blade af forskellige træer og buske og bruger stykkerne til at fore rederne med.
  • Murerbier (Osmia spp.) er små til mellemstore bugsamlere. Rederne, som anlægges i brombærstængler og hulheder i mure og i jord, bygges af ler, harpiks og lignende.
  • Oliebier (Macropis spp.) samler planteolie og ikke pollen til larverne. Alle oliebier er knyttet til planter i slægten fredløs (Lysimachia).

En række slægter af enlige bier er kleptoparasitter. Det er former, som mangler pollenindsamlingsorganer. I stedet opsøger de rederne af andre bier og placerer her deres egne æg. Udviklingen af afkommet sker på bekostning af værtsbiens afkom. Keglebierne (Coelioxys spp.), hvis hunner har en tydeligt kegleformet bagkrop, lægger deres æg i reder af bladskærerbier. Hvepsebier (Nomada spp.), som er hvepselignende bier med en sort bagkrop med røde eller gule striber, lægger æg i jordbireder. Blodbierne (Sphecodes spp.) er lidet hårede, mørke former, hvor halvdelen af bagkroppen er rød; de opsøger rederne af vejbier, smalbier (Lasioglossum spp.) og enkelte arter af jordbier.

Sociale bier

Bier
Brodløse bier af arten Melipona beecheii på Yucatánhalvøen i Mexico.

De sociale bier hører alle til familien Apidae. På bageste benpars skinneben har hunnerne en særlig kurv til transport af pollen. Den består af det flade skinneben og en omgivende krans af børster. Der findes mange typer af samfund hos de sociale bier, lige fra simple enårige til komplicerede flerårige samfund med op til 100.000 individer. Samfundet holder til i et bo, der, afhængig af art, er placeret frit på klippevægge, under grene, i hulheder i træer eller i fx forladte fugle- eller pattedyrreder. Boet er som regel opbygget af celler, der består af voks eller blandinger af voks, harpiks og ler. Voksen afsondres af kirtler på biernes bagkrop. De andre materialer hentes fra det omgivende miljø.

Brodløse bier, der omfatter slægter som Melipona mfl., er sociale bier, som lever i troperne. Det er ret små arter. De største er på størrelse med honningbien. Deres brod er kraftigt reduceret. De danner oftest flerårige samfund med op til flere tusinde individer. Rederne kan være i jord, frit på klipper, hængende på stammer eller bygget i hule stammer. Hvert samfund har én dronning. Brodløse bier er kendt for hyppigt at danne sværme. Både i Afrika og Mellem- og Sydamerika høstes deres honning.

Humlebier

Humlebierne (Bombus spp.) omfatter næsten 300 arter, hvoraf de fleste findes i tempererede områder; i Danmark findes 29 arter. De er store, lodne, farvede bier.

Boet, som er etårigt, etableres om foråret af en overvintret hun i fx en forladt muserede. De første kuld bliver små arbejdere, som indsamler føde, fodrer larver og passer boet. Hunnen, dronningen, får efterhånden kun én funktion, æglægning. I løbet af sommeren vokser samfundet, men det bliver næppe større end 400 individer. Sent på sæsonen klækkes store frugtbare hunner og hanner. Kort efter går boet til grunde, og hannerne dør. De parrede hunner går derpå i hi.

Humlebierne er meget vigtige bestøvere af mange af vore planter og frugttræer. En særlig gruppe, snyltehumler, er redesnyltere. De ligner de humlebier, som de snylter på.

Honningbier

Honningbier
Honningbier (Apis mellifera) er sociale bier, der har stor kommerciel betydning som bestøvere og honningproducenter.
Honningbier
Af /Stockfood/Ritzau Scanpix.

Honningbierne (Apis spp.) har de største og mest komplicerede flerårige samfund med op til 100.000 individer. Der er én dronning. Alle de andre hunner er sterile arbejdere, som efter alder har forskellige funktioner i bisamfundet. Dronerne findes kun i kort tid. Der kendes mindst syv arter af honningbier, heraf seks i den sydlige del af Asien. Honningbien (Apis mellifera) var oprindelig udbredt i dele af Europa, Lilleasien og Afrika. I vore dage er den ved menneskets hjælp udbredt næsten overalt på nær i ørkener og i koldere egne. Dronningen kan blive op til fire år gammel, mens arbejdernes levetid næppe er længere end en måned.

I naturen er honningbiboet placeret i hule træer, hvor cellerne er sammenbyggede til lodrethængende vokstavler, hvori æggene lægges, og larverne udvikler sig. Opvækst af arbejdere og dronninger og etablering af sværmning styres af duftstoffer, feromoner. Hele samfundet er afhængig af arbejdernes konstruktion af celler, renholdelse, fødeindsamling, fodring og forsvar samt deres evne til at opretholde et konstant klima i boet. Det er desuden påvist, at honningbien betjener sig af et kommunikationssystem baseret på bl.a. særlige danse, som videregiver informationer om retning og afstand til nye foderpladser.

Fjender

De vilde bier producerer kun få reder, der er forsynet med pollen til larverne, men forrådet er et fristende mål for en række snyltere. Blandt de vigtigste er andre bier, oliebiller (Meloidae), humlefluer (Bombylidae) , fløjlsmyrer (Mutillidae), guldhvepse (Chrysididae) og gulerodshvepse (Gasteruptionidae). Over en fjerdedel af alle danske biarter snylter på foder, som andre bier har samlet.

De voksne bier angribes af hvepsefluer (Conopidae), der lægger æg i biernes bagkrop, og viftevinger (Strepsiptera), hvis larver udvikler sig i både bilarver og voksne bier. Enkelte arter af gravehvepse, fx biulven (Philanthus triangulum), anvender især honningbier som foder for deres egne larver. Bierne fanges også af edderkopper og fugle.

Trusler mod bier

Bierne er blandt de insektgrupper, som er gået betydeligt tilbage. Der er flere årsager til tilbagegangen, men tab af levesteder er formentlig en af de vigtigste. De vigtigste krav til levestederne er føde i form af pollen og nektar fra blomster samt egnede redepladser, typisk på sandede, sparsomt bevoksede arealer eller i stængler og dødt ved.

I den danske rødliste fra 2019 klassificeres 7 procent af de 244 naturligt hjemmehørende arter som kritisk truede (CR), 7 procent som truede (EN), 9 procent som sårbare (VU) og 11 procent som næsten truede (NT). Derudover anses ca. 8 procent for at være uddøde i Danmark. De resterende arter vurderes ikke at være truede (LC), eller der er utilstrækkelige data til at vurdere, hvor truede de er. Hertil kommer 53 arter, der optræder tilfældigt eller er under indvandring.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig