Ernst Schimmelmann var en dansk greve og minister; søn af Heinrich Schimmelmann, gift med Charlotte Schimmelmann. Ernst Schimmelmann blev i 1782 chef for Kommercekollegiet, fik dertil medansvar for finans- og pengepolitikken og gav sig tillige af med privat spekulation i neutralitetskonjunkturerne. Pga. uoverensstemmelser med Ove Høegh-Guldberg måtte han gå af i 1783, men året efter var han involveret i kuppet mod Høegh-Guldberg og fik sine poster tilbage med titel af finansminister. I 1788 optoges han i Gehejmestatsrådet og virkede her for erhvervsreformer, bl.a. toldreformen af 1797.
Schimmelmann var ejer af jordegods og industrivirksomheder samt plantager i Vestindien, drevet af slaver. Han tog initiativ til forordningen af 1792 om forbud mod slavehandel. Dette skyldtes dels langsigtede politisk-økonomiske overvejelser, dels humanitære hensyn. Under Revolutions- og Napoleonskrigene støttede han købmændenes og redernes ønske om konvojering af neutrale danske handelsskibe og bidrog derved til den udvikling, der førte til konfrontationen med Storbritannien i 1801.
Som finansminister under Englænderkrigene havde han ikke mulighed for at hindre den penge- og finanspolitiske katastrofe i 1813, Statsbankerotten, og den af ham udarbejdede forordning af 1813 om forandring af pengevæsenet vakte en sådan harme, at han måtte tage sin afsked som finansminister. Han beholdt dog sin plads i Gehejmestatsrådet og var 1824-1831 udenrigsminister.
Schimmelmann var sammen med sin hustru mæcen for en række af tidens førende danske og tyske kunstnere og videnskabsmænd.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.