surrealisme

I 1924 udgav bevægelsens ledende teoretiker, digteren André Breton, Les Manifestes surréalistes (dansk titel: De surrealistiske manifester, 1972), hvori han definerer surrealismen som: "Ren psykisk automatisme, hvorved man sætter sig for mundtligt, skriftligt eller på enhver anden måde at udtrykke tankens virkelige funktion, tankens diktat, uden nogen kontrol fra fornuftens side og uden for enhver æstetisk eller moralsk interesse. Surrealismen bygger på troen på den større virkelighed bag visse former for associationer, som før surrealismen var forblevet upåagtede, på drømmenes almagt og på tankens uegennyttige leg".

Surrealisterne ønskede at forene drøm og virkelighed i en ny overvirkelighed, inspireret af Freuds teorier om drømmens og det underbevidstes betydning. Ligesom dadaisterne tog surrealisterne afstand fra borgerlige værdinormer og anvendte tilfældighedsmetoder som skabende princip, hvilket førte til begreber som cadavre exquis, objet trouvé, frottage og readymade. De eksperimenterede også med tidlige versioner af generativ kunst.

Malere som René Magritte, Paul Delvaux, Max Ernst og Salvador Dalí anvendte denne sammensætning af væsensforskellige elementer til at male drømmesyner, der næsten overgik virkeligheden selv, og Dalí opfandt i 1930 sin "paranoisk-kritiske" metode.

Joan Miró, André Masson og Yves Tanguy repræsenterede en anden hovedtendens inden for surrealistisk maleri, der i mere abstrakt form lod underbevidstheden komme til udtryk i linjer og former i forlængelse af den automatiske metode (se automatisme og automatskrift).

Poesien og det irrationelle, fantasien, begæret og galskaben var centrale begreber, som surrealisterne genfandt hos digteren Comte de Lautréamont (Isidore Ducasse), der i bogen Les Chants de Maldoror (1869, dansk titel: Maldorors sange, 1986; ny udgave: Maldorors sange, Samlede værker, 2012) havde anvendt et skønhedsbegreb, der blev programmatisk for surrealismen, da han beskrev en person som "smuk som det tilfældige møde mellem en symaskine og en paraply på et operationsbord".

André Breton havde allerede i 1920 anvendt den automatiske metode litterært i Champs magnétiques (Magnetfelter): For at sætte sig ud over fornuftens kontrol lader man som et medium ordene flyde frit og uredigeret fra pennen direkte ned på papiret.

Breton og Paul Éluard udgav sammen i 1930 L'Immaculée conception (Den ubesmittede undfangelse), illustreret af Salvador Dalí, der i 1928 havde indledt et samarbejde med filminstruktøren Luis Buñuel.

Litterært blev surrealismen ikke alene tegnet af Breton, men af mange markante digtere som Philippe Soupault, Paul Éluard, Robert Desnos, Pierre Reverdy, Benjamin Péret, Georges Bataille og Louis Aragon.

I 1928 udgav Breton både bogen Le Surréalisme et la peinture (Surrealismen og maleriet) og romanen Nadja, der beskriver hans møde med en ung sindssyg pige, og i 1930 og 1942 fulgte yderligere teoretiske manifester.

At surrealismen så sig selv som en såvel indre som ydre revolution, blev også afspejlet i tidsskriftet La Révolution surréaliste (1924-1929), der i takt med det stigende politiske engagement i årene 1930-1933 ændrede navn til Le Surréalisme au service de la révolution. I 1926 blev Galerie Surréaliste oprettet i Paris, og store internationale udstillinger fulgte, bl.a. i København (1935), London (1936) og Paris (1947).

Under 2. Verdenskrig søgte mange surrealister eksil i USA, hvor de via Peggy Guggenheims galleri fik betydning for bl.a. den abstrakte ekspressionisme. Den surrealistiske idé fik væsentlig indflydelse på 1900-tallets digtning og kunst lige fra art brut, Cobra-bevægelsen og fantastisk realisme til psykedelisk kunst, happenings og performances.

André Breton og hans kreds var dybt fascineret af den filmiske montages muligheder for at bringe forskellige elementer sammen på uventede måder. Dalí og Buñuel lavede sammen den surrealistiske film Un Chien andalou (1928, Den andalusiske hund); en handlingsløs film, sammenholdt af seksuelle associationer. Filmen havde lighedspunkter med Georges Batailles roman L'histoire de l'oeil (Historien om øjet), der udkom samme år.

Man Ray blev kendt for sine fotogrammer, hvor han bl.a. belyste forskellige maskindele på fotopapir, og for sine surrealistiske fotografier, hvor – ofte nøgne – kvinder poserede sammen med forskellige genstande, så uventede ligheder mellem krop og genstand blev tydelige.

Begrebet surrealisme overtog André Breton fra Guillaume Apollinaire, der i 1917 kaldte sin groteske farce Les Mamelles de Tirésias (Tiresias' bryster) for "un drame surréaliste". Overgangen mellem dadaismen og surrealismen er flydende, og mange af Bretons, Desnos' og Aragons små dramatiske skitser, som de efter bruddet med dadaisterne udgav i tidsskrifter, er svære at skelne fra deres tidligere forbundsfællers happenings.

• Læs videre om surrealistisk teater.

I Danmark var surrealismen fra 1934 repræsenteret af kunstnergruppen og tidsskriftet Linien med malerne Vilhelm Bjerke Petersen (der i 1934 udgav bogen Surrealismen), Rita Kernn-Larsen, Richard Mortensen, Ejler Bille og digteren Gustaf Munch-Petersen m.fl. Wilhelm Freddie hentede inspiration hos Salvador Dalí, og sammen med Harry Carlsson (1891-1968) repræsenterede han en mere figurativ surrealisme.

Fra midten af 1960'erne arbejdede Jørgen Boberg med udviklingen af et neosurrealistisk maleri, der kombinerede realistiske menneskefigurer med overnaturlige og symbolske elementer. Dette inspirerede bl.a. Hans Henrik Lerfeldt, der fra slutningen af 1970'erne og frem til sin død i 1989 ofte kombinerede forvoksede insekter med pornografiske motiver.

• avantgarde
• dadaisme
• psykoanalyse
• manifest
• automatisme
• automatskrift
• fotogrammer
• surrealistiske film
• surrealistisk teater
• André Breton
• Linien