Luis Buñuel, 22.2.1900-29.4.1983, spansk filminstruktør.
Luis Buñuel regnes for en af filmkunstens vigtigste pionerer, der formåede at sprænge grænserne for filmens udtryksmuligheder. Efter en traditionel uddannelse på en jesuiterskole læste Buñuel i Madrid, hvor han grundlagde den første spanske filmklub og begyndte at skrive om film.
I 1925 flyttede han til Paris, hvor han i samarbejde med Salvador Dali lavede sin første film Un Chien andalou (1928, Den andalusiske hund), der fik surrealisterne til at betragte ham som en af deres.
1928 | Un Chien andalou/Den andalusiske hund |
---|---|
1930 | L'Age d'or/Guldalderen |
1932 | Las hurdes |
1947 | Gran Casino |
1949 | El gran calavera |
1950 | Los olvidados/Fortabt ungdom |
Susana | |
1951 | La hija de engaño |
Una mujer sin amor | |
Subida al cielo | |
1952 | El bruto |
Robinson Crusoe | |
El | |
1953 | Abismos de pasión |
La ilusión viaja en travía | |
1954 | El río y la muerte |
1955 | Ensayo de un crimen |
1956 | Cela s'appelle l'aurore/Mod ny dag |
1956 | La mort en ce jardin/Døden i junglen |
1958 | Nazarín/Tro og lidenskab |
1960 | La fièvre monte à El Pao/Den udvalgte |
La joven/Mands begær | |
1961 | Viridiana |
1962 | El ángel exterminador/Morderenglen |
1964 | Le journal d'une femme de chambre/En kammerpiges dagbog |
1965 | Simón del desierto/Simon i ørkenen |
1967 | Belle de jour/Dagens skønhed |
1968 | La voie lactée/Mælkevejen |
1970 | Tristana |
1972 | Le charme discret de la bourgeoisie/Borgerskabets diskrete charme |
1974 | Le Fantôme de la liberté/Frihedens spøgelse |
1977 | Cet obscur objet du désir/Begærets dunkle mål |
Kontakten med kredsen omkring surrealisten André Breton førte til Luis Buñuels afgørende brud med sin borgerlige fortid og befæstede hos ham et nyt livsgrundlag, som blev en inspirationskilde til hele hans filmproduktion. Hans anden film L'Age d'or (1930, Guldalderen) var et så direkte angreb mod den vestlige verdens vedtagne værdier, at den udløste en kraftig bølge af protester, avisartikler og voldsaktioner. Politipræfekten i Paris forbød filmen og beslaglagde samtlige kopier. Las hurdes (1932), der er en ubarmhjertig dokumentarstrimmel om et glemt spansk ulandsområde, blev ligeledes forbudt.
Efter disse tre film var Buñuel stemplet som en farlig venstreorienteret samfundsprovokatør. I USA, hvor han befandt sig under 2. Verdenskrig, måtte han nøjes med underordnede opgaver. Først i 1946 kom han i Mexico igen i gang som filminstruktør. Tilsyneladende fandt han sig i at være branchens tro tjener og lavede en række kommercielle film. Det lykkedes ham dog næsten hver gang at narre censuren eller sin producent: Han anvendte sort humor, ironi, indflettede foruroligende drømmescener, skabte — som fx i Susana (1950) og El (1952) en happy end så grotesk, at det væltede hele filmens "opbyggelige" budskab. Los olvidados (1950, Fortabt ungdom), en både pessimistisk og varm skildring af en ungdomsbande i Mexico City, blev præmieret ved filmfestivalen i Cannes og et nyt internationalt gennembrud.
Herefter kunne han tillade sig at eksperimentere mere. Flere af hans film fra den følgende periode gav udtryk for hans sociale indignation og engagement. Han kredsede også om kristendommens negative følger, først i Nazarin (1958, Tro og lidenskab) og igen i Viridiana (1961). Denne blev prisbelønnet ved filmfestivalen i Cannes og udløste skandale, idet filmen officielt repræsenterede det katolske Spanien, men af Vatikanet blev stemplet som blasfemisk. Med El angel exterminador (1962, Morderenglen), en fabel om borgerskabets og aristokratiets fremmedgørelse, skabte Buñuel på ny et surrealistisk værk, hvori det reelle og det imaginære er flettet ind i hinanden som uadskillelige elementer.
Med Belle de jour (1967, Dagens skønhed) indledte Luis Buñuel den tredje og mest frodige del af sin karriere, nu igen i Frankrig. Han skabte en række overraskende værker, som ikke bare overgik hinanden ved deres originale påfund, men også åbnede ukendte veje for filmkunsten.
Selv efter flere gennemsyn er det fx umuligt at afgøre, om den elegante Séverines sælsomme oplevelser som dagens skønhed virkelig har fundet sted (inden for filmens fiktion) eller er en pudsig leg med erotiske fantasier.
Den usikkerhed, tilskueren efterlades i, er filmens force og er i endnu højere grad karakteristisk for Buñuels senere film. Hvad enten der er tale om en fornøjelig spadseretur igennem de kristne dogmer i La Voie lactée (1969, Mælkevejen), om en ung kvindes ambivalente forhold til sin formynder i Tristana (1970), om de daglige konventioners tyranni i Le Fantôme de la liberté (1974, Frihedens spøgelse) eller om en gammel mands frustrerede lyst til en ung kvinde i Cet obscur objet du désir (1977, Begærets dunkle mål) var Luis Buñuels strategi at desorientere, nedbryde de rationelle tankevaner og i stedet få tilskueren til at fornemme det mystiske punkt, hvorfra modsætningerne "ikke længere opfattes som værende i modstrid med hinanden" — og som derved peger på nye veje til erkendelse.
Luis Buñuels erindringsbog Mon dernier soupir udkom i 1982 (da. Mit sidste suk, 1983).
Se også Den andalusiske hund og Borgerskabets diskrete charme.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.