User:Gamren/Todo

From Wiktionary, the free dictionary
Jump to navigation Jump to search

Gennemse Category:Danish proverbs (mange er ikke-attesterbare eller ikke-idiomatiske). Gennemse Special:WhatLinksHere/Template:da-conj-reg, Special:WhatLinksHere/Template:da-conj-base (mange anfører ikke-eksisterende former).

Bemærk: skrive af/afskrive, bede til/tilbede, kalde på/påkalde

trives, synes, gives, findes, lykkes

vel, nok, nemlig, jo, såmænd, sågar

aflevering verballed døgn sammen- og særskrivning udbud livslede gide orke jordslået? lækkersulten dannelse italesætte nærliggende bagklog problemstilling selvforståelse omsiggribende

børnehjem, børnearbejde barnemad, barnepige

død
stof
skin
-dygtig
maskine

afskriverens bemærkninger åbenlyse trykfejl er rettet i denne men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret er brugt til at gengive kursiveret teks Med et halvspist æble mellem de tre forreste fingre og et helt stort æble klemt ind i hånden med de to andre kom Helga ind i klasseværelset hvor frøken Schou allerede sad ved katedret hævede hånden for at ta en bid til da hun fik øje på lærerinden og med stærkt markeret bestyrtelse der fik de andre elever til at more sig indvendig gemte hun sine æbler i lommen og var med et par lange skridt på sin plads havde for længst fundet hvor det var mens enkelte endnu sad og ledte undres over Helga sa frøken Schou efter nogen tavs stirren så lige ud hendes udstrakte pegefinger viste på det sted i tyskbogen hvor der skulde begyndes du det klær en ung dame at komme spisende ind i klassen er ingen dame det skal gud vide men du vil vist gærne være det vil jeg meget nødig Schou blev en smule bleg Da må du ikke bilde dig ind at du er et barn selv om du går med flætning ned ad ryggen længe har du for resten i sinde at blive ved med det jeg blir voksen at være raffineret er du i alt fald den mest voksne her i klassen der sad på den forreste bænk nød det blik Helga sendte frøken Schou og de tænkte hver især Tak skulde bare ha været mig frøknen så ikke noget hun begyndte undervisningen idet hun skyggede for ansigtet med den ene hånd Schou var den eneste af Skolens lærerinder der havde realklasserne lige op til præliminæreksamen hun holdt god disciplin og kunde fagene hendes magre anselige skikkelse bares oppe såvel af et stramt korset som af myndighed og viden havde døbt hende kundskabens Træ tegnet hendes karikatur i skikkelse af et gammelt stævnet poppeltræ havde fået at vide om denne tegning og det var nok ikke Helga der særlig havde søgt at hindre det forstod overhovedet ikke alt det Helga tillod sig over for frøken Schou hun var da ellers ikke af de værste var drenge der kunde ha lyst til noget lignende men de dyede sig huskede næmlig længere hvordan frøken Schou for fire år siden havde forelsket sig i det halvlange trettenårige pigebarn som Helga den gang var hvordan hun havde givet hende karakterer som Helga skammede sig over og ros der fik hende til at skære ansigt af flovhed så en dag hun sad hjemme og var arrig og ked af det kom ånden over hende og med stor indre forløsning lavede hun den omtalte karikaturtegning var knagende god og måtte vises både af kunstneriske og andre grunde den dag kom der mådehold i karaktererne og den megen ros blev til noget helt andet humør steg højt derefter nu skyldte hun ingen noget hun var en tid slemt uartig men efterhånden som det blev en vane og hun tillige blev ældre fik hun mere selvbeherskelse og lærte at udrette meget med små midler frøken Schou lærte ikke noget hverken at beherske sig eller at forvinde sin skuffelse var en temmelig lang ung pige med en ikke slet så lang flætning ned ad ryggen hår var mørkeblondt og hendes øjne var blå som slåen duggen er gået af var af de lystigste blandt skolens pigebørn og det var derfor ikke at undres over at hendes flætning der altid var fast knyttet om morgenen tit blev løs og lodden inden aften var altid nok der søgte hende så hun behøvede aldrig at søge andre hendes væsen var mere livligt og ubekymret end egentlig hjærteligt men det der gjorde hende til den overlegne mellem kammeraterne det var at hendes lystighed ligesom visse simpelt indrettede maskiner kunde stanse på et øjeblik en veninde prøvede at tilrive sig hendes fortrolighed i en glad åben stemning så fik hun at føle hvor hurtigt og fuldstændigt Helga kunde lukke sig der var noget tillokkende og utilfredsstillende ved hende på grund af den forsigtighed hvormed der undertiden måtte gøres kur til hende var tit misfornøjede med hende men de drenge der endnu ikke var gået erotik i syntes at hun var en gevaltig fest een kunde let blive alvorlig og da kom der en særegen magt i hendes blik mand der blev forelsket i hende havde sagt hende dette og ventede noget godt til gengæld men læste i hendes øjne ikke andet end væmmelse det lykkedes ham aldrig at komme til at tale med hende senere antog derefter han havde taget fejl og fandt hende i grunden højst usympatetisk Helga blev vred gik der en lodret rynke ned gennem hendes venstre øjenbryn så hårene strittede ud af deres naturlige stilling urede i brynet kunde ses længe efter Schou sad på katedret og lod sine øjne vandre rundt i klassen indtil de som sædvanlig endte ved Helga og dær blev de i nogen tid indtil Helga utålmodig stirrede igen være med den gloen sa frøken Schou så straks bort siger du ikke noget ved godt du sidder og mukker indvendig så op med et udtryksløst blik som stod til hendes rådighed når det passede hende kan ikke lide det ved dig at du kan være så artig udvendig viser du dig ikke så uopdragen som du i virkeligheden er det er vel din måde at være voksen på du den er yndig noget sid ikke dær som om du var af træ ved jo godt jeg ikke må svare sa Helga og vendte et par tomme øjne mod katedret tør du udmærket godt mukke indvendig det ved jeg Helga det er det ækle ved dig at du ikke er ærlig du går og gemmer på en mængde tanker som ingen må få at vide men jeg tror ikke det er noget godt der bor i dig jeg tror det ikke længere desværre la sit hoved ned på hænderne hun følte det som om nogen med rå begærlighed famlede efter noget der endnu lå skjult i hendes sjæl det tænkes at en anden skulde finde hvad hun ikke engang selv kendte huskede med uvilje noget man kaldte fortrolighed den kom fra andre var den nærmest tosset når den forlangtes af hende selv så uha hvor mange forsøg havde frøken Schou ikke gjort for at vriste den fra hende krummede sig uvilkårlig sammen for at dække sig op lød det fra katedret gjorde det ikke Schou kom ned og tog hidsigt om hendes hoved for at løfte det men denne berøring virkede anderledes på hende end hun havde tænkt hendes stemme slog pludselig over du Helga så rask op rynken stod ned gennem det venstre bryn skulde jeg græde for kan jo ikke gøre mig noget blev lidt mindre rank Jeg mener det heller ikke så slemt det er altsammen for dit eget bedste Hun smilede forsøgsvis åbnede munden og lo lydløst så hvor det gjorde ondt men hun vidste også at nu var hun fri de første dage derefter havde lidt ved alt dette drengene sendte sedler over til pigerne for at få klaret nogle ubegribelige steder i den engelske versjon der skulde afleveres næste dag særlig var Helga genstand for et bombardement af spørgsmål ved ikke hvad bob nederst på siden stod der på en lap og da alle andre vanskeligheder var klarede samledes granskningerne om dette dunkle ord formodede at det betød et nik bob sige en orm stod der på en seddel fra Dagmar holdt på at bob oversættes ved klokkeringning og Marie der aldrig kunde noget foreslog at la det betyde en hund for de havde hjemme en hund der hed Bob benyttede resten af timen til at tegne en hund der lignede Marie og hed Bob og under dette arbejde forvandt hun det pinlige indtryk fra før påfølgende matematiktime hvor de havde hr begyndte med at fire efter hinanden blankede den ptolemæiske læresætning det var noget man ellers ikke gærne bød hr men han syntes den dag at være i en tilgivende stemning må vi ha dig herop for at vise dem det Helga du er af dem der kan blev meget forbavset over denne jovialitet hun var ikke af de bedste i det fag nu bare her jeg kan jo se på dig at du kan det blev stædig over udtrykket i hans øjne tror ikke jeg kan sa hun Helga sådan et lyst hoved som du Helga vilde ikke høres når han havde de øjne vil helst være fri svarede hun med alvor jeg er ikke videre forberedt smilede endnu men hun så sådan på ham at hans smil forsvandt og han blev opbragt idet han følte sig gennemskuet er også harmeligt når en mand på fem og tyve år i en bestemt hensigt smiler til en ung pige på sytten kan vel sagtens smile igen det er ikke så svært i den alder ellers står man der som en idiot med sit smil returneret nægtet modtagelse hun er tilfældigvis ens elev man behøver ikke at finde sig i det Hr ansigt der både var net og forstandigt var bundalvorligt da han sa Så kommer jeg til at gi dig et nul vilde nødig ha et nul og hr så nu aldeles ubøjelig ud men han havde udleveret sig ved at smile sådan det holdt hun sig til så hun var alligevel ikke så ked af det skrev det nul i hidsighed dyppede først den gale ende af penneskaftet så den rigtige og satte en tyk streg under efter stod nummer fem oppe ved tavlen og forklarede den ptolemæiske læresætning under frygtsomme sideblikke til hr højre hånd der dirrende snoede overskæg har det ikke godt hviskede Berta imidlertid til Helga det er siden sommerferien tak vidste også noget fik man måske sit døje med ham i den første tid ja ja fik et nul Helga sa han ved slutningen af timen så op til protokollen hvor hun lige kunde skimte det anselige nul ham om at slette det hviskede Berta det er det han vil sprang lige op sådan spruttede det Nej i hende er første gang jeg har været nødt til det fortsatte han i en tone der kunde blive bevæget hvad øjeblik det skulde være skal nok lære det til næste gang svarede hun koldt og artigt tror jeg gærne sa han parat til at blive mild det er ikke det puffede hende i ryggen Helga tog hende under armen og de gik forsvandt en forventning fra hr ansigt han satte vredt sin hat på og gik ned efter kom han igen og lod en stor blækklat falde lige oven på nullet i næste time skal vi ha det morsomt erklærede Helga da frikvarteret nærmede sig sin slutning og det var den almindelige mening mellem pigerne at det havde de en vis ret til så skulde de næmlig ha engelsk ekstemporal med hr Grandlev og da pigerne var alene til det plejede tonen at være noget friere end ellers var noget for sig blandt skolens lærere han sa De til de konfirmerede elever og behandlede dem nogenlunde som voksne uden for skolen næsten som ligemænd det havde ikke altid de bedste resultater men gjorde ham i alt fald vel lidt og forskånede ham for mere ondartede spilopper var en fredelig mand der antoges at kunne en mængde sprog ingen vidste med sikkerhed hvor mange men større betydning havde det for eleverne at han undertiden gav dem temmelig frie tøjler og da la de mærke til at han gik mere oplivet ud af klassen end han kom ind deri lignede han ikke andre lærere men det måtte ganske vist også betænkes at han ikke havde det så morsomt hjemme i sin ungkarlelejlighed hvor han tilbragte det meste af sin fritid med at studere kom ind i klassen satte sig på katedret rettede med to fingre på sit humbug trak sine mansjetter frem og så sig om med en mine som tog han afsked med noget inden han begyndte undervisningen fandt han hvor det var i bogen men i samme øjeblik han lukkede munden op sa Helga Hr det er Maries fødselsdag i dag kan Marie begynde vi ikke ha en historie Dagmar det synes jeg ikke Marie er sandt foer Berta op hvad betyder bob den engelske versjon er ikke en eneste af os der ved det bevidnede Helga ikke det betyder en blyklump eksempel på enden af en stok Helga i enden af en medesnor hedder en blyklump på enden af en stok Helga videre og vædede blyanten mellem læberne ved jeg ikke vi så Jeg troede det betød klokkeringning meddelte Berta har oversat det ved en orm sa Dagmar og så forurettet ud det ikke betyde et nik Helga og vædede atter sin blyant Dagmar dukkede halvkvalt op fra sin bog Marie tror det betyder en hund der hedder Bob sidste måtte hun skynde sig at sige inden latteren overmandede hende morskabs dyb lille Dagmar Marie så begyndt tog fat på at læse op under frygtelige udtalekvaler der fik hr til at skære ansigt og øjeblikkelig stak Helga en finger i hvert øre og rystede fortvivlet på hodet blev straks efterlignet rundt om i klassen vi ta de fingre ud af Helgas øren sidder hun og skaber sig over er ikke til at holde ud forsikrede Helga sekunderet af svagere ekkoer fra de øvrige kan De gå videre Marie kan imidlertid skamme sig noget læste op mens Marie svalede sine flammende kinder med bogbindet Helgas oversættelse begyndte således Næste dag løb skonnerten på grund med alle kanarifuglene der tog sig den frihed at brække skibet i stykker Hvad er det for noget vrøvl Helga ved jeg ikke men sådan står der skal De selv se Which set at liberty by the breaking up of the vessel kan ikke betyde andet sluttede hun og så koldt og åndsfraværende ud i gården De måske at kanarifuglene kan brække et skib i stykker hvad De komiker nej hr det tror jeg skam ikke men derfor kunde det godt stå der siger selv der står så meget vrøvl i bøger det gør De hr vedlagde Dagmar mumlen fra resten men der må dog være grænser for vrøvl mon ikke antog jeg ikke siger ellers altid der er ingen grænser for hvad folk kan finde på at sætte i bøger kraft af stædighed får man ret er nu den at skibet blev slået i stykker af bølgerne og at fuglene derved blev sat i frihed kan jeg virkelig nok regne ud selv men når det nu er mest almindeligt at det der står i bøgerne er noget vrøvl så syntes jeg det var lige så rimeligt at ta det på den anden måde et bundløst væld af grinagtighed De er så videre så op til ham med et lille undersøgende blik og tog fat igen men midt i oversættelsen la hun pludselig bogen ned og sa med et vemodigt udtryk der fik alle til at le Nej nu kan jeg virkelig ikke længere forstå at vi ikke skal ha en historie jeg synes også vi skulde ha en grødede Marie men så stansede hun midt i en klump og rødmede ikke sandt stakkels Marie sa Helga og vendte sig om og klappede hende på den ene kind hvor pænt hun ber om det kunde så høre Dagmar sa hr og strøg et smil bort under overskægget var den ældste i klassen atten år fyldt hun var helt udviklet havde et mildt og moderligt ansigt og misundtes som Helgas bedste veninde var lidt småt begavet og hendes oversættelse i øjeblikket var ikke af de bedste De æventyrlige sømænd skred følgelig frem til det østlige Island de østlige Islande Men herregud stakkels Dagmar begyndte Helga tier stille er sandt Helga tier stille hviskede hun og hr skjulte et smil bag sin bog nej øer rettede Dagmar ankom dær i et ikke videre elskværdigt tempera humør Hun så hjælpeløs op til katedret men der kom ingen hjælp andre piger der vidste at Dagmar var blidt forelsket i hr nød scenen med stille morskab om flugt var opgivet hakkede Dagmar videre fjenderne rev blyet af domkirken en handling for hvilken de smukt kunde forsvare krigens nødvendigheder jeg forstår det ikke hviskede hun elendig synes begyndte Helga spidst og derefter mere dæmpet Jeg synes ikke der er nogen mening i det men man må jo ikke længere spørge om noget det er måske rigtigt nok hviskede hun og noterede ivrigt det at få sine dumheder forevigede på den måde gjorde et så dybt indtryk på Dagmar at hun helt holdt op De ikke mere Dagmar rystede på hodet og gled mat over på Helgas skulder og derfra ned på sin plads er det bedst at Berta tar det igennem en gang til og oversætter det fra Dagmarsk til dansk såkaldte æventyrlige sømænd Berta var det ikke rigtigt hvad Dagmar oversatte Helga bestyrtet dær har vi nok igen Helga på arenaen De sa ingenting og det var galt og jeg har skrevet det op altsammen holdt notebogen højt i været med en mine som om hun havde haft den ulejlighed at indhugge det i sten har nok forårsdelirium i dag bemærkede hr er noget sært noget opponerede hun og la sig henad bordet og viskede ud med stor hidsighed De så tie stille når De ikke siger hvad der er rigtigt og hvad der er galt mukkede Helga med en blæsen der skulde befri papiret for viskelærssmulerne og som samtidig gjorde det ud for en protest bevares vel barn sa han og stillede sig lige over for hende dette er jo himmelskrigende uartighed rejste sig var omtrent lige høje Jeg er også meget uartig i dag hr Hun lo ikke der var ikke engang et smil om hendes halvåbne mund hendes sjæl lå i øjnene det var som om de i dette nu ikke stod i synets tjeneste men blot tjente til at udslynge livskraft med må det være tænkte han pludselig at se en kilde springe frem for sin fod allerbedst som man går på den rolige jord så ned på hendes læber der var gennemtrukne af fine furer som to stykker appelsin og han så igen på hendes øjne mange ting huskede han ikke nu der var grå og falmede langt borte fra den time engelsk ekstemporal som var det der skulde passes sa han De er vel en god pige Helga ramte hende som et stød hun sank ned på bænken og udtrykket i hendes ansigt var en betuttet skolepiges fløj en hvisken rundt om i klassen som ingenting havde forstået Mon Helga havde været for slem det lod det ellers ikke til var meget venlig resten af timen men lystighed kom der ikke mere af det havde ringet og de andre var kommet ud gik Helga hen til Grandlev og spurte Er De vred på mig vendte ansigtet om mod hende og sa idet han rakte efter sin hat Nej hvorfor gik mismodig tilbage til sin plads dag ved sekstiden så man Helga gå sin sædvanlige tur gennem Søndergade over broen langs fjorden og ud til anlægget skulde særlig strenge opgaver til at holde hende inde og når det var storm kunde ikke engang udsigten til en dårlig karakter hindre hende i at gå ud var når hun gik disse ensomme ture at folk især damer opdagede at der var en del at udsætte på hende hilste altfor skødesløst hun nikkede upassende ligegyldigt til en hvem hun skyldte tak for sidst andre kom irriterede hjem med det indtryk at hun ikke kendte dem mere skulde passe noget bedre på sig selv hun var ikke så mild som en ung pige bør være den og den var hendes moer skulde hun ikke få lov at gå alene på den måde var synd for den nette pige men hun var aparte blæsende oktoberaften kom Helga gennem Søndergade pressede på og vilde jage hende af sted men i det øjeblik ønskede hun netop at gå langsomt hun svajede ryggen og hvilede nakken på den bløde storm det sidste hus før broen samlede hun skørterne med venstre hånd greb om hatten med højre og smilede forventningsfuldt ved tanken om det der nu skulde komme og næsten med et spring var hun ude på broen kastede sig sidelæns over hende og fyldte hendes øren med skrald men alting var beregnet forud hun styrede urokkelig hen ad den planke hun allerede havde udset vilde hun nu en gang gå over broen i storm ved fjorden fik hun blæsten forfra og gik uvilkårligt raskere var Helga hun sagtnede gangen i rygvind og fremskyndede den i modvind måtte vriste sin vej fra stormen den var et slags uhyre som bestod af lutter hænder og en kolossal mund vilde ikke la hende komme frem og når den var mest stridig sprang hun ind på den den måtte gi sig hele tiden der stod i en tynd række langs fjordskrænten havde det værre end hun de borede deres rødder dybt ned i grunden imens de skreg ynkeligt for livet slog de kløerne i jorden som om de vidste at den er det eneste der holder var et stort og hidsigt vær i rørene brasede det som af tusende stege der var over ilden på en gang og mod vest var himlen blåsort og gul det så vildt ud fik en sur smag i munden ved synet af dette gule derved glemte hun alt andet indtil hun kom i tanke om nogle udmærkede sure bolsjer der netop havde den farve var en sommerferie hun havde fået en pose af dem i Randers se så var andre mennesker i skoven end hun kom hen imod hende masede ind gennem krattet til venstre og vadede i løv så brunt som rugbrødsskorpe sprællede i været og blev levende under hendes trin de løftede hendes kjole og snoede sig om hendes ben så det kunde ikke nytte noget hun blev hidsig og vilde sparke dem væk hun måtte pille dem ordentlig af inde tilbød der sig en sti der førte om bag granplantningen var næsten stille der først var blevet spaltet i løvskoven blev nu siet mellem grannålene så den sønderdeltes til en fin blæsen så et sammenrullet blad gynge frem og tilbage vinden havde ikke kraft til at vende det en hel omgang udhugninger gik som korridorer igennem granskoven for enden af hver sås et stykke glødende himmel der lignede et åbent fyrsted på en dampkedel nu var der igen et menneske i hendes skov var sært folk kunde finde fornøjelse i at spasere på den tid af dagen og i sådan et vær sprang over grøften for at nå tilbage til løvskoven men mennesket kom samme vej ærgrede han hende i den grad at hun måtte se hvem det var var hr så skulde han få lov at bruge sine ben brød igennem hegnet kom ud på marken og gik et stykke tilbage kom også ud og gik den modsatte vej spejdende og langhalset æv tænkte Helga og så gik hun for sjovs skyld hen på marken og satte sig på en grøftekant så tænkte hun var der også straks bøjede sig forover og lyttede lød så svampede af og til gav engbunden et smask når den slap hans støvlehæle havde nok nylig fået sine støvler forsålede venter han sig nok en hel masse fordi han har ødelagt min spaseretur Helga hun med al den bestyrtelse hun kunde opbyde så vendte hun sig langsomt er bare mig Helga du bange for mig vi følges ad kommer an på om vi skal samme vej skal vel hjem men det er ikke vist jeg går samme vej som De vej går Du vej går De skal vel skynde dig hjem for det blir mørkt er bedst vi går igennem skoven jeg vil oven om skoven så lidt så går vi oven om kan da følges ad jeg havde været forelsket i ham tænkte Helga så var det da gået over nu mandfolk der er dum af forelskelse synes du løb for mig inde i skoven løb ikke fordi det var Dem men når jeg spaserer alene så kan jeg ikke fordrage at træffe andre mig under armen sa han lidt efter du må være træt tror De blev først træt dersom vi løb om kap kan jo prøve er villig tænkte hun jeg fortælle dig noget Helga han igen ved jeg næsten ikke det er noget morsomt er det erklærede han ivrigt går du nu over på den side her er renere men nu går De jo i snavset gør ikke noget Deres ny støvler ved du de er nye Helga snart jeg begynder på noget vi kan komme til at snakke om så klynger han sig til det med en iver Du er vist ked af at følges med mig Helga du ikke lide mig ikke vilde egentlig ikke ha sagt det men på den anden side trængte hun også til at sige det for at han kunde blive fornuftig Fordi De kan godt lide mig Helga det kan jeg også ja så løber jeg han fulgte med Uha sikken et mandfolk tænkte hun mon han kan fri mens han løber kom de ud på stien over engene er dumt tænkte hun jeg vil ikke løbe mere kunde De så løbe lige så stærkt som jeg jeg har kendt dig fra du var en lille pige og jeg har altid holdt meget af dig og nu er du en stor pige vil du ikke blive min hustru ikke æv tænkte Helga du huske da du var mindre vi var altid så gode venner skovturene for eksempel du skulde altid ha mig med til at lege og sådan noget du syntes det var så morsomt du glemt det nu synes jeg ikke De er morsom længere skiftede farve rødme og bleghed bredte sig på steder hvor de ellers ikke plejede at findes han blev hvid på kinderne og rød i tindingerne Helga mindedes i en fart et slagsmål hun havde set en karl der trak kniven var ikke latterlig nu han opførte sig på en måde som Helga aldrig havde tænkt sig eller hørt magen til vidste ikke hvor længe det varede men hun måtte stå og høre og se på det altsammen for hun kunde ingen steder komme for ham var megen fortabthed og mange hede løfter i det men Helga blev ikke ør hun vidste det kunde ikke hjælpe hun var bare lidt ked af det tilsidst da han et øjeblik ikke kunde mere for da forekom det hende at det var noget i den stil hun havde ønsket sig der kom en vis højtidelighed over hende hun hørte efter med megen opmærksomhed skønt han nu talte ganske usammenhængende og da han holdt helt op rystede hun sørgmodigt på hodet og begyndte at gå kom efter Helga sa han må jeg få et kys da var al hendes højtidelighed forbi han ovenpå alt det hun ikke vilde sige ja til netop skulde finde på at bede om et kys som var det sidste Helga kunde tænke sig at gi det var så enormt komisk at hun måtte le om ham havde hun altid troet at han var så begavet tænkte ikke på at ydmyge ham med sin latter stillingen var i sig selv lattervækkende nok og hun var også latterlig der et øjeblik havde taget ham alvorlig og vilde gi ham en plads for sig mellem de mænd der havde sagt hende tossede ting og var blevet gule og grønne og havde ladet deres knoer knage for hendes skyld nu vilde hun ikke svare ham et ord mere bare for det gjorde hun heller ikke spurte og spurte tav hun hvorfor svarede hun ikke hvorfor brød hun sig ikke om ham hvorfor vilde hun ikke sige om hun brød sig om ham hvorfor en hel masse tiggede om et ja om et håb om et lille håb om et venligt godnat om et blik om en lille hånd og da han således havde nået dybden af forelsket mands nøjsomhed begyndte han forfra og forlangte på ny alting vilde ha hun skulde forstå hvad han var og hvad han blev regnet for i byen hverken hans omgang eller hans indtægter var en almindelig lærers og i næste nu fortalte han om hvordan han vilde blive mere ulykkelig end andre mennesker hvis hun virkelig sa nej fik hende ikke alvorlig igen var jo ikke rigtig klog og desuden regnede Helga virkelig ikke sig selv for så meget at det skulde kunne gøre en mand ulykkelig om hun ikke brød sig noget om ham her kedede hende vilde hellere tænke på noget andet skrænten ud mod fjorden strittede forvredne trærødder frem overalt det så ganske krampagtigt ud det var ligesom store trolde der styrtede ned og som greb vildt for sig med deres uhyrlige hænder kunde godt tegne det de nåede broen ved enden af Søndergade gik hun fra ham sidste han blot vilde høre af hende var at hun ikke var vred på ham men hvad kunde det interessere ham når hun ikke var så meget andet som han vilde ha hun skulde være ventede moeren med aftensmaden mere tålmodig over datterens udeblivelse end andre mødre rimeligvis vilde billige det men hun var enke og havde kun det ene barn var sulten og meget oprømt da hun endelig kom havde været en storartet tur det var længe siden hun havde fået sådan en appetit af at gå dette beviste hun også i gerning og det morede hende at spise hr skulde bare se alt det hun tog til sig han sad formodentlig nu og bildte sig ind at det var hans pligt at ha tabt madlysten til ære for sin ulykkelige kærlighed kunde næsten haft lyst til at ha inviteret ham til aften og så spise lige for næsen af ham alt hvad der var på bordet overgivenhed fortsattes lidt efter i den energi hvormed hun gav sig til at læse leksjer men hun var yderlig mat da hun klokken ti rejste sig for at gå i seng stedet for søvnen hun havde glædet sig til kom alt det oplevede igen under andre former hun var ikke længere den overlegne måske var der slet ikke noget at le ad dette var vel alligevel den lidenskab hun havde hørt tale om og hvis tilværelse hun før havde betvivlet måtte nu også tænke på frøken Schou på den dag hun vilde stikke fingrene ned under hendes halslinning hun kunde ikke lide det det var da en sær fasong men da frøkenen så vilde kysse hende havde hun slået fra sig i pludseligt raseri lige i ansigtet havde hun slået sin lærerinde der var blevet bleg og havde spurt om hun var fra forstanden var blevet flov over sig selv og kunde ha bedt frøkenen om forladelse hvis hun ikke havde villet klappe hende bagefter men da hun opdagede det truede med mere var hun rendt sin vej og der havde været scener med bleghed og rystende hænder akkurat ligesom nu med hr havde aldrig kunnet lide det ord nu blev hun bange for det var noget der gjorde vild og latterlig hun forstod at lidenskab skåner ingen Schou var en begavet dame og hr var en anset mand hun havde hørt mange sige at der kunde blive et udmærket byrådsmedlem af ham en gang kom pludselig til at græde det var så stygt og sørgeligt ikke det med hr nej men der var noget blevet vanhelliget for hende hun følte nu med sikkerhed at det havde været bedre om hun slet ikke var kommet til at tænke over dette endnu sådan noget skulde hun ikke vide nu vidste hun at der var en risiko der omfattede hende eller måske den mand som rettede sig ud i sengen og lå stiv som en pind for dette vilde hun ikke tænke ringede eleverne gik ned undtagen Helga som var ordensduks kom ind og stillede sig ved katedret hvor hun skulde til hun blev nede i den anden ende af klasseværelset kom han derned og hun gik op og begyndte at ordne ved katedret men da han igen kom bagefter krøb hun op i et åbent vindu og lænede sig ud kan han ikke tænkte hun kom tæt hen til hende hun hang med overkroppen ud over legepladsen på du ikke falder sa han et spektakkel drengene laver bemærkede hun vidste godt at han havde opsyn i det frikvarter du ikke jeg mente hvad jeg sa forleden dag Helga kan ikke huske hvad De sa forleden dag skal jeg sige dig noget jeg har tænkt meget over det vi talte om talte slet ikke om noget tænkte hun men De vrøvlede en masse var ikke din mening den måde du tog det på det er jeg overbevist om for du lo ad mig og det er ikke latterligt at jeg holder meget af dig blev du vred siden lo du men ingen af delene var der nogen grund til jeg har altså ikke fået noget svar af dig endnu ikke noget som du kan være bekendt og som jeg kan være tjent med har ret til at du tar mig alvorligt og jeg har ret til et alvorligt svar af dig for pjank kan jeg ikke tåle mere af skal ikke svare mig nu men du skal tænke dig om vi kan træffes en gang i eftermiddag og så venter jeg at du vil vise et andet væsen end i forgårs var imponeret og harmfuld han med megen selvbeherskelse trådte et skridt tilbage da han var færdig så hun nok at hans hænder rystede havde heller ikke glemt at der var en gang han opførte sig langt mindre værdigt og mandigt end nu sådan friede altså en lærer til en uartig elev som han ønskede at gifte sig med tak nu havde Helga fået det lune at hun vilde se ham ligesom den aften han skulde næmlig ikke komme nu bagefter og være stor så hen på ham han så nok ud til at ha en vilje som andre måtte bøje sig for og fortrydelig over ham og halv skamfuld over sig selv udbrød hun Kan De da ikke forstå at jeg ikke er voksen endnu efter den måde jeg svarer Dem på det De siger er slet ikke noget man skal sige til et barn skulde være en undskyldning men han opfattede det anderledes han kom igen det skridt frem som han før var gået tilbage og lidt til og han så på hende med øjne der var fulde af tilbedelse og af nyt håb Jeg tar dig som du er Helga du må være så meget barn du vil jeg skal holde endnu mere af dig for det når blot du Men nu var afstanden mellem dem større end nogen sinde ham var hun færdig med han skulde ikke få sagt et ord mere alvor der kunde ha gjort indtryk på hende forlod ham så snart hun sa et ord til ham havde hun fra nu af ikke andet end latter hørte ikke hvordan det nu blev til at når der ikke var andet i vejen så skulde hun med fornøjelse få lov at være barn så længe hun vilde det hastede jo heller ikke med at blive gift bøjede sig ud af vinduet og råbte Er der ingen til at ringe der nede skal ringes så op hr måtte gå bort fra vinduet Alle var på plads kom hen til Helga Må jeg låne din bog skal altid låne min bog med den siger jeg lukkede den og skubbede den fra sig kan altid lugte når De har haft mine bøger mumlede hun første der kom op kunde ikke noget Helga skulde komme og hjælpe ham er ikke forberedt var så træt da jeg skulde til at læse i Lørdags af at løbe var nogen efter mig anden blev taget op imens sad Helga og skar ansigt for dem bagved hun havde særlig ævne til at ligne en gammel kone med mange rynker fik hr til at vende sig er det nikkede til Dagmar og denne sa halvkvalt Det var Helga der lavede sådan et morsomt ansigt jeg se det ansigt Helga får du en anmærkning Helga ønskede netop en anmærkning var mere naturligt end at en lærer gav en uartig tøs en anmærkning når hun lige havde erklæret at hun ikke vilde ha ham morede sig åbenlyst der blev røre i klassen en enkelt dreng hengav sig ubehersket til sin munterhed hr og foer hen imod ham tav og dukkede sig han kendte hr mandagslussinger tegnede dame med en urimelig stor barm sad på en bænk og påhørte med dryppende blikke en kærlighedserklæring fra en herre der lå på knæ foran hende ved siden af stod hans høje silkehat neden under skrev hun Dig jeg jeg sendtes omkring oppe ved tavlen hvis sind var delt mellem forlystelse og frygt for lussinger så den nye morskab dukke frem og skønt han ikke kendte dens art var han lige med eet den der morede sig bedst og lydeligst knækkede over på midten som en tynd kæp der er for stærkt belastet holdt sig ved tavlen og fnyste af grin så stærk var hans tro endda han ikke havde set lussing på hundrede graders Celsius gjorde ham imidlertid atter til en anstændig elev genindtog retstillingen og begyndte med kridtet at lede efter vinkel AOC er det for et papir fik det straks returneret er en tegning af Helga oplyste Dagmar jeg se den Helga krøllede den sammen i den hule hånd greb hende om håndleddene men hun sled sig løs og gemte tegningen i sin ene sko blev den af er i min sko vil ha den vil da ikke ta mig om benene blev stærk uro i klassen smilede smærteligt lignede et billede som et barn har været ved at kolorere men hvor kun den ene kind er blevet færdig og hr tog igen fat på at søge efter vinkel AOC de havde bægge lige svært ved at finde den idet Helga satte sig kom tegningen som ved et uheld op af hendes sko kastede sig over den var virkelig sådan en fornuftig mand det kom han til at tænke på nu da modsætningen mellem hans vanvittige optræden og hans øvrige respektabelhed også blev ham selv påfaldende måtte sætte sig ned og hele klassen beskuede tavs hans moralske nederlag blev alvorlig igen en gang følte hun sig berørt af noget vildt og forfærdeligt mon det ikke var rent galt at le af det af at ha haft en triumf svandt bort hun stod så ubetydelig og grim over for manden der sad og stirrede frem for sig med sådan et udtryk i sit ansigt af timen gik i højtidelig stilhed var en agtet lærer driver det noget vidt sa han til Helga da de to var alene er jeg nødt til svarede hun med bortvendt ansigt ellers griner de andre ad mig jeg få min tegning igen er hr der skreget er frøken Schou der hvisket løb ned ad perronen og fandt hr må skynde Dem sa hun ellers blir der ikke plads tog ham ved det ene ærme og stak resolut i trav med ham kupedør fyldtes straks med en forvirret blanding af større hatte og mindre ansigter her plads til os to Helga jahyl lød indbydende derinde fra være med at skrige rådede

Retrieved from "https://en.wiktionary.org/w/index.php?title=User:Gamren/Todo&oldid=52275801"