Galagoer er en familie af vævre, langhalede halvaber fra Afrika. Med deres forlængede ben har de en fantastisk springkraft og bevæger sig lynhurtigt rundt i træerne. De er nataktive med højt udviklet syn og hørelse til at færdes i mørke. Galagoerne varierer i størrelse fra kæmpegalagoerne på op til to kilo til dværggalagoerne, som omfatter nogle af verdens allermindste primater.
Familie Galagidae
Galagoerne er primater (orden Primates). De tilhører halvaberne (underorden Strepsirrhini), hvor man også finder lemurerne, lorierne og pottoerne. Galagoerne placeres i deres egen familie, Galagidae. De er tættest beslægtet med lorier og pottoer.
Der findes 19 arter af galagoer, som fordeler sig på seks slægter:
Galagoerne er udbredt i Afrika syd for Sahara. De fleste galagoer lever i regnskov, og op til fire arter af galagoer kan forekomme i samme område. Kæmpegalagoerne samt arterne i slægten Galago findes dog uden for regnskovsbæltet i mere tørre skovområder eller skovsavanne.
Den galago, som er mest hårdfør over for tørke og kulde, er sydlig galago (Galago moholi). Den findes i tørre savanneområder, hvor vintertemperaturen kan falde til frysepunktet.
Kombinationen af store ører og øjne, en lang ofte busket hale og de kraftigt forlængede, nærmest frøagtige bagben, der giver dem en gevaldig springkraft, gør galagoerne umiskendelige i Afrika.
Der er dog ganske stor variation i udseendet de forskellige slægter imellem.
Kæmpegalagoerne (slægten Otolemur) vejer fra 550-2.000 gram. Deres hale er lang, tyk og busket, og de kan opbygge fedtdepoter i halen, som de kan tære på i tider med fødemangel. Deres ben er ikke så kraftigt forlængede sammenlignet som hos andre galagoer, og de bevæger sig ofte rundt på alle fire ligesom aber frem for at springe på to ben som resten af galagoerne.
Slægten Galago indeholder de "klassiske" galagoer, som kendes fra både zoologiske haver og safariområder i det østlige og sydlige Afrika, særligt arterne nordlig galago (G. senegalensis) og sydlig galago (G. moholi). De vejer ca. 100-300 gram, og de hører derfor til blandt de mindre galagoer (på engelsk kaldes de for "lesser galagos"). Deres hale er lang, men ikke særlig busket sammenlignet med andre galagoers.
Klogalagoer (slægten Euoticus) vejer fra 230-360 gram. De har kløer i stedet for negle, og deres hænder og fødder er proportionelt større end hos andre galagoer. Klogalagoer findes i fugtig tropeskov, hvor de i modsætning til egerngalagoer typisk holder til i trækronerne.
Egerngalagoer (slægten Sciurocheirus) vejer ca. 200-450 gram. De kan kendes fra arterne i slægten Galago på deres mørke pels, væsentlig større ører og buskede hale. Deres ansigter sammenlignes med en gargoil. Egerngalagoerne er begrænset til regnskov, hvor de typisk fouragerer i lav højde eller på selve skovbunden.
Dværggalagoerne (slægterne Galagoides og Paragalago) vejer fra 35 til 200 gram og har en kropslængde på 9-18 cm (eksklusive halen). De to mindste arter vejer blot 35-70 gram, hvilket er tæt på verdens allermindste primat, pygmæmusemakien (Microcebus berthae), en dværglemur med en vægt på 31 gram (se lemurer). Dværggalagoerne har alle opstoppernæse og en hvidlig stribe ned ad næseryggen.
Galagoer er nogle af de pattedyr i verden, som kan foretage de længste spring i forhold til deres størrelse. Eksempelvis kan sydlig galago springe fem meter fra træ til træ, hvilket svarer til mindst 25 gange dens egen kropslængde. Hvis galagoer skal krydse åbne områder mellem træer, kan de hoppe hen over jorden på benene som kænguruer for at komme hurtigere frem.
Både håndfladerne, fodsålerne og finger- og tåspidserne er beklædt med bløde puder og skridsikker hud, så galagoerne har et sikkert greb på grene og lianer, når de klatrer, selv på glat bark.
I lighed med andre halvaber er galagoerne udstyret med en tandkam såvel som en pudseklo, begge beregnet på at pudse pelsen (læs nærmere under halvaber). Med undtagelse af storetåen, hvor pudsekloen sidder, er galagoers fingre og tæer beklædt med negle, bortset fra klogalagoerne, der har kløer i stedet for negle.
Som tilpasning til deres nataktive tilværelse har galagoer et arsenal af avancerede sanser, der gør dem i stand til i mørke at fare rundt i træerne med lange spring, jage effektivt og undgå fjender.
De har store øjne med indbygget spejl (tapetum lucidum), der giver dem et fremragende nattesyn; som katte har de lodrette pupiller, der lukkes til sprækker i dagslys. De har store, bevægelige ører og en usædvanlig god hørelse. Og de har følsomme knurhår i hovedet og på håndleddene, der giver dem informationer om, hvad de kommer i kontakt med.
Når galagoer er fremme i det åbne, er deres flagermusagtige ører i konstant bevægelse og skanner omgivelserne for selv de mindste lyde fra byttedyr eller fjender. Som hos flagermus er indersiden af ørerne fulde af folder, hvilket giver dem en endnu mere præcis hørelse, og de kan lytte sig frem til byttedyr som insekter, der gemmer sig i nattemørket. Ørerne kan foldes sammen, lidt på samme måde som kalechen på en cabriolet-bil, hvilket galagoer gør, når de angriber et byttedyr eller sover.
Som andre halvaber har galagoer desuden en for primater særdeles veludviklet lugtesans. Den kan også være en fordel, når man er aktiv i mørke, da det giver bedre chance for at opdage fjender, man ikke kan se.
Typisk for halvaber spiller duftkommunikation en vigtig rolle for galagoer. De har duftkirtler siddende talrige steder på kroppen, inklusive på kinderne, armene, håndfladerne, hælene og brystet, og de bruger disse kirtler til både at afmærke deres territorium og andre galagoer, som de omgås med.
En del galago-arter har for vane at sprinkle deres hænder og fødder med urin, så de afsætter deres dufte på vegetationen, når de bevæger sig rundt. Alle disse duftspor indeholder et væld af informationer om galagoerne, bl.a. om deres identitet, køn, sociale status og, i hunnernes tilfælde, om de er parringsmodne eller drægtige.
På engelsk er galagoer også kendt som "bush babies". Det kommer sig af den storørede kæmpegalagos (Otolemur crassicaudatus) gennemtrængende, spædbarnslignende skrig i nattemørket, der kan høres på op til 300 meters afstand. Galagoernes stemmer varierer meget fra art til; nogle lyder lidt som ugler eller andre fugle, mens nogle lyder mere som egern.
Hver art har sit helt eget repertoire bestående af 10-25 forskellige vokaliseringer, der bl.a. bruges til at afmærke deres territorium, tilkalde en mage og slå alarm samt som kommunikation mellem ungerne og deres mødre.
Som hos flagermus er en del af galagoernes kald ultrasoniske, dvs. for højfrekvente til, at vi mennesker er i stand til at høre dem. Fordelen ved at kommunikere ultrasonisk er, at heller ikke rovfugle kan høre dem.
Stort set alle galagoer har insekter, gummisaft og frugt på menuen. Giftige dyr som skorpioner, skolopendre, tusindben og edderkopper kan også indgå i føden. Kæmpegalagoer tager desuden fugle.
Der er en vis variation i fødevalget. Nedenfor vises de vigtigste fødeemner blandt de forskellige slægter af galagoer:
Når det gælder fødevalg, er klogalagoerne værd at fremhæve. Som nævnt har de spidse kløer i stedet for negle på både fingre og tæer. Den selvsamme tilpasning ser man hos Sydamerikas silkeaber. Begge har udviklet kløer for bedre at kunne klatre på træstammer og store grene, hvor de finder gummisaft, der løber ud af huller i barken.
Selv om de fouragerer for sig selv og typisk ses alene, har alle de galagoer, man har undersøgt, et veludviklet socialt liv. De lever ikke i familiegrupper eller flokke, hannerne og hunnerne har hver deres respektive territorier, men de omgås tit med andre individer i deres leveområde.
De mødes regelmæssigt om natten, hvor de kan snuse til, pudse pels på og lege med hinanden, mens de i dagtimerne kan sove sammen i grupper på op til otte. Hos nogle arter overnatter hannerne mest hos hunnerne i parringstiden, mens andre galagoer sover sammen året rundt.
Voksne hunner er territoriale over for andre hunner (på nær deres døtre) og vil forsøge at jage dem væk, når de støder på dem. Hanner er også aggressive over for andre hanner i parringstiden, men kan resten af året været ganske tolerante over for hinanden.
Om natten bærer hunnen sin unge i munden og "parkerer" den på en tynd gren tæt på, hvor hun fouragerer. Hvis ungen føler sig truet, kan den lade sig falde til jorden og udstøde høje nødskrig, der ikke kun tilkalder moren, men også alle andre voksne galagoer i nærheden. I samlet flok kan galagoer mobbe en fjende ved at skrige af den i kor. Hos de mest sociale arter af galagoer kan andre individer også hjælpe hunnen med at pleje og lege med ungerne.
Når galagoer bliver trængt op i en krog, hvor de er tvunget til at konfrontere en fjende eller rival, kan de stille sig op på bagbenene og strække armene frem med knyttede næver som en bokser.
Hunner i brunst afsætter særlige duftspor, der kan tiltrække talrige hanner. Der er stor konkurrence mellem hannerne om retten til at parre sig med hunnerne. Hos nogle arter parrer hunnerne sig med op til fire hanner i samme parringstid. Resultatet er, at galago-tvillinger nogle gange kan have forskellige fædre.
Drægtigheden varer 119-138 dage, og hunnerne får 1-3 unger per kuld. Tropiske arter får typisk én unge ad gangen, mens arter i mere tørre områder ofte får tvillinger.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.