[go: up one dir, main page]

Plumplori (slægten Nycticebus).

.

Kattalemurer i Knuthenborg Safari Park. Kattalemuren er dagsaktiv og den art af halvaber, der er mest tilpasset til at færdes på jorden.

.

En plumplori undersøger nærmiljøet.

.

Kattalemur.

.

Halvaberne er en af hovedgrupperne inden for primaterne, dvs. den pattedyrorden, som også de egentlige aber og menneskeaberne tilhører. Halvaberne omfatter lemurer (Madagaskar), galagoer (Afrika), lorier (Asien) og pottoer (Afrika). Der kendes 141 arter af halvaber, som derved udgør 27 % af alle primater.

Faktaboks

Også kendt som

Underorden Strepsirrhini

Blandt lemurerne findes både dagaktive og nataktive arter, men alle andre halvaber er nataktive. Navnet halvabe afspejler, at man tidligere betragtede dem som primitive slægtninge til de egentlige aber. På flere områder er halvaberne dog højt specialiserede i forhold til aberne, bl.a. hvad angår deres kommunikation og sanser.

Slægtskab

Halvaberne hører til ordenen primater, hvor de placeres i underordenen Strepsirrhini.

De anerkendes syv familier af halvaber, som fordeles på infraordener:

Infraorden Lemuriformes (lemurer)

  • Familie Cheirogaleidae (makier) – 40 arter
  • Familie Indriidae (indri, sifakaer, uldlemurer) – 19 arter
  • Familie Lemuridae (forskellige dagaktive lemurer) – 21 arter
  • Familie Lepilemuridae (natlemurer) – 25 arter

Infraorden Chiromyiformes (aye-aye*)

  • Familie Daubentoniidae (aye-aye) – 1 art

Infraorden Lorisiformes (galagoer, pottoer, lorier)

*Aye-aye'en er også en lemur, men den placeres i sin egen infraorden.

Beskrivelse

Halvaberne varierer i størrelse fra den 10 cm lange og 31 g tunge dværgmuselemur (Microcebus myoxinus) til den 90 cm lange og 10 kg tunge indri (Indri indri). Fra aberne adskiller de sig bl.a. ved at have en våd snude med kommaformede næsebor og en midtstillet lodret kløft mellem næseborene. Desuden har de et aflangt snudeparti og en forholdsvis lille hjerne. Fortænderne og de to hjørnetænder i undermunden er fremadrettede og stiftformede og bruges til at pudse pelsen med. Tæerne har flade negle bortset fra den 2. tå, som er forsynet med en pudseklo. Aye-ayeen (Daubentonia madagascariensis) har dog kløer på fire af de fem tæer. De fleste halvaber har en hale af samme længde som kroppen, men hos pottoerne, lorierne og indrien er halen kraftigt reduceret eller mangler helt.

De er udbredt i tropiske områder fra Afrika og Madagaskar i vest til Indonesien i øst. Alle halvaber er udstyret med et særligt krystallag (tapetum lucidum) bag øjets nethinde, der kaster det indfaldende lys tilbage gennem nethinden, hvilket er med til at forstærke nattesynet. Hos de nataktive halvaber spiller hørelsen også en vigtig rolle for orienteringen.

Halvaber lever af insekter og frugter samt i mindre omfang af træernes saft og mindre hvirveldyr.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig