salme

Salmer er gudstjenstlig og religiøs sang, især i de nordiske lande.

Den ældste kristne kirke overtog og videreudviklede i tilslutning til Jesu egen praksis den jødiske synagogegudstjenestes liturgiske brug af gammeltestamentlige salmer (heraf navnet) og friere religiøse sange. Flere af de tidligste kristne salmer (hymner, lovsange og lignende) er overleveret i Det Nye Testamente, fx Marias, Zacharias' og Simeons lovsange i Luk., kap. 1 og 2. Afgørende betydning for udviklingen af en folkelig gudstjenestesang fik Afrem Syrer og kirkefaderen Ambrosius i Milano, begge i 300-tallet. I takt med at kirken udviklede sig til præstekirke, overtog præster og kor al sang i kirken. Dette er endnu tilfældet i den ortodokse kirke. Med det religiøse livs individualisering i senmiddelalderen spirede en folkesproget salmesang frem. Udgangspunktet for den fornyede salmesang var dels gudstjenestens forskellige led (sekvenser, troper, leiser), dels den verdslige sangs forskellige former. Som et led i sin gudstjenestereform 1523-1526 genindsatte Luther menighedens salmesang på folkesproget som en konstituerende del af gudstjenesten. Fra 1524 bearbejdede Luther sammen med sine medarbejdere en række gammeltestamentlige salmer og liturgiske led til folkesprogede menighedssalmer (se også koral og Reformationen (musik)).

Siden Reformationen har den lutherske salmedigtning og salmesang afspejlet skiftende tiders teologi og gudstjenesteopfattelse. Karakteristisk for den lutherske salmebrug er, at salmerne i lige grad bruges i gudstjenesten og den private andagt. Indtil oplysningstiden i 1700-tallet tillod de reformerte kirker og den anglikanske kirke kun gendigtninger af gammeltestamentlige salmer. Til dels under indflydelse af de protestantiske kirker har den romerskkatolske kirke haft en ikke ubetydelig salmedigtning på folkesprogene, men mere til privat end til gudstjenstlig brug.