Det Nye Testamente

Samlingen af de nytestamentlige skrifter som udtryk for kirkens trosgrundlag og særlige tolkning af Det Gamle Testamente var et led i dens konsolidering og afvisning af andre skrifter, fx gnostiske. Betydning fik her bl.a. Markions skabelse engang mellem 120 og 150 e.Kr. af en "bibel", der udelukkende bestod af kristne skrifter.

• Matthæusevangeliet (Matth.)
• Markusevangeliet (Mark.)
• Lukasevangeliet (Luk.)
• Johannesevangeliet (Joh.)
• Apostlenes Gerninger (Ap. G.)
• Romerbrevet (Rom.)
• Første Korintherbrev (1. Kor.)
• Andet Korintherbrev (2. Kor.)
• Galaterbrevet (Gal.)
• Efeserbrevet (Ef.)
• Filipperbrevet (Fil.)
• Kolossenserbrevet (Kol.)
• Første Thessalonikerbrev (1. Thess.)
• Andet Thessalonikerbrev (2. Thess.)
• Første Timotheusbrev (1. Tim.)
• Andet Timotheusbrev (2. Tim.)
• Titusbrevet (Tit.)
• Filemonbrevet (Filem.)
• Hebræerbrevet (Hebr.)
• Jakobsbrevet (Jak.)
• Første Petersbrev (1. Pet.)
• Andet Petersbrev (2. Pet.)
• Første Johannesbrev (1. Joh.)
• Andet Johannesbrev (2. Joh.)
• Tredje Johannesbrev (3. Joh.)
• Judasbrevet (Jud.)
• Johannes Åbenbaring (Joh. Åb.)

Omfanget af de 27 skrifter, som i dag udgør NT, blev fastlagt gennem en proces, der i store træk var afsluttet i ca. 200; nogle skrifter var dog fortsat omstridte i de følgende århundreder, og helt fast lå tallet først i slutningen af 300-tallet, da et politisk ønske om en fast afgrænsning af en autoritativ skriftsamling opstod som følge af, at kristendommen var blevet statsreligion. På reformationstiden lagde Luther til at begynde med op til, at enkelte skrifter, fx Jakobsbrevet, burde tages op til fornyet overvejelse, men frafaldt det igen.

Indholdsmæssigt falder NT i fire afdelinger. Først står de fire evangelier, som traditionen har tilskrevet hhv. Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. Ældst er Markusevangeliet (fra ca. 70), mens de andre evangelier ofte antages at stamme fra de sidste årtier af det 1. århundrede e.Kr., idet der dog i nyeste tid er en bevægelse i retning af at datere Lukasevangeliet så sent som til 130'ne eller 140'ne. Matthæusevangeliet er anbragt forrest, fordi det med sin indledende slægtstavle begynder med begyndelsen. Det kan overraske, at man således accepterede fire også teologisk meget forskellige evangelier, men udbredt brug synes at have sikret deres forbliven.

Fortællende er også Apostlenes Gerninger, der faktisk er anden del af et dobbeltværk, hvis første del er Lukasevangeliet. At de to skrifter er blevet skilt fra hinanden, skyldes i hvert fald også, at Apostlenes Gerninger skal stå som optakt til NTs tredje afdeling, apostelbrevene; her optræder de første 13 som skrevet af Paulus, der netop er hovedpersonen i anden halvdel af Apostlenes Gerninger.

De ægte Paulusbreve er de ældste skrifter i NT, fra begyndelsen af 50'erne. Tidligt blev også det anonyme Hebræerbrev regnet for et Paulusbrev, hvorved der blev 14 i alt, to gange syv. Afdelingen omfatter yderligere syv breve, nemlig Jakobsbrevet, to Petersbreve, tre Johannesbreve samt Judasbrevet, som, fordi de ikke har en bestemt menighed som adressat, almindeligvis kaldes "de katolske breve". Som effektfuld afslutning står NTs eneste apokalypse, nemlig Johannes' Åbenbaring, der optræder som en rundskrivelse til syv menigheder i det vestlige Lilleasien. Rækkefølgen, hvori de forskellige bøger optræder i NT, kan variere i de ældste bibelhåndskrifter, men lå forholdsvis tidligt fast.

Bestemmende for, om et skrift kunne stå i NT (se kanon), var, at det var apostolsk, dvs. stammende fra en apostel eller en aposteldiscipel, og at det var i overensstemmelse med "trosreglen", dvs. udtryk for apostolsk kristendom. Disse kriterier forudsætter hinanden, og et tredje var nok så virksomt, nemlig udbredt brug i menighedernes gudstjeneste. Det var Irenæus, der først fastslog, at apostolsk oprindelse var afgørende.

Enkelte skrifter, der i dag henregnes til de apostolske fædre, regnedes til tider og nogle steder med og optræder i nogle tilfælde i de store gamle bibelhåndskrifter. I dag må det konstateres, at bortset fra de ægte Paulusbreve er forfatterangivelserne for evangeliernes vedkommende udtryk for senere tradition, for brevenes vedkommende resultat af pseudepigrafi, dvs. affattelse af skrifter i andres navn. Begge dele skulle tjene til at give skrifterne apostolsk autoritet. Eneste undtagelse er Johannes' Åbenbaring; spørgsmålet er blot, hvilken Johannes der er ment. Traditionen tillagde det Zebedæussønnen Johannes, som også blev tilskrevet forfatterskabet til Johannesevangeliet og Johannesbrevene.

Hvor den videnskabelige disciplin nytestamentlig indledning (jf. isagogik) oprindelig lagde hovedvægten på ægthedsspørgsmålet med henblik på at skelne primært fra sekundært, mener i dag kun de færreste, at konstateringen af, at et nytestamentligt skrift har en falsk forfatterangivelse, skal få konsekvenser for dets plads i NT.

Alle de nytestamentlige skrifter er originale græske skrifter, affattet på koine-græsk. Det gælder også Matthæusevangeliet trods en oldkirkelig overlevering om, at det skulle være en oversættelse fra hebraisk.

Teologisk indeholder NT næsten lige så mange typer kristendom, som der er forfattere. Alligevel må det konstateres, at selvom enkelte skrifter som fx Matthæusevangeliet og Jakobsbrevet stammer fra miljøer af jødiske Kristus-troende, repræsenterer de en afsvækket jødisk kristendom. NT er i den forstand en samling af skrifter for en kirke, der i alt væsentligt bestod af ikke-jødiske Kristus-troende, og ingen af dets skrifter repræsenterer en udtalt jødisk bestemt kristendom, ofte noget misforståeligt benævnt jødekristendom.

Tilblivelsen af NT betød også en ændring i forholdet til Det Gamle Testamente, som i de første hundrede år af kirkens historie var dens hele Bibel, ganske vist tolket i lyset af troen på Jesus som Kristus. De enkelte nytestamentlige skrifter såvel som det samlede NT er dog ikke blevet til for at erstatte Det Gamle Testamente som Bibel, men tværtimod for at fastholde det som Bibel i en bestemt fortolkning.