genre

Genre, en i visse henseender ensdannet udtryksform bl.a. inden for kunstarterne. I litteraturen har man siden den græske oldtid regnet med tre storgenrer: den fortællende epik, den udsyngende lyrik og den handlingsfremvisende dramatik.

Johann Wolfgang Goethe kaldte dem naturformer: "Den klart fortællende, den begejstret opstemte og den personligt handlende". De kan eksistere i forholdsvis ren form, men kan også kombineres i nærmere bestemte undergenrer, dvs. tekstformer, som har været dyrket en vis tid i en vis kultur, og som kan være meget forskelligt bestemt.

Det gælder fx digtformerne sonet, styret af en metrisk form, og salme til en bestemt institutionel brug, dramaformen vaudeville som en særlig slags komedie med indlagte sange, trylleeventyr med en særegen fiktionsverden og karakteristiske fortælleformler, kollektivroman med særegen struktur og socialt miljø. De sidste eksempler viser, at ikke kun arten af indhold, men også teksternes længde og deres mundtlige eller skriftlige formidlingsmåde kan være med til at definere genren.

I nogle perioder, særlig i klassicismen i 1600-1700-tallet, har litteraturkritikken strengt foreskrevet bestemte genremønstre, som digterne så blev bedømt på. Men også i et mere fluktuerende og mangfoldigt litterært liv gælder, hvad H.C. Andersen-forskeren Paul V. Rubow har sagt: "En Digters halve Skæbne er den Tilstand, hvori han modtager Genren, han dyrker". Bl.a. kan digteren jo ændre skabelonen lidt eller kombinere flere skabeloner.

Litteraturteoretisk kan det være nyttigt at skelne mellem historisk fremkomne og evt. forsvundne ensartede tekstgrupper, genrer, og generelle, periodeuafhængige tekstskabeloner, typer.

Genrerne har ifølge denne sprogbrug en historie, typerne har det ikke. Digtformen ode er således en genre, mens førstepersonsfortællingen er en type.

Også om sagprosaens tekster bruger man betegnelsen genrer, fx retstale, prædiken; i journalistikken genrer som notits, leder, reportage, interview.