Trediveårskrigen

Stridens kerne var som udgangspunkt forholdet mellem katolicisme og protestantisme i Det Tysk-romerske Rige og kejserens magt over rigets fyrster. Dertil kom Spaniens strid med de oprørske Forenede Nederlande, den gamle fransk-habsburgske konflikt og Danmarks og Sveriges frygt for kejserlig ekspansion i nord.

Samlet set var krigen den hidtil mest omfattende i Europa, og i perioden voksede hærstørrelserne fra under 50.000 i krigens første år til over 100.000. Befolkningen led hårdt under de mange udisciplinerede soldaters hærgen; man har skønnet, at Tysklands folketal i løbet af krigen blev mindsket med op mod en tredjedel. Til gengæld blev Den Westfalske Fred i 1648 fulgt af hundrede år med fred i det meste af Tyskland og en politisk og religiøs orden i Europa med endnu længere holdbarhed.

Trediveårskrigen blev udløst, da de bøhmiske stænder i 1618 gjorde oprør mod kongen, Ferdinand (2.) af Habsburg, som året efter blev valgt til tysk-romersk kejser. Stænderne afviste hans forsøg på at gøre det overvejende protestantiske Bøhmen katolsk igen og valgte Den Evangeliske Unions leder, kurfyrst Frederik 5. af Pfalz, til ny konge. Med støtte fra sin slægtning den spanske konge Filip 3. og Den Katolske Liga anført af Maximilian 1. den Store af Bayern lykkedes det i 1620 Ferdinand at besejre oprørerne i Slaget ved Det Hvide Bjerg nær Prag. Bøhmen og Pfalz blev besat, Frederik flygtede til Nederlandene, og i 1623 fik Maximilian hans kurfyrstetitel. Ligaens hær rykkede nordpå i Tyskland. Udviklingen skabte vrede og frygt hos mange tyske fyrster, hos alle protestanter og hos Tysklands naboer, som ikke gerne så riget samlet til en enhed under kejseren. Med økonomisk støtte fra Frankrig, England og Nederlandene indvilgede Christian 4. i 1625 i at samle de nordtyske protestanter og rejse en hær mod Den Katolske Liga. Den efterfølgende krig, Kejserkrigen, endte imidlertid med Christians nederlag til Ligaens hærfører, Johann Tserclaes Tilly, og den nye kejserlige hær under Albrecht von Wallenstein. Ved Freden i Lübeck i 1629 måtte Christian love at holde sig ude af konflikten.

Med sejren fik kejseren frie hænder, og med Restitutionsediktet samme år forsøgte han at kue protestantismen. Nu greb Sveriges konge, Gustav 2. Adolf, ind. Om hans motiv primært var religion, politik eller personlig ambition har været omdiskuteret, men under alle omstændigheder var lejligheden gunstig: Wallensteins hær var opløst, mens kejserens fjender var skræmt og indstillet på handling.

I 1630 landede den krigsvante svenske hær i Pommern, og der blev sluttet forbund med Sachsen og Brandenburg, mens Frankrig og Nederlandene lovede at støtte økonomisk. Året efter blev Tilly i spidsen for kejserens og Ligaens forenede hære slået i Slaget ved Breitenfeld. I et dristigt felttog fik svenskerne nu kontrol med det meste af Tyskland, Rhinen blev krydset, og det svenske hovedkvarter valgte at slå sig ned i Mainz. Under den svenske invasion i Bayern faldt Tilly. Mod den svenske hær, som efterhånden var blevet mangedoblet ved hjælp af tyske og skotske lejetropper, betalt af de allierede og af skat og told fra de besatte områder, lod kejseren Wallenstein rejse en ny hær på 100.000 mand. Hovedstyrkerne mødtes i Slaget ved Lützen i 1632, hvorunder Gustav 2. Adolf faldt. Den svenske magt i Tyskland blev dog ikke rokket, og krigsførelsen fortsatte under rigskansler Axel Oxenstiernas ledelse. I 1634 blev Wallenstein myrdet på kejserens ordre, og Ferdinand 3. (kejser fra 1637) overtog hærledelsen; sammen med Spanien lykkedes det at sejre ved Nördlingen i 1634. Gradvist blev svenskerne herefter trængt tilbage mod Østersøen, og i 1635 blev Pragerfreden mellem Sachsen og kejseren indgået; den begrænsede Restitutionsediktet til at gælde i de lande, som kejseren havde kontrolleret i 1627, og gav Sachsen det omstridte land Lausitz.

Mange tyske protestantiske fyrster tilsluttede sig freden, men Sverige og Frankrig gav ikke op. Frankrig gik i krig mod både Spanien og kejseren, og for Sverige blev sejren ved Wittstock i 1636 indledningen til ny fremgang. Især efter dannelsen af et egentligt svensk-fransk forbund i 1641 gik det stærkt. Brandenburg og Braunschweig blev tvunget til at støtte Sverige, og på kejserlig side indså man, at der måtte gives indrømmelser, og indledte fredsforhandlinger, om end kampene fortsatte.

Fredsprocessen blev trukket i langdrag, da svenskerne i 1643 angreb Danmark og dermed indledte Torstenssonfejden; den sluttede i 1645, og samme år vandt både Frankrig og Sverige afgørende sejre over de kejserlige hære. De belejrede Prag og truede Wien, og Spaniens resurser var udtømt.

Men først i 1648 var det komplicerede diplomatiske spil med næsten 200 deltagere færdigt: Med Den Westfalske Fred blev både Pfalz og Bayern kurfyrstendømmer; Restitutionsediktet blev begrænset til at gælde de sydtyske områder, som kejseren havde behersket i 1624; de tyske fyrster fik næsten fuld suverænitet i forhold til kejseren og riget, og De Forenede Nederlandes selvstændighed blev anerkendt. Desuden fik Frankrig Alsace, og Sverige Bremen-Verden, Wismar og Forpommern.

• Det Tysk-romerske Rige
• Den Westfalske Fred