Hvalba

Hvalba
(dansk: Hvalbø)
Hvalba ; (dansk: Hvalbø)
Indbyggere (2020)	679
Kommune	Hvalba
Postnummer	FO 850
Markatal	98
	v; d; r;

Idrætshallen, fodballbanen og stranden.
Foto: Eileen Sandá

Hvalba (eller på gammel dansk Kvalbø) er en færøsk bygd på det nordlige Suðuroy. Foruden Hvalba hører Sandvík, bydelen Nes og den ubeboede ø Lítla Dímun til kommunen, der i 2014 havde 636 indbyggere. I Hvalba er der landingspladser på begge sider af øen. Der er en mindestene i Hvalba, til minde om folk, som er døde på havet, på Lítla Dímun, i fuglebjergene eller i kulminerne.

Erhverv

Hovedbeskæftigelsen i Hvalba er fiskeri, forædling af fisk og fiskenetproduktion. På østsiden af Hvalba er der en moderne fiskerihavn med fiskeindustri.

Mange benytter tunnelen Hvalbiartunnilin til at arbejde andre steder på Suðuroy, flere arbejder f.eks. på øens sygehus i Tvøroyri, og i Strandferðslan's administration, som flyttede til Suðuroy i januar 2008. Strandferðslan eller Strandfaraskip Landsins administrerer Færøernes offentlige færger og busser.

I nutiden drives markerne som fritidslandbrug med græs til fårene og kartoffelavl, der på de store arealer med sandjord har ideelle betingelser. Der er fodboldstadion, sportshal (Roynhøllin), to købmænd, tøjforretning, frisør og en grillbar i Hvalba. Bygden er kendt for at være en af de bedste hvalfangstpladser for grindehvaler på Færøerne.

Der findes kun færøske kulminer på den nordlige del af Suðuroy, Færøernes sydligste ø. Kun det nordlige og det sydlige kulfelt har været gjort til genstand for rationel brydning. Det kulførende areal dækker et areal på ca. 23 km². Hele serien af skiferler og kul måler ca. 10 m og indeholder to kulbånd med en samlet gennemsnitstykkelse på ca. 0,75 m. Den kulførende serie er af gennemgående dale opdelt i 4 kulfelter: Kulreserven er på ca. 10 millioner tons. Sydvest for Hvalba er 4-5 mænd i nutiden beskæftiget i den sidste igangværende kulmine, og leverer kun kul til lokalt brug med offentlig støtte.

Geografi

Hvalba er den næst nordligste bygd på Suðuroy, og beliggenheden inde i Hvalbiarfjørður danner en naturlig havn. Bebyggelsen i Hvalba ligger forholdsvis spredt, i forhold til mange andre bygder på Færøerne, og for det meste langs den nordlige side af fjorden. Bydelen Nes, eller Nes-Hvalba, mod syd regnes som en del af Hvalba. Nes er adskilt fra resten af Hvalba med et vådområde og udløber af bækken Fleksá. I nærheden af bygden er der placerett en radiosender for Kringvarp Føroya.

Landingspladsen på vestkysten hedder Fiskieiði, men kaldes også Hvalbiareiði. Tidligt i det 20. århundrede blev der foretaget et stort anlægsarbejde her, således at landingsforholdene blev bedre. Dengang benyttede man robåde, men senere er fiskefartøjerne blevet større, har fået motor og sejler langt hurtigere. Landingspladsen Fiskieiði bliver i nutiden kun benyttet af fritidsbåde.

Nord for Fiskieiði, ligger Norðbergseiði. Det blev før i tiden brugt til losseplads, men i dag er det et sted, hvor man nyde naturen og den udsigten . På Norðbergseiðis sydsiden ses resterne af et stort fjeldskred. Adskilt fra Hvalbiareiði med Grímsfjall (327 moh ligger Norðbergseiði eller á Drátti, som tidligere blev benyttet som losseplads, men er nu et udflugtsmål. Klippen Eidene ved Norðbergseiði fremstår som et kulturhistorisk minde og seværdighed i bygden.

Den ubeboede ø Lítla Dímun i øst ejes af grundejere fra Hvalba og Sandvík, og er derfor admidnistreret som en del af kommunen. Lítla Dímun er yngleplads for havfugle og græsningsområde for får.

I 1890 blev der anlagt en vej ud til Hvalbiareiði. Det gjorde det lettere for fiskerne at fragte fangsten hjem til bygden. Siden 1960erne har Hvalba haft vejforbindelse til nabobygderne. Den 1400 m lange Hvalbiartunnilin mellem Hvalba og Trongisvágur mod syd blev indviet i 1963, og er Færøernes ældste vejtunnel. I 1970 blev den 1400 m lange Sandvíkartunnilin mellem Hvalba og Sandvík i nord indviet.

Historie

I Hvalba har man siden 1770’erne brudt kul i minegangene. Særlig fra 1940 – 1945 var Hvalbas kulminer vigtige for Færøernes energiforsyning.

Den færøske fangsttradition Grindadráp, i Hvalba har traditioner helt tilbage til landnamstiden, deraf bygdenavnet. Hvalba er stadig blandt de bygder som er godkendt af de færøske myndigheder til at udøve den specielle fangstmetode, som overvåges af det færøske politi.

1629 hærgede sørøvere Hvalba. Da de igen ville forlade stedet, strandede de, og skibet blev ødelagt af brændingen. Mange af sørøverne døde, og stedet hedder i folkemunde turkargravir tyrkergravene. Navnet er sammensat af norrønt hvalr, «hval», og bœr, «bø». Oprindelsen genspejles i den danske skrivemåde Kvalbø. Hvalba blev sandsynligvis grundlagt i landnamstiden efter år 825, som en af Færøernes ældste bygder.

I 1600-tallet blev Hvalba og de øvrige bygderne på Suðuroy hærget af af sørøvere. I 1629 blev bygden angrebet af tre nordafrikanske sørøverskibe, sandsynligvis fra Algier, men på vej ud af Hvalbiarfjørður forliste to af dem. I følge sagnet blev resterne af strandingen begravet på stedet kendt som turkargravir, «Tyrkergravene». Det sidste skib bortførte omkring 30 kvinder og et barn, som blev solgt som slaver i Nordafrika.

Den første udnyttelsen af kulforekomsterne ved Hvalba begyndte i 1780. Det første kuld blev eksporteret til Danmark i 1826. I midten af 1950ernee kulminerede udvindingen af kul på Suðuroy med i alt 13.000 ton i Hvalba, Fámjin og Trongisvágur. Kul var en vigtig energikilde på Færørene før og under den 2. verdenskrig.

At Hvalba havde enkel tilgang til fiskestederne på både øst- og vestkysten, gjorde bygden særlig attraktiv fiskerbønderne. Skønt kystfiskeri og fuglefangst var vigtige bierhverv, var husdyrholdet og lidt agerbrug hovederhvervet i flere hundrede år efter landnamstiden. Med industrialiseringen af fiskeriet i 1800- og 1900-tallet blev Hvalbiarfjørður en vigtig havn for trawlere. Før industrialiseringen havde landbrugsbygder som Sandur og Hvalba været blandt de største på Færøerne. Allerede i 1878 blev Hvalba udskilt fra Suðuroyar prestagjalds kommuna. Naturhavnen og infrastrukturen har gjort Hvalba mindre udsat for fraflytning end flere andre bygder på Suðuroy, som har oplevet et faldende folketal siden 1950erne.

Hvalba har en forholdsvis stor trawlerflåde. De fleste af dem arbejder sammen to og to, såkaldt partrawling. Den 31. juli 2013 indtraf en ulykke nord for Færøerne, da trawleren Gullberg fra Hvalba pludselig begyndte at indtage vand. Mandskabet på otte blev alle reddet ombord på trawleren Sjagaklettur, som lå i nærheden. Ingen mistede livet, men skibet sank i løbet af en time.

På Færøerne findes en gammel myte om døglingen. Lucas Debes fortæller om myten i bogen Færoæ og Færoa Reserata fra 1676. Kate Sanderson genfortæller myten i bogen Dorete - her book, som er en hædersbog til Dorete Bloch, professor. Ifølge myten, så kommer døglingen til Hvalba på Suðuroy på grund af en aftale mellem en kæmpe fra Mykines, som vinder et slagsmål mod, en trold på naboøen, efter at trolden har anfægtet kæmpens ret til at bo på Mykines. Trolden lover at forsyne øen Mykines og kun den med en slags fugl (sulen) og et bestemt slag af en hval, døglingen, hvert år, men på betingelse af, at ingen må lave grin med døglingen, for så kommer den aldrig tilbage. Trolden holden sin del af aftalen, men en mand kommer til at grine af døglingen, fordi den kun havde et øje, og så kom den aldrig tilbage til Mykines, men kommer til Hvalba i stedet.

Samfund

Den nuværende Hvalbiar Kirkja fra 1935 har kapacitet til ca. 300 personer. Kirken tilhører Suðuroyar norðara prestagjald, og deler præst med Sandvík. De søndage hvor der ikke en præst til stede, afholdes der en lægmandssgudstjeneste. Folkeskolen blev byggeti 1973 og ombygget i 1983, med en kapacitet til 150 elever. I skoleåret 2012/2013 havde Hvalbiar skúli 91 elever fra 1. til 9. klasse. Undervisningen for 10. klasse foregår i Tvøroyri, mens gymnasieuddannelsen foregår i Suðuroyar Miðnámsskúli som ligger i den nordlige del af Porkeri Kommune.

I nærheden af stranden i Hvalba og i den centrale del af bygden ligger fodboldbanen og idrætshallen Roynhøllin. Det lokale fodboldklub Bóltfelagið Royn blev stiftet i 1923. Roynhøllin var en af de første idrætshaller som blev bygget på Færøerne, det var i begyndelsen af 1970erne.

Sydøst for Hvalba, ligger den eneste færøske kulmine hvor der stadig brydes kul i begrænset omfang. Minen der beskæftiger 4 arbejdere får støtte til den daglige drift af Færøernes landsstyre.

Trafik

Før tunnelen blev bygget, var Hvalba og Trongisvágur forbundet med en gangsti over Krákugjógv. Stien er i nutiden en populær vandrerute.

Den 2500 m lange og 4,6 m høje tosporede nye tunnel fra Trongisvágur til Hvalba "Nyggi Hvalbiartunnilin" åbnede i maj 2021 og erstattede den 1450 m lange og kun 3,2 høje "Gamli Hvalbiartunnilin" fra 1963.

Den ensporede 1400 m lange Sandvíkstunnilin, der forbinder Hvalba med Sandvík, blev taget i brug i 1970.

Se også: Suðuroyartunnilin