[go: up one dir, main page]
Spring til indhold

Fransk filosofi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Fransk filosofi er filosofi fra Frankrig og de øvrige fransktalende lande[1][2]. Den franske filosofi har været mangfoldig og har i stort omfang påvirket den vestlige filosofis udvikling siden middelalderen.

Fransk filosofi dækker således over den filosofiske tankegang, der er opstået i Frankrig og har haft en betydelig indflydelse på vestlig filosofi. Den franske filosofi omfatter en bred vifte af tænkere, ideer og bevægelser, der har haft betydning gennem historien. Fransk filosofi har ydet vigtige bidrag til flere forskellige filosofiske områder, og herunder stammer de filosofiske retninger eksistentialisme, strukturalisme, poststrukturalisme og dekonstruktion fra Frankrig. Tænkere som René Descartes, Jean-Jacques Rousseau, Voltaire og Jean-Paul Sartre er blandt de mange filosoffer, der er knyttet til Frankrig.

Kendetegn

[redigér | rediger kildetekst]

Den franske filosofi hører til den vestlige filosofi og har overvejende bestået af akademisk filosofi[3]. Den franske fagfilosofi har været mangfoldig og har ry for sin kompleksitet, teoretiske dybde og sit engagement i kulturelle og politiske spørgsmål. Den har spillet en væsentlig rolle i at forme nutidens fagfilosofiske diskussioner, og den fortsætter med at være et vigtigt felt for intellektuel udforskning. Fransk filosofi har også været direkte praktiseret som for eksempel inden for psykoanalyse.

Middelalder

[redigér | rediger kildetekst]

Fra middelalderen kendes blandt andet hos Pierre Abelard[4]. Han var en fransk filosof, teolog, komponist og digter, som gerne omtales for for sit tragiske kærlighedsforhold til Héloïse. Han blev dømt for kætteri

Nyere tid

[redigér | rediger kildetekst]

Den franske filosof Michel de Montaigne udgav i 1580 det første bind af sine filosofiske essays[5]. Det udkom i alt tre bind med en samling korte tekster med ham selv som undersøgelsens objekt[6]. Essais betyder på fransk både eksperiment, stillen på prøve, forsøg, øvelse og erfaring.

Den mest kendte franske filosof har været Rene Descartes, der havde stor betydning for filosofiens historie[7][8]. Han regnes ofte som grundlægger af nyere filosofi og har haft stor betydning for videnskaben. Han grundlagde også den analytiske geometri. Descartes formulerede den moderne udformning af dualismen. Han sagde, at alt tilhører en af to substanser, nemlig den tænkende substans (latin: res cogitans) eller den udstrakte substans (latin: res extensa).

Den moderne vestlige pædagogiske filosofi blev grundlagt af franskmanden Jean-Jacques Rousseau med hans udgivelse af bogen Emile i 1762.[9] Her rettes blikket mod opdragelsen af barnet til at kunne fungere som et frit menneske.[10] Rousseau skrev også om politisk filosofi, der fik en stor betydning[10].

Moderne tid

[redigér | rediger kildetekst]

Den nyere franske fagfilosofi har haft en stor indflydelse og regnes som en del af den kontinentale filosofi[11][12]. Vigtige nyere franske fagfilosoffer er blandt andre Maurice Merleau-Ponty, Gilles Deleuze og Jacques Derrida[12]. Strukturalisme og postmodernisme samt dekonstruktion er blandt nogle af de filosofiske retninger, der er opstået i Frankrig.

Eksistentialisme og det absurdes filosofi

[redigér | rediger kildetekst]

Blandt de vigtigste moderne franske filosoffer er Jean-Paul Sartre. Han grundlagde den franske eksistentialisme, som har fokus på menneskets eksistens[13]. Her betones valget. Mennesket er således et frit væsen, som har ansvar for sit eget liv. Sartre var tæt forbundet med Simone de Beauvoir, der også var eksistentialistisk filosof og forfatter.

En anden var Albert Camus, der ikke var en del af eksistentialismen, men forsvarede en anden form for humanisme. Hans filosofiske hovedværk er Sisyfos-myten, som sætter søgelys på selvmord[14]. Sisyfos-myten handler om erfaringen af det absurde i fraværet af Gud. Løsningen er at gøre oprør i stedet for at tage livet af sig.

Strukturalisme og poststrukturalisme

[redigér | rediger kildetekst]

Den franske strukturalisme blev grundlagt af Ferdinand de Saussure, der undersøgte sproget. Den er især blevet brugt i sprogvidenskaben, litteraturvidenskaben og antropologien, og den har et fokus på strukturer i sprog og liv.

Den senere poststrukturalisme findes blandt andet hos den franske fagfilosof Michel Foucault, der dog ikke anvendte betegnelsen. Han var kendt for sine idehistoriske analyser af blandt andet psykiatrien[15] og fængslet. Foucault fik en meget stor indflydelse på blandt andet samfundsvidenskab. I slutningen af sit liv blev Foucault optaget af antik filosofi, seksualitet og spiritualitet.

Dekonstruktion

[redigér | rediger kildetekst]

Dekonstruktionisme er en filosofisk tilgang, der oprindeligt blev udviklet af den franske filosof Jacques Derrida[16]. Dette komplekse og indflydelsesrige intellektuelle perspektiv udfordrer traditionelle opfattelser af sprog, viden, og virkelighed. Dekonstruktionismen opstod i 1960'erne og 1970'erne som en reaktion mod strukturalismen og har haft stor indflydelse på litteraturkritik, filosofi, kulturteori og andre områder.

Derrida udfordrede idéen om, at sprog fungerer som en neutral repræsentation af virkeligheden. Han hævdede, at sprog er fuld af modsætninger og tvetydigheder og at det ikke kan fungere som en klar eller stabil kilde til mening[17]. Dekonstruktionisme fokuserer på at undersøge, hvordan sproget skaber betydning og hvordan det kan give anledning til modsætninger.

Derrida kritiserede tendensen til at opfatte verden i binære modsætninger som for eksempel god/ond, mand/kvinde, kultur/natur. Han påpegede, at disse modsætninger ofte er hierarkiske og kan være grundlaget for magtstrukturer. Dekonstruktionisme søger at undersøge og destabilisere disse binære modsætninger.

En central idé i dekonstruktion er idéen om, at der ikke er nogen faste referentpunkter eller faste betydninger. Derrida udfordrede forestillingen om en stabil virkelighed eller et absolut punkt af reference og hævdede, at betydninger er flydende og kontekstafhængige.

Dekonstruktionisme betoner tvetydighed og spænding i tekst og tanke. Dette indebærer, at man undersøger modsætninger og kompleksiteter i stedet for at søge efter klare svar eller endegyldige betydninger.

Derrida og andre dekonstruktivister fremhæver vigtigheden af at anerkende mangfoldighed og fragmentering i tanken[18]. Dette indebærer at undersøge forskellige perspektiver og undgå at reducere komplekse fænomener til en enkelt, fast betydning.

Postmodernisme

[redigér | rediger kildetekst]

Postmodernismen er en tilgang, der blev grundlag af den franske filosof Jean-Francois Lyotard. Den gjorde op med modernismens tanke om, at der findes store fortællinger, som kan forklare historiens og samfundets udvikling. I den forbindelse indebærer den en mistro over for begreber som sandhed og viden.

En anden franske postmodernist Jean Baudrillard hævder i Simulacra and Simulations, at virkeligheden i konventionel forstand ikke længere eksisterer. Den er blevet fortrængt af en endeløs række af forfalskninger. Massemedierne og andre former for kulturel masseproduktion omdefinerer konstant kendte kulturelle symboler og billeder, hvilket fanger vores opmærksomhed i det hyperreelle.

Feministisk filosofi

[redigér | rediger kildetekst]

Forfatteren og filosoffen Simone de Beauvoir gik over til feminismen i 1946, hvor arbejdet med hendes mest centrale værk Det andet køn begyndte[19]. Heri argumenterer hun for, at kvinden er blevet undertrykt gennem historien, hvor hun er blevet holdt uden for anerkendelseskampen. I en lang årrække efter udgivelsen understregede Simone de Beauvoir på det kraftigste sin analytiske tilgang til emnet, som ikke måtte forveksles med en ren feministisk indgangsvinkel. Først 10 år efter udgivelsen erklærede Simone de Beauvoir sig offentligt som feminist og i 1960'erne og 1970'ernes franske kvindebevægelse, Mouvement de la Libération des Femmes blev hun en aktiv skikkelse. Beauvoir regnes for en vigtig repræsentant for anden-bølge-feminismen og den eksistentielle feminisme.

Andre vigtige repræsentanter for anden bølge feminismen var Bracha Lichtenberg Ettinger, samt de tre filosoffer Hélène Cixous, Julia Kristeva og Luce Irigary, der alle havde et freudiansk eller lacaniansk fokus[20]. Disse franske feminister ønskede at fraskrive sig en dominerende maskulinitet i skriften, som de mente var fremmedgørende for kroppen. Derfor ønskede de at definere et kvindeligt sprog og en kvindelig skrift, der ikke lå under for undertrykkende og fallocentriske idealer som de mente gjorde sig gældende generelt i skriften. Det lå bag begrebet Écriture féminine som både tilskrives Hélène Cixous, Luce Irigaray og Julia Kristeva[21].

Filosoffen Hélène Cixous var både inspireret af Derrida og Lacan og mente, at såvel fagfilosofien som skriftsproget var for maskulin og fallosfokuseret, mens kvinder først og fremmest blev påvirket til at være kvinder gennem skrift og sprog. Cixous mener at kvinder altid er blevet forbundet med passivitet i vestlige traditioner inden for filosofi, teori om litterær kritik[22], og at det aldrig bliver "kvindens tur" til at tale[22].

Den samme inspiration fra Lacan og Derrida havde den franske filosof Luce Irigaray, som også var en vigtig repræsentant for den poststrukturalistiske feminisme, der har sine rødder i fransk filosofi og opfatter kønnet som en social konstruktion. Irigaray blev kendt for kritikken af patriarkatet i sine tidligere værker Speculum. De l’autre femme (Editions de Minuit, 1974) og Ce sexe qui n’en est pas un (Editions de Minuit, 1977)

Françoise d'Eaubonne var en derimod en samtidig fransk forfatter og radikal feminist, der havde et andet mere naturorienteret perspektiv. Hendes bog Le Féminisme ou la Mort[23] fra 1974 introducerede udtrykket 'økofeminisme'. Økofeminismen lægger vægt på naturens og miljøets betydning for kvinders liv. Tilgangen, der blev skabt af d'Eaubonne, tager udgangspunkt i, at der er en sammenhæng mellem mandssamfundets kvindeundertrykkelse og nutidens økologiske katastrofe[24]. Det kvindelige perspektiv er derimod bedre i overensstemmelse med naturen. Françoise d'Eaubonne grundlagde desuden Front homosexuel d'action révolutionnaire, en homoseksuel revolutionær alliance i Paris.

Spirituel filosofi og materialismekritik

[redigér | rediger kildetekst]

Simone Weil var en katolsk fransk filosof og mystiker der blandt andet udgav Rodfæstelsen, der udkom posthumt i 1949[25]. Her viser hun, at nu tidens største problem er rodløshed, der skyldes falske idealer, som materialismen har påtvunget menneskene.

Andre Comte-Sponville afviste den traditionelle ateismes materialisme, da han fremførte en spirituel ateisme. Denne tilgang kom til udtryk med hans bog L'esprit de l'athéisme fra 2006[26].

Filosofisk psykiatri, psykoanalyse og pædagogik

[redigér | rediger kildetekst]

Eugene Minkowski var en vigtig fransk repræsentant for eksistentiel psykiatri, der integrerede filosofi i behandling af skizofreni[27].

Psykoanalysen fik også en vigtig filosofisk betydning i Frankrig. Kernen i fransk psykoanalyse som filosofi kan opsummeres som en betoning af det ubevidste sind, sprog og symboler i forståelsen af menneskets psyke. Filosoffer som Jacques Lacan integrerede psykoanalytiske begreber i deres arbejde for at udforske sociale strukturer og subjektivitet[28]. Lacan introducerede begreber som spejlstadiet, det symbolske register og ideen om, at menneskeligt begær har sin rod i en grundlæggende mangel. Hans arbejde har haft betydelig indflydelse på områder som litteratur og kulturstudier.

Franske Oscar Brenifier har haft stor betydning for filosofi med børn. Han taler for en meget direkte diskussion i skolen[29][30]. Han har blandt andet lavet en serie af tænk-selv bøger, der er en hjælp til voksne, som vil tale filosofisk sammen med børn[31][32].

I Danmark

[redigér | rediger kildetekst]

Fransk filosofi har haft en betydelig indflydelse på Danmark gennem forskellige perioder i historien, og mange hovedværker fra franske filosoffer er oversat til dansk[10][13].

I løbet af oplysningstiden blev ideer fra franske filosoffer som Voltaire, Montesquieu og Rousseau udbredt i Europa, herunder også i Danmark. Disse filosoffers tanker om individets rettigheder, ytringsfrihed, lighed og demokrati påvirkede dansk intellektuel og politisk tænkning[33][34].

I det 20. århundrede blev eksistentialismen, især repræsenteret af filosoffer som Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir, populær i Danmark[35]. Eksistentialismen fokuserer på individets frihed, ansvar og meningsdannelse i en absurd verden. Disse ideer fik indflydelse på dansk litteratur, teologi og filosofi, og nogle danske intellektuelle identificerede sig med eksistentialistiske tanker[36][37][38].

Fransk postmodernistisk tænkning, især repræsenteret af filosoffer som Jacques Derrida, Jean Baudrillard og Jean-François Lyotard, har haft en betydelig indflydelse på dansk humaniora og kulturstudier[39]. Ideer om dekonstruktion, magtanalyse og mangfoldighed har præget dansk akademisk og kulturel diskurs.

Fransk poststrukturalisme, med fokus på sprog, magt og diskurs, har haft en betydning i dansk litteraturteori, sociologi og kulturstudier[40][41]. Filosoffer som Michel Foucault har været centrale i diskussionen om sociale institutioner og magtforhold i Danmark.

Søren Gosvig Olesen er en af de moderne danske filosoffer, der har været med til at udbrede den franske filosofi i Danmark. Olesen udgav blandt andet i 2021 2. udgave af bogen Filosofien i Frankrig, der giver en fyldig introduktion til fire udvalgte franske filosoffer[12]. Desuden har Jacob Dahl Rendtorff og Jesper Myrup tidligere udgivet indføringer i moderne fransk filosofi[42][43]. Endelig har Oscar Brenifiers bøger til børn haft stor udbredelse.

Store franske filosoffer

[redigér | rediger kildetekst]

Se også

[redigér | rediger kildetekst]

Litteratur på dansk

[redigér | rediger kildetekst]

Primær litteratur (originale filosofiske værker)

[redigér | rediger kildetekst]
  • Baudrillard, Jean (2021): “Forførelser”. HRF
  • Beauvoir, Simone de (1966): “Eksistentialismen og den borgerlige snusfornuft”. Vinten
  • Beauvoir, Simone de (2019): “En tvetydighedens moral: tre essays”. HRF
  • Beauvoir, Simone de (2020): "Det andet køn". Gyldendal
  • Brenifier, Oscar (2010): “Hvad tænker du om livet?”. Forlaget Mindspace
  • Brenifier, Oscar (2011): “Hvad tænker du om følelser?”. Mindspace
  • Brenifier, Oscar (2014): “ Hvad tænker du om frihed?”. Mindspace
  • Brenifier, Oscar (2019): “Filosofi med børn i skolen”. Forlaget Mindspace
  • Camus, Albert (2014): "Sisyfos-myten". Gyldendal
  • Deleuze, Gilles og Felix Guattari (1999): “Tusind plateauer”. Udgivet af Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler.
  • Deleuze, Gilles (2004): "Foucault". Det lille Forlag
  • Deleuze, Gilles (2019): “Proust og tegnene”. HRF
  • Descartes, René (1996): "Metafysiske meditationer", i Dalsgård-Hansen, Poul (red.): "Descartes - De store tænkere", Munksgaard
  • Descartes, René (2006): “Meditationer over den første filosofi”. København: Det lille Forlag.
  • Derrida, Jacques (1970): "Grammatologi". Arena. Oversættelse og forord ved Lars Bonnevie og Per Aage Brandt.
  • Derrida, Jacques (2018): "Stemmen og fænomenet". HRF
  • Derrida, Jacques (2020): "Differance". HRF
  • Foucault, Michel (1980): “Talens forfatning”. Rhodos. Oversat af Søren Gosvig Olesen
  • Foucault, Michel (2003): "Galskabens historie". Det lille Forlag. Oversat af Mogens Chrom Jacobsen
  • Foucault, Michel (2002). “Overvågning og straf”. DET lille FORLAG. Oversat af Mogens Chrom Jacobsen
  • Foucault, Michel (1994): “Viljen til viden”. DLF. Oversat af Søren Gosvig Olesen
  • Irigaray, Luce (1985): “Og den ene bevæger sig ikke uden den anden”. Rosinante
  • Lacan, J. (2007): Min undervisning. Forlaget Drift
  • Montaigne, Michel de (1992): "Essays I-III", oversat af Else Henneberg Pedersen (Gyldendal).
  • Rousseau, Jean-Jacques (2007): "Samfundskontrakten". DLF. Oversat af Mogens Chrom Jacobsen
  • Rousseau, Jean-Jacques (2009): "Politiske skrifter". Klim. Oversat af Niels Amstrup, efterskrift ved Mikkel Thorup.
  • Rousseau, Jean-Jacques (2014): "Emile". Gyldendal.
  • Sartre, Jean-Paul (2014): "Væren og intet". Philosophia. Oversat af Mogens Chrom Jacobsen med efterskrift af Sune Liisberg
  • Sartre, Jean-Paul (2014): "Eksistentialisme er en humanisme". Hans Reitzels Forlag. Oversat af Anders Thuborg, indledning ved Jacob Rendtorff
  • Sartre, Jean-Paul (2021): “ Egoets transcendens”. HRF
  • Voltaire, Francois (2019): "Filosofiske breve om den engelske nation". Klim
  • Weil, Simone (1960): "Rodfæstelsen". Frimodt. Oversat af Elsebeth Juncker
  • Weil, Simone (2019): "Note om afskaffelsen af de politiske partier". Aleatorik. Oversat af Louise Bundgaard
  • Weil, Simone (2019): "Personen og det hellige". Aleatorik

Sekundær litteratur (kommentarlitteratur)

[redigér | rediger kildetekst]
  • Bjerre, Henrik Jøker (2022). Træning i at tænke: Jacques Lacan. I P. Nielsen (red.), Frankrigs store forfattere: Hovedpersonerne i fransk åndsliv fra Rabelais til Houellebecq og Piketty (s. 151-153). Informations Forlag
  • Blinkenberg, Andreas (1970): "Montaigne". Gyldendal. ISBN 87-00-20712-8.
  • Dalsgård-Hansen, Poul (red.) (1996): "Descartes - De store tænkere", Munksgaard
  • Frandsen, Finn (1991). Sartre, den sidste filosof. Slagmark.
  • Frandsen, Henrik Vase (2019). Undervisning, entusiasme, anklage: figurer for heteronomi hos Levinas. I C. B. Michaelsen, M. G. Henriksen, & R. Rosfort (red.), Selvforståelse og selvfremmedgørelse: eksistentiel hermeneutik : bind 2 (s. 81-102). Eksistensen Akademisk.
  • Grane, Leif (1964). "Pierre Abélard: filosofi og kristendom i middelalderen". Gyldendal
  • Huggler, Jørgen (2019). Natur og barndom. Jean-Jacques Rousseau. Filosofi, 19(1), 32-40.
  • Jensen, Anders Fogh (2013): “Mellem ting. Foucaults filosofi”. Forlaget THP
  • Kemp, Peter (1989). Etikken som første filosofi: Lévinas. Slagmark - Tidsskrift for idéhistorie, (14), 13–19.
  • Kemp, Peter (2017): Marxismen i Frankrig. L&R
  • Kemp, Peter (2023). Nye franske filosoffer 1940-1970. Lindhardt og Ringhof.
  • Lyngsø, Niels (2017). En eksakt rapsodi: om Michel Serres' filosofi. Gyldendal
  • Myrup, Jesper (2002): "Temaer i nyere fransk filosofi". Philosophia
  • Olesen, Søren Gosvig (1987). Frankrig i filosofien. Slagmark - Tidsskrift for idéhistorie, (8), 94–112.
  • Olesen, Søren Gosvig (20212): "Filosofien i Frankrig". Wunderbuch.
  • Raffnsøe, Sverre mfl (2008): “Foucault”. Samfundslitteratur
  • Rasmussen, Rene (1994): Jacques Lacans psykoanalyse. En indføring. København: Munksgaard
  • Rendtorff, Jacob Dahl (1993). Eksistens og krop hos den tidlige Sartre. Philosophia: Den levede krop, s. 107-124.
  • Rendtorff, Jacob Dahl (2003): "Fransk filosofi". Politiken
  • Solal, Anne Cohen (1990): "Sartre 1905-1980", 2 bind, Spektrum. (Frederik Tygstrups oversættelse)
  • Thorup, Mikkel, Jean-Jacques Rousseau, Djøf, 2015.
  • Wivel, Peter (1998): “Rousseau”. Gyldendal. ISBN 87-00-30886-2.
  • Zeller, Jörg & Michael Rasmussen (red.) (2011): "Descartes som filosof". Aalborg Universitetsforlag

Noter

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Gaukroger, Stephen, and Knox Peden, French Philosophy: A Very Short Introduction, Very Short Introductions (Oxford: Oxford Academic, 23 July 2020); Lalande, A. (1905). Philosophy in France. The Philosophical Review, 14(4), 429–455;
  2. ^ Bergson, H. (2014). French Philosophy. Philosophical Inquiries, 2(1), 199-214.
  3. ^ Rendtorff 2003
  4. ^ Grane 1964
  5. ^ Blinkenberg 1970
  6. ^ Montaigne 1992
  7. ^ Rene Descartes 1994
  8. ^ Zeller 2011
  9. ^ Rousseau 1994
  10. ^ a b c Rousseau 2014
  11. ^ Myrup 2002
  12. ^ a b c Olesen 2021
  13. ^ a b Sartre 2014
  14. ^ Camus 2014
  15. ^ Foucault 2003
  16. ^ Derrida 1970
  17. ^ Derrida 2018
  18. ^ Clark, Timothy. “Modern Transformations of German Romanticism: Blanchot and Derrida on the Fragment, the Aphorism and the Architectural.” Paragraph, vol. 15, no. 3, 1992, pp. 232–47.
  19. ^ Beauvoir 2020
  20. ^ Wright, Elizabeth (2000). Lacan and Postfeminism (Postmodern Encounters). Totem Books or Icon Books. ISBN 978-1-84046-182-4.
  21. ^ Sørensen, Anne Scott "Feministisk litteraturkritik og litterær kønskritik" i Fibiger, Johannes m.fl "Litteraturens tilgange", 2014 2. udgave
  22. ^ a b Thompson, Zoë Brigley Écriture féminine Edinburgh university press, 2013
  23. ^ Le féminisme ou la mort, 1974
  24. ^ "Økofeminisme". Arkiveret fra originalen 25. september 2020. Hentet 16. januar 2020.
  25. ^ Weil 1960
  26. ^ L'esprit de l'athéisme (2006) Translation: The Book of Atheist Spirituality, Bantam (2009) ISBN 978-0-553-81990-8
  27. ^ La schizophrénie: Psychopathologie des schizoïdes et des schizophrènes (Paris: Payot, 1927). 2nd, revised and augmented, edition (Paris: Desclée de Brouwer, 1953).
  28. ^ Bjerre 2022
  29. ^ Brenefier 2011
  30. ^ Brenefier 2019
  31. ^ Brenifier 2016
  32. ^ Brenefier 2010
  33. ^ Møller, Jens Glebe. Vi fornægter Gud og foragter øvrigheden: studier i den tidlige oplysning. Museum Tusculanum Press, 2004.
  34. ^ Agger, Stefan. "JF Struensee: Trykkefrihed og oplysning." LIBERTAS.
  35. ^ Liisberg, Sune. "Johannes Sløk-historien om en undtagelse." Et menneske lades ikke i ro:-facetter af Johannes Sløks forfatterskab. Aarhus Universitetsforlag, 2006. 98-114.
  36. ^ Holst, Jonas. "Tid og eksistens hos Peter Seeberg." K&K-Kultur og Klasse 32.97 (2015): 81-92.
  37. ^ Amdisen, Paw Hedegaard, Jonas Holst, and Jens Viggo Olavi Nielsen, eds. At tænke eksistensen: studier i eksistenstænkningens historie og betydning. Aarhus Universitetsforlag, 2009.
  38. ^ Liisberg, Sune. "Den sande roman-og Sartres Notes sur'Madame Bovary'." Slagmark-Tidsskrift for idéhistorie 44 (2005): 101-117.
  39. ^ Brimnes, Niels. "Sammentræf og hybriditet. To nøglebegreber i postmodernismens komplekse verdenshistorie." Historisk Tidsskrift (2002).
  40. ^ Larsen, Lars Thorup. "Når kritikken tager magten. Samfundskritik og magtforskydninger ifølge Foucault, Boltanski og Chiapello." Dansk Sociologi 19.2 (2008): 109-126.
  41. ^ Villadsen, Kaspar. "Michel Foucault og kritiske perspektiver på liberalismen. Governmentality eller genealogi som analysestrategi." Dansk sociologi 13.3 (2002): 77-97.
  42. ^ Myrup 2004
  43. ^ Rendtorff 2004
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Fransk_filosofi&oldid=11794597"