[go: up one dir, main page]
Spring til indhold

Elizabeth Woodville

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Elizabeth Woodville
Dronning af England
Kroning26. maj 1465
Westminster Abbey
Periode1) 1. maj 1464 - 3. oktober 1470
2) 11. april 1471 - 9. april 1483
ForgængerMargrete af Anjou
EfterfølgerAnne Neville
ÆgtefælleSir John Grey (g. 1452; d. 1461)
Edvard 4. af England (g. 1464; d. 1483)
Børnmed Sir John Grey:med Edvard 4.:
FarRichard Woodville, 1. jarl Rivers
MorJacquetta af Luxembourg
Fødtca. 1437
Grafton Regis, Northamptonshire, England
Død8. juni 1492 (ca. 55 år)
Bermondsey, Surrey, England
Hvilested12. juni
St. George's Chapel, Windsor Castle, England
ReligionRomersk-katolsk

Elizabeth Woodville (også stavet Wydville, Wydeville eller Widvile[nb 1]) (ca. 1437[1] – 8. juni 1492) var dronning af England som hustru til kong Edvard 4. fra 1464 indtil hans død i 1483.

Hendes familie af landadel i det engelske sociale hierarki. Hendes mor, Jacquetta af Luxemburg, havde tidligere været gift med Johan af Lancaster, hertug af Bedford, Henrik 6.'s farbror. Elizabeths første ægteskab var med en mindre betydningsfuld støtte af Huset Lancaster, sir John Gray af Groby. Han faldt under Det 2. slag ved St. Albans og efterlod Elizabeth som enke til to sønner.

Hendes andet ægteskab med Edvard 4. var opsigtsvækkende takket være Elizabeths store skønhed og mangel på store godser. Edvard var den første konge af England siden normannernes erobring, der giftede sig med en af sine undersåtter,[2][3] og Elizabeth var den første af disse gemalinder, der blev kronet som dronning.[nb 2] Hendes ægteskab berigede i høj grad hendes søskende og børn, men deres opstigen ved hoffet pådrog dem modstand fra Richard Neville, 16. jarl af Warwick, 'Kongemageren' og hans adskillige alliancer med de vigtigste i den stadig mere splittede kongefamilie. Denne modstand blev til åben strid mellem kong Edvard og Warwick. Det førte til en viljekrig, der til sidste resulterede i, at Warwick skiftede troskab til Huset Lancaster og Elizabeths far Richard Woodvilles henrettelse i 1469.

Efter sin mands død forblev Elizabeth politisk indflydelsesrig, selv efter at hendes søn, den kortvarigt proklamerede kong Edvard 5. af England, var blevet afsat af hendes svoger, Richard 3..

Edvard og hans yngre bror Richard forsvandt begge kort tid efter og formodes at være blevet myrdet. Elizabeth spillede nu en vigtig rolle for at sikre Henrik 7.'s magtovertagelse i 1485. Henrik giftede sig med hendes datter Elizabeth af York, afsluttede Rosekrigene og etablerede Tudor-dynastiet. Gennem sin datter blev Elizabeth bedstemor til Henrik 8..

Elizabeth blev tvunget til at give forrang til Henrik 7.'s mor, Lady Margaret Beaufort. Hendes indflydelse på begivenhederne i disse år og hendes afgang fra hoffet til pensionering er uklar.[4][5]

Opvækst og første ægteskab

[redigér | rediger kildetekst]

Elizabeth Woodville blev født omkring 1437, muligvis i oktober,[nb 3][6] i Grafton Regis, Northamptonshire. Hun var førstefødte barn i et ulige ægteskab mellem Sir Richard Woodville og Jacquetta af Luxemburg, der kortvarigt skandaliserede det engelske hof. Woodville-familien var, selv om den var gammel og respektabel, af lavadel snarere end adel, en landadelig og velhavende familie med regeringsrepræsentanter, sheriffer og parlamentsmedlemmer, snarere end adelsmænd med sæde i Overhuset. Elizabeths mor var derimod enke efter hertugen af Bedford, onkel til kong Henrik 6. af England.

Omkring 1452 blev Elizabeth Woodville gift med sir John Grey af Groby, arvingen til Baroniet Ferrers of Groby. Han faldt under Det 2. slag ved St. Albans i 1461 for Huset Lancaster. Det blev meget ironisk, da Elizabeths fremtidige mand, Edvard 4., var den Huset Yorks tronprætendent. Elizabeth Woodvilles to sønner fra første ægteskab var Thomas (senere Markis af Dorset) og Richard.

Elizabeth Woodville blev kaldt "den smukkeste kvinde på øen Storbritannien" med "smalle øjne som en drage."[7]

Dronning

[redigér | rediger kildetekst]
Illumineret miniature, der skildrer brylluppet mellem Edvard 4. og Elizabeth Woodville, Anciennes Chroniques d'Angleterre af Jean de Wavrin, 15. århundrede
Elizabeth som dronning med Edvard og deres ældste søn. Fra Dictes and Sayings of the Philosophers, Lambeth Palace.

Edvard 4. havde mange elskerinder; den bedst kendte var Jane Shore, og han havde ikke ry for troskab. Hans ægteskab med enken Elizabeth Woodville fandt sted i hemmelighed, og selvom datoen ikke er kendt, siges det traditionelt at have fundet sted i hendes families hjem i Northamptonshire den 1. maj 1464.[8] Kun brudens mor og to damer var til stede. Edvard giftede sig med hende godt tre år efter, at han havde overtaget den engelske trone efter den overvældende sejr over Lancaster-hæren i Slaget ved Towton. Det resulterede i kong Henrik 6.'s afsættelse. Elizabeth Woodville blev kronet dronning den 26. maj 1465, søndag efter Kristi himmelfartsdag.

I de tidlige år var Edvard 4.'s regering i England afhængig af en lille kreds støtter, især hans fætter, Richard Neville, 16. jarl af Warwick. Ved Edvard 4.'s hemmelige ægteskab forhandlede Warwick om en alliance med Frankrig i et forsøg på at modvirke et lignende arrangement, der blev udtænkt af hans svorne fjende Margrete af Anjou, den afsatte Henrik 6.'s hustru. Planen var, at Edvard 4. skulle gifte sig med en fransk prinsesse. Da hans ægteskab med Elizabeth Woodville, som både var borgerlig og fra en familie af Lancastrer-støtter, blev kendt, blev Warwick både til grin og fornærmet, og hans forhold til Edvard 4. blev aldrig godt igen. Ægteskabet blev også modtaget dårligt af det gehejmeråd, der ifølge Jean de Waurin fortalte Edvard med stor åbenhed, at "han måtte vide, at hun ikke var hustru for en prins som ham selv".

Med den nye dronning ankomsts på scenen kom mange slægtninge, hvoraf nogle blev gift ind de mest betydningsfulde familier i England. [9] Tre af hendes søstre blev gift med sønnerne af jarlerne af Kent, Essex og Pembroke. En anden søster, Catherine Woodville, giftede sig med dronningens 11-årige myndling Henry Stafford, 2. hertug af Buckingham, som senere sluttede sig til Edvard 4.'s bror Richard, hertug af Gloucester, i opposition til Woodville-familien efter Edvard 4'.s død. Elizabeths 20-årige bror John giftede sig med Katherine, hertuginde af Norfolk. Hertuginden var blevet enke tre gange og var sandsynligvis i tresserne, så ægteskabet skabte en skandale ved hoffet. Elizabeths søn af første ægteskab, Thomas Gray, giftede sig med Cecily Bonville, 7. baronesse Harington.

Da Elizabeth Woodvilles slægtninge, især hendes bror Anthony Woodville, 2. jarl Rivers, begyndte at udfordre Warwicks øverste stilling på den politiske scene i England, konspirerede Warwick sammen med sin svigersøn Georg, hertug af Clarence, kongens yngre bror. En af hans støtter beskyldte Elizabeth Woodvilles mor, Jacquetta af Luxembourg, for at udøve hekseri. Hun blev frikendt årrt efter.[10] Warwick og Clarence gjorde to gange oprør og flygtede derefter til Frankrig. Warwick dannede en usikker alliance med Lancaster-dronningen Margrete af Anjou og genindsatte hendes mand Henrik 6. på tronen i 1470. Men i 1471 vendte Edvard 4. tilbage fra eksil og besejrede Warwick i Slaget ved Barnet og Lancaster-hæren i Slaget ved Tewkesbury. Henrik 6. blev dræbt kort efter.

Under sin mands midlertidige fald fra magten havde Elizabeth Woodville søgte asyl i Westminster Abbey, hvor hun fødte en søn, Edvard (senere kong Edvard 5. af England). I ægteskabet med Edvard 4. fødte hun ti børn, herunder en anden søn, Richard, hertug af York, som senere sluttede sig til sin bror som en af prinserne i Tower.[6] Fem døtre nåede voksenalderen.

Elizabeth Woodville beskæftigede sig med kristen fromhed i overensstemmelse med de konventionelle forventninger til en dronning i Middelalderen. Hendes handlinger omfattede pilgrimsrejser, pavens aflad til dem, der knælede og sagde Angelus-bønne tre gange om dagen og grundlæggelsen af kapellet for Sankt Erasmus i Westminster Abbey.[11]

Enkedronning

[redigér | rediger kildetekst]

Efter Edvard 4.'s pludselige død muligvis af lungebetændelse i april 1483 blev Elizabeth Woodville enkedronning. Hendes unge søn, Edvard 5., blev konge med hans onkel, Richard, hertug af Gloucester, der fungerede som Lord Protector. Som svar på Woodville-familiens 'forsøg på at monopolisere magten skyndte Gloucester sig hurtigt at tage kontrol over den unge konge og fik kongens onkel jarl Rivers og halvbror Richard Gray, Elizabeths søn, arresteret. Den unge konge blev overført til Tower of London for at afvente kroningen. Med sin yngre søn og sine døtre søgte Elizabeth igen asyl i Westminster Abbey. Lord Hastings, den afdøde konges førende støtte i London, der oprindeligt havde støttet Gloucesters handlinger, blev nu af Gloucester beskyldt for at have konspireret mod ham sammen med Elizabeth Woodville. Hastings blev uden videre henrettet. Om den sammensværgelse var virkelig, vides ikke.[12] Richard anklagede Elizabeth for at have planlagt at "myrde og fuldstændig ødelægge" ham.[13]

Den 25. juni 1483 fik Gloucester henrettet Elizabeth Woodvilles søn Richard Grey og bror Anthony, jarl Rivers i Pontefract Castle i Yorkshire. Loven Titulus Regius (1 Ric. III) udstedt af parlamentet gjorde Edvard 4.'s børn med Elizabeth illegitime med den begrundelse, at Edvard 4. havde indgået en kontrakt om ægteskab med enken lady Eleanor Butler, en juridisk bindende kontrakt, der gjorde enhver anden ægteskabskontrakt ugyldig. Den burgundiske krønikeskriver Philippe de Commines beretter, at det var Robert Stillington, biskop af Bath og Wells, der gennemførte en forlovelsesceremoni mellem Edvard 4. og lady Eleanor.[14] Lovteksten medtog også anklager om hekseri mod Elizabeth uden detaljer og fik ingen konsekvenser. Hertugen af Gloucester og Lord Protector blev tilbudt tronen og besteg den som kong Richard 3.

Edvard 5., som ikke længere var konge, og hans bror Richard, hertug af York, forblev i Tower of London. De er ikke set siden sommeren 1483.

Liv under Richard 3.

[redigér | rediger kildetekst]

Dame Elizabeth Grey,[6] allierede sig nu med hertugen af Buckingham (en tidligere nær allieret af Richard 3. som nu sandsynligvis søgte tronen for sig selv) og med lady Margaret Stanley (født Beaufort) og støttede Margarets søn Henrik Tudor, tiptipoldebarn af kong Edvard III[15] og den nærmeste mandlige arving til Huset Lancasters krav til tronen med bare den mindste grad af gyldighed.[nb 4] For at styrke sit krav og forene de to stridende adelsslægter blev Elizabeth Woodville og Margaret Beaufort enige om, at sidstnævntes søn skulle gifte sig med førstnævntes ældste datter, Elizabeth af York, som ved hendes brødres død blev arving til Huset York. Henrik Tudor accepterede denne plan, og i december 1483 svor han offentligt en ed derom i katedralen i Rennes i Frankrig. En måned tidligere var et oprør i hans navn, ledet af Buckingham, blevet knust.

Richard 3.'s første parlament i januar 1484 fratog Elizabeth alle de besiddelser, hun havde fået under Edvard 4..[16] Den 1. marts 1484 forlod Elizabeth og hendes døtre deres asyl, efter at Richard 3. offentligt havde svoret en ed om, at hendes døtre ikke ville blive gjort fortræd eller forulempet, og at de ikke ville blive fængslet i Tower of London eller noget andet fængsel. Han lovede også at give dem ægteskabsmedgift og at gifte dem med adelsmænd. Familien vendte tilbage til hoffet og havde tilsyneladende sluttet fred med Richard 3. Efter Richard 3.'s hustru Anne Nevilles død i marts 1485 spredtes rygter om, at kongen, nu enkemand, skulle gifte sig med sin smukke og unge niece Elizabeth af York.[17]

Liv under Henrik 7.

[redigér | rediger kildetekst]

I 1485 invaderede Henrik Tudor England og besejrede Richard 3. i Slaget ved Bosworth Field. Som konge giftede Henrik 7. sig med Elizabeth af York og fik Titulus Regius annulleret og alle fundne eksemplarer ødelagt.[18] Elizabeth Woodville blev tildelt titlen og æresbevisninger, der tilfaldt enkedronningen.[19]

Forskere er uenige om, hvorfor enkedronning Elizabeth tilbragte de sidste fem år af sit liv på Bermondsey Abbey, som hun trak sig tilbage til den 12. februar 1487. Blandt forfatterne til hendes nyere biografier mener David Baldwin, at Henrik 7. tvang hende til at forlade hoffet, mens Arlene Okerlund viste, at hun i juli 1486 havde planlagt at forlade hoffet for at leve et religiøst, dybsindigt liv i Bermondsey Abbey.[20] En anden formodning er, at hun blevet tvunget til at trække sig tilbage til Bermondsey, fordi hun på en eller anden måde havde været involveret i York-oprøret under Lambert Simnel i 1487, eller blev betragtet som en potentiel allieret for oprørerne.[21]

I Bermondsey Abbey blev Elizabeth behandlet med den respekt, der skyldtes en enkedronning. Hun levede et kongeligt liv med en pension på 400 £ og modtog små gaver fra Henrik 7.[22] Hun var til stede ved fødslen af sit barnebarn Margrete i Westminster Palace i november 1489 og ved fødslen af sit barnebarn, den fremtidige Henrik 8., i Greenwich Palace i juni 1491. Hendes datter dronning Elizabeth besøgte hende lejlighedsvis. En anden af hendes døtre, Cecilie af York, besøgte hende oftere.

Henrik 7. overvejede kortvarigt at gifte sin svigermor med kong Jakob 3. af Skotland, da Jakob 3.'s hustru, Margrete af Danmark, døde i 1486.[23] Imidlertid blev Jakob 3. dræbt i kamp i 1488.

Elizabeth Woodville døde i Bermondsey Abbey den 8. juni 1492.[6] Med undtagelse af dronningen, som var højgravid med sit fjerde barn, og Cecilie af York, deltog alle hendes døtre, Anne af York (den senere hustru til Thomas Howard), Katarina af York (den senere grevinde af Devon) og Birgitte af York (nonne i Dartford Priory), i begravelsen på Windsor Castle. Elizabeths testamente havde foreskrevet en enkel ceremoni.[24] De bevarede beretninger om hendes begravelse den 12. juni 1492 antyder, at mindst en kilde "klart mente, at en dronnings begravelse burde have været mere pragtfuld" og kan have protesteret over, at "Henrik 7. ikke kunne arrangere en mere dronningeværdig begravelse til sin svigermor", skønt enkelheden var enkedronningens eget ønske.[24] Et brev, fundet i 2019, skrevet i 1511 af Andrea Badoer, den venetianske ambassadør i London, antyder, at hun var død af pest. Det ville forklare den hast og mangel på offentlig ceremoni ved hendes begravelse.[25][26] Elizabeth blev stedt til hvile i samme kapel som sin mand kong Edvard 4. i St George's Chapel i Windsor Castle.[6]

Børn

[redigér | rediger kildetekst]

Med sir John Grey

[redigér | rediger kildetekst]

Med kong Edvard 4.

[redigér | rediger kildetekst]

I litteraturen

[redigér | rediger kildetekst]

Elizabeth Woodville menes at have været forfatter til det ene af tre digte på middelengelsk tilskrevet en kvindelig forfatter. En "Salme til Venus", der findes i manuskript[28], hvori det tilskrives "Dronning Elizabeth", er et komplekst digt på seks strofer, der roser Venus, kærlighedsgudinden.[29] Det er "videreudvkling af sestineen", hvor den første linje i hver syvlinjes strofe også er dens sidste linje, og linjerne i den første strofe giver de første linjer i hver efterfølgende strofe.[30]

Faglitteratur

[redigér | rediger kildetekst]
  • Elizabeth Woodville: Mother of the Princes in the Tower (2002) af David Baldwin
  • Elizabeth Wydeville: The Slandered Queen (2005) af Arlene Okerlund
  • The Women of the Cousins' War (2011) af Philippa Gregory, David Baldwin og Michael Jones. Bogen omhandler Jacquetta af Luxemburg (Elizabeth Woodvilles mor) (beskrevet af Philippa Gregory), Elizabeth Woodville (beskrevet by David Baldwin), and Lady Margaret Beaufort (mor til Elizabeth Woodvilles svigersøn kong Henrik 7.) (beskrevet af Michael Jones)
  • Elizabeth Woodville (2013) af David MacGibbon
  • The Woodvilles: The Wars of the Roses and England's Most Infamous Family (2013) af Susan Higginbotham
  • Edward IV and Elizabeth Woodville: A True Romance (2016) af Amy Licence

Skønlitteratur

[redigér | rediger kildetekst]

Edvard 4.'s kærlighed til sin hustru fejres i sonet 75 af Philip Sidneys Astrophel and Stella (skrevet 1586, udgivet 1591).[31]

Hun optræder i to af Shakespeares skuespil: Henrik den Sjette, 3. del fra 1592) i en lille rolle, og Richard den Tredje(ca. 1592), hvor hun har en hovedrolle. Shakespeare portrætterer Elizabeth som en stolt og tillokkende kvinde i Henrik den Sjette. 3. del. I Richard 3. er hun forgræmmet af at skulle forsvare sig mod modstandere i hoffet, herunder hendes svoger Richard. Hun er en af Richards dygtigste modstandere, idet hun gennemskuer ham fra begyndelsen, men hun er også melodramatisk og selvmedlidende. Selvom de fleste moderne udgaver af Henrik den Sjette, del 3, og Richard 3. kalder hende "Dronning Elizabeth", henviser Shakespeares 1. Folio til hende først som "Lady Grey" og senere blot "Dronning".

Romaner med Elizabeth Woodville:

  • The Last of the Barons af Edward Bulwer-Lytton, tilgængelig online.
  • Dickon (1929) af Marjorie Bowen.
  • The Daughter of Time (1951), Josephine Teys klassiske mysterium.
  • The White Rose (1969) af Jan Westcott.
  • The King's Grey Mare (1972) af Rosemary Hawley Jarman, en fiktiv biografi af Elizabeth Woodville.
  • The Woodville Wench (udgivet i USA som The Queen Who Never Was) (1972) af Maureen Peters.
  • The Sunne in Splendour (1982) af Sharon Kay Penman.
  • The Sun in Splendour (1982) af Jean Plaidy.
  • A Secret Alchemy (2009) af Emma Darwin.
  • The White Queen (2009) af Philippa Gregory, der låner Rosemary Hawley Jarmans overnaturlige elementer fra The King's Grey Mare. Elizabeth Woodville optræder også i andre romaner i Philippa Gregorys Cousins' War bogserie.
  • The King's Grace (2009) af Anne Easter Smith. Fortællingen om Edvard 4.'s illegitime datter, der tilbringer mange år i enkedronningens tjeneste.
  • Das Spiel der Könige, en historisk roman på tysk af Rebecca Gablé.
  • Bloodline (2015) og Ravenspur (2016), i "Wars of Roses"-serien af Conn Iggulden.

På film og tv og i musik

[redigér | rediger kildetekst]

Film

[redigér | rediger kildetekst]

TV

[redigér | rediger kildetekst]

Musik

[redigér | rediger kildetekst]
  • I 2020 portrætterede Vicki Manser Elizabeth Woodville på optagelsen af A Mother's War, en musical baseret på Rosekrigene.

Noter

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Selvom hendes efternavn som regel er blevet moderniseret til "Woodville", blev stavet "Wydeville" i samtidige publiceringer af Caxton, men på hendes grav i St. George's Chapel, Windsor Castle, er der skrevet således: "Edward IV and his Queen Elizabeth Widvile".
  2. ^ Johan uden Lands ægteskab med Isabella af Gloucester blev anuleret kort efter hans tronbestigelse, og hun blev aldrig kronet. Henrik 4.'s første hustru Mary de Bohun døde kort inden han blev konge.
  3. ^ Ingen optegnelse om Elizabeths fødsel er bevaret. Hun var født i et hemmeligt ægteskab mellem Richard Woodville, 1. jarl Rivers No record of Elizabeth's birth survives. She was the product of a secret marriage between Richard Woodville, en prominent engelsk adelsmand, og Jacquetta af Luxemburg, ældste datter af Peter 1. af Luxembourg, greve af Saint-Pol, Conversano og Brienne. Ægteskabet resulterede i en skandale, da det blev offentlig kendt, og parret blev idømt bøder, og den 24. oktober 1437 blev de benådet for at have giftet sig uden kongelig tilladelse. David Baldwin formoder, at benådningen er faldet sammen med fødslen af Elizabeth Woodville, parrets førstefødte. Se Baldwin, David, Elizabeth Woodville: The Mother of the Princes in the Tower
  4. ^ Henrik Tudors krav på tronen var svagt, idet at Henrik 4. havde proklameret, at ingen legitimerede afkom af hans far, Johan af Gent, hertug af Lancaster, og hans tredje hustru Katherine Swynford og deres arvinger kunne arve tronen. Den lov, der havde legitimeret Johan af Gent og Katherine Swynfords børn, blev vedtaget af parlamentet og pavebullen om sagen legitimerede dem fuldstændig, så der kunne sættes spørgsmålstegn ved lovligheden af Henrik 4.'s proklamation.

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Karen Lindsey, Divorced, Beheaded, Survived, xviii, Perseus Books, 1995
  2. ^ A Complete History of England with the Lives of all the Kings and Queens thereof; London, 1706. p486
  3. ^ Kennett, White; Hughes, John; Strype, John; Adams, John; John Adams Library (Boston Public Library) BRL (16. juni 2019). "A complete history of England: with the lives of all the kings and queens thereof; from the earliest account of time, to the death of His late Majesty King William III. Containing a faithful relation of all affairs of state, ecclesiastical and civil". London: Printed for Brab. Aylmer ...
  4. ^ Jewell, Helen M. (1996). Women in Medieval England. ISBN 9780719040177.
  5. ^ Baldwin, David, Elizabeth Woodville: Mother of the Princes in the Tower
  6. ^ a b c d e Oxford Dictionary of National Biography (online udgave). Oxford University Press. doi:10.1093/ref:odnb/8634 http://www.oxforddnb.com/view/article/8634. {{cite encyclopedia}}: Manglende eller tom |title= (hjælp) (Abonnement eller britisk offentligt biblioteksmedlemskab kræves.) (abonnement nødvendigt)
  7. ^ Jane Bingham, The Cotswolds: A Cultural History, (Oxford University Press, 2009), 66
  8. ^ Robert Fabian, The New Chronicles of England and France, ed. Henry Ellis (London: Rivington, 1811), 654; "Hearne’s Fragment of an Old Chronicle, from 1460–1470," The Chronicles of the White Rose of York. (London: James Bohn, 1845), 15–16.
  9. ^ Ralph A. Griffiths, "The Court during the Wars of the Roses". In Princes Patronage and the Nobility: The Court at the Beginning of the Modern Age, cc. 1450–1650. Edited by Ronald G. Asch and Adolf M. Birke. New York: Oxford University Press, 1991. ISBN 0-19-920502-7. 59–61.
  10. ^ Calendar of Patent Rolls, 1467–77, pg. 190.
  11. ^ Sutton and Visser-Fuchs, "A 'Most Benevolent Queen;'"Laynesmith, pp. 111, 118–19.
  12. ^ C. T. Wood, "Richard III, William, Lord Hastings and Friday the Thirteenth", in R. A. Griffiths and J. Sherborne (eds.), Kings and Nobles in the Later Middle Ages, New York, 1986, 156–61.
  13. ^ Charles Ross, Richard III, University of California Press, 1981 p81.
  14. ^ Philipe de Commines, The memoirs of Philip de Commines, lord of Argenton, Volume 1, H.G. Bohn, 1855, pp.396–7.
  15. ^ Genealogical Tables in Morgan, (1988), p. 709.
  16. ^ "Parliamentary Rolls Richard III". Rotuli Parliamentorum A.D. 1483 1 Richard III Cap XV. Arkiveret fra originalen 1. september 2013. Hentet 1. juli 2013.
  17. ^ Richard III and Yorkist History Server Arkiveret 9. juli 2006 hos Wayback Machine
  18. ^ "Rotuli Parliamentorum A.D. 1485 1 Henry VII – Annullment of Richard III's Titulus Regius". Arkiveret fra originalen 2. september 2013. Hentet 1. juli 2013.
  19. ^ "Rotuli Parliamentorum A.D. 1485 1 Henry VII – Restitution of Elizabeth Queen of Edward IV". Arkiveret fra originalen 2. september 2013. Hentet 1. juli 2013.
  20. ^ Arlene Okerlund, Elizabeth: England's Slandered Queen. Stroud: Tempus, 2006, 245.
  21. ^ Bennett, Michael, Lambert Simnel and the Battle of Stoke, New York, St. Martin's Press, 1987, pp.42; 51; Elston, Timothy, "Widowed Princess or Neglected Queen" in Levin & Bucholz (eds), Queens and Power in Medieval and Early Modern England, University of Nebraska Press, 2009, p.19.
  22. ^ Breverton, Terry (15. maj 2016). Henry VII: The Maligned Tudor King (engelsk). Amberley Publishing Limited. ISBN 9781445646060.
  23. ^ "Margaret of Denmark Facts, information, pictures". Encyclopedia.com. Hentet 5. september 2016.
  24. ^ a b J. L. Laynesmith, The Last Medieval Queens: English Queenship 1445–1503, Oxford University Press, New York, 2004, pp.127–8.
  25. ^ Alison Flood (25. april 2019). "'White Queen' died of plague, claims letter found in National Archives".
  26. ^ Roger, Euan C. (2019). "To Be Shut Up: New Evidence for the Development of Quarantine Regulations in Early-Tudor England". Social History of Medicine. 33 (4): 5-7. doi:10.1093/shm/hkz031.
  27. ^ Richardson, Douglas (2011). Magna Carta Ancestry: A Study in Colonial and Medieval Families, ed. Kimball G. Everingham II (2nd ed.). Salt Lake City. ISBN 1449966381, pp 304–7
  28. ^ Stanbury, Sarah (2005). "Middle English Religious Lyrics". I Duncan (red.). A Companion to the Middle English Lyric. Boydell & Brewer. s. 227-41. ISBN 9781843840657.
  29. ^ McNamer, Sarah (2003). "Lyrics and romances". I Wallace (red.). The Cambridge Companion to Medieval Women's Writing. Cambridge UP. s. 195-209. ISBN 9780521796385.
  30. ^ Barratt, red. (1992). Women's Writing in Middle English. New York: Longman. s. 275-77. ISBN 0-582-06192-X.
  31. ^ "Astrophel and Stella: 75". utoronto.ca.


Yderligere læsning

[redigér | rediger kildetekst]
  • Philip Butterworth and Michael Spence, 'William Parnell, supplier of staging and ingenious devices, and his role in the visit of Elizabeth Woodville to Norwich in 1469', Medieval English Theatre 40 (2019)[1] Arkiveret 12. juni 2019 hos Wayback Machine
  • David Baldwin, Elizabeth Woodville (Stroud, 2002)[2]
  • Christine Carpenter, The Wars of the Roses (Cambridge, 1997)[3]
  • Philippa Gregory, David Baldwin, Michael Jones, The Women of the Cousins' War (Simon & Schuster, 2011)
  • Michael Hicks, Edward V (Stroud, 2003)[4]
  • Rosemary Horrox, Richard III: A Study of Service (Cambridge, 1989)[5]
  • JL Laynesmith, The Last Medieval Queens (Oxford, 2004)[6]
  • AR Myers, Crown, Household and Parliament in Fifteenth-Century England (London og Ronceverte: Hambledon Press, 1985)
  • Arlene Okerlund, Elizabeth Wydeville: The Slandered Queen (Stroud, 2005); Elizabeth: England's Slandered Queen (Stroud, 2006)[7]
  • Charles Ross, Edward IV (Berkeley, 1974)[8]
  • George Smith, Coronation of Elizabeth Wydeville (Gloucester: Gloucester Reprints, 1975; oprindeligt udgivet i 1935)
  • Anne Sutton og Livia Visser-Fuchs, "'A Most Benevolent Queen': Queen Elizabeth Woodville's Reputation, Her Piety, and Her Books", The Ricardian, X:129, June 1995. s. 214–245.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Foregående: Dronning af England

1461-1470


1470-1483 		Efterfølgende:

Margrete af Anjou


Margrete af Anjou

Margrete af Anjou

Ikke besat
senere besat af
Anne Neville
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Elizabeth_Woodville&oldid=11280488"