[go: up one dir, main page]

Apple Privacy Features

Vi forpligter os til at beskytte dine data.

Vores produkter og funktioner indeholder innova­tive anony­mitetstekno­logier og ‑teknikker, der er udviklet til at minimere, hvor mange af dine data vi – eller andre – kan få adgang til. Derudover er effektive sikkerhedsfunktioner med til at forhindre andre i at få adgang til dine oplys­ninger. Og vi arbejder hele tiden på nye måder at sikre dine person­lige oplys­ninger på.

Tilgængelig på engelsk (USA)*

Med bane­brydende data­beskyttelse i Apple Intelligence kan du trygt stole på, at ingen andre har ad­gang til dine data, ikke engang Apple.

Mange Apple Intelligence-anmodninger behandles på din Mac. Ved mere kom­plekse anmodninger udvider Privat cloud­computing ano­ny­miteten og sikker­heden på din Mac, så du får ad­gang til endnu mere intelligens. Dine data gemmes aldrig og bruges kun til at svare på dine anmodninger. Og uafhængige eksperter kan inspicere den software, der kører på disse servere, for at verificere, at løftet om ano­ny­mitet bliver overholdt.

Behandling på enheden

Fundamentet i Apple Intelligence er behandling på enheden. Vi har integre­ret funktiona­liteten dybt i din Mac i apps. Så den har kendskab til dine person­lige data uden at regi­strere dem. Dette kan kun lade sig gøre på grund af Apples unikke integration af hardware og software og mange års investering i udvikling af avan­cerede chips til intelligens på enheden.

Privat cloud­computing

Når du laver en anmodning, analyserer Apple Intelligence, om den kan behandles på enheden. Hvis den kræver større beregnings­kapacitet, kan systemet trække på Privat cloud­computing. Det sender kun de data, der er relevante for anmodningen, til behandling på servere baseret på Apple-chips. Dine data gøres aldrig tilgænge­lige for Apple. De bruges udeluk­kende til at udføre dine anmodninger. Og uafhængige eksperter kan inspicere den kode, der kører på serverne, for at verificere, at løftet om ano­ny­mitet bliver overholdt. Privat cloud­computing bruger kryptografi til at sikre, at din Mac ikke kommu­ni­kerer med en server, medmindre serverens software er blevet offentliggjort til inspektion.

Vores tilgang til ansvarlig AI-udvikling.

Hele udviklingen af Apple Intelligence er baseret på vores kerne­principper og bygger på et fundament af bane­brydende innovation inden for ano­ny­mitet. Vi bruger ikke bruger­nes person­lige data eller deres interaktioner, når vi træner vores grundmodeller.

Læs mere om vores fokus på ansvarlig AI-udvikling Læs mere om modeltræning og individuel ret til ano­ny­mitet

Safari

Safari har avan­cerede funktioner, der hjælper med at værne om din anony­mitet, beskytter dig mod sporing på tværs af websites og minimerer mængden af data, der videregives til tredjeparter. Og funk­tionen Privat browser giver yderligere beskyttelse, f.eks. ved at låse dine vinduer, når du ikke bruger dem.

Intelligent blokering af sporing

Du har måske bemærket, at når du har set på et produkt på nettet, begynder du pludselig at se det overalt, når du er online. Det sker, når en tredjepart registrerer cookies og andre websitedata for at vise dig annoncer på tværs af forskel­lige websites.

Intelligent blokering af sporing bruger enhedens ind­byg­gede intelligens og de nyeste teknikker inden for maskin­læring til at forhindre sporing på tværs af websites. Den skjuler din IP-adresse fra trackere, så det er dig og ikke en annoncør, der bestemmer, hvad du ser på nettet. Og du behøver ikke at ændre dine indstil­linger for at opnå denne beskyttelse, fordi Intelligent blokering af sporing er slået til som standard.

Privat browser

Safari værner auto­matisk om dit privatliv. Privat browser giver dig ekstra beskyttelse. Når den er slået til, vil Safari ikke huske dine søgninger eller de sider, du besøger, eller gemme oplys­ninger fra formularer, du udfylder online. Avanceret beskyttelse mod sporing og digitale fingeraftryk er også med til at forhindre websites i at spore eller identificere din enhed. Kendte sporingsmekanismer bliver blokeret på websider, og beskyttelse mod sporing via links fjerner sporing tilføjet til URL’er, når du browser. Understøttelsen af indholds­blokering er de­signet, så der ikke kan sendes oplys­ninger om dine browseraktiviteter til udviklere. Private browservinduer låses desuden auto­matisk, når du ikke bruger dem, og kan kun låses op med adgangs­koden til din enhed.

Loginnøgler

Loginnøgler erstatter adgangs­koder med en nemmere og mere sikker loginmetode. Din personlige nøgle bliver aldrig gemt på en webserver, så du behøver ikke at bekymre dig om, at datalæk fra websites går ud over dine konti. Og loginnøgler forlader aldrig din enhed. De fungerer kun med det website, du har oprettet dem til, så phishing bliver næsten umuligt. Loginnøgler er end-to-end-krypterede og synkroniseres på tværs af dine Apple-enheder via iCloud-nøgleringen. På Apple-enheder kan du nemt bruge Face ID eller Touch ID til at logge ind. På websites eller i apps på enheder, der ikke er fra Apple, kan du bruge din gemte loginnøgle ved at scanne QR-koden med din iPhone eller iPad og bruge Face ID eller Touch ID til godkendelse.

Anonymitetsrapport

Anonymitetsrapporten giver dig en oversigt over alle de trackere på tværs af websites, som bliver blokeret af Intelligent blokering af sporing i Safari. Du kan få adgang til rapporten på både værktøjs­linjen og startsiden i Safari.

Adgangskode-monitorering

Safari tjekker, om de adgangskoder, du har gemt i din nøglering, er blevet kompromitteret ved et brud på datasikkerheden. Browseren bruger stærke og sikre kryptografiske teknikker til regelmæssigt at kontrollere afledninger af dine adgangskoder og sammenligne dem med en offentligt tilgængelig liste over kompromitterede adgangskoder. Hvis Safari finder en adgangskode, der muligvis er blevet kompromitteret, får du besked om det på din enhed. Dine adgangskoder bliver aldrig afsløret under denne proces, heller ikke for Apple.

Forebyggelse af sporing af sociale widgets

Sociale widgets, der er integreret på websites, f.eks. synes godt om-knapper, del-knapper og kommentarfelter, kan bruges til at spore dig, selvom du ikke klikker på dem eller bruger dem. Safari blokerer denne sporing som standard, og det forhindrer sociale widgets i at få adgang til din identitet, medmindre du giver dem tilladelse.

Værn mod digitale fingeraftryk

Safari arbejder på at forhindre, at annoncører og websites bruger din enheds unikke kombination af kendetegn til at opret­te et “fingeraftryk” for at spore dig. Disse kendetegn omfatter enhedens og browserens konfiguration samt de skrifttyper og plug-ins, du har installeret. For at skjule disse fingeraftryk videregiver Safari en forenklet version af system­konfigurationen, så der er flere enheder, der ser ens ud for trackerne, og det er dermed sværere at identificere lige netop din. Denne beskyttelse er slået til som standard, så du behøver ikke at foretage dig yderligere.

Søg

Med det smarte søgefelt i Safari kan du skrive navne på websites, webadresser og søgninger på ét og samme sted. Safari minimerer mængden af data, der sendes til søgemaskiner fra tredjeparter
– den deler f.eks. ikke cookies eller din nøjagtige placering, hvilket kan ske, hvis du søger på andre måder. Safari giver også mulighed for at indstille DuckDuckGo som din standard­søgemaskine, så du kan søge på nettet uden at blive sporet.

Kontrolfunktioner til udvidelser

Browserudvidelser kan hjælpe dig på mange måder, f.eks. ved at spare dig for penge på dine køb eller rette dine grammatiske fejl. Men de kan også bruges til at spore dig og din browsing-aktivitet eller ligefrem registrere, hvad du skriver på dit tastatur. Med Safaris kontrol­funktioner til udvidelser kan du vælge, om en udvidelse skal have adgang til dine oplys­ninger en enkelt dag, på det aktuelle website eller hele tiden.

Oversigt over databeskyttelse i Safari

Ligesom med alle vores produkter og tjenester har Safari ind­byg­gede tekno­logier, der er de­signet til at beskytte dine person­lige oplys­ninger. Der værnes auto­matisk om dit privatliv. Du behøver ikke engang at ændre dine standardindstil­linger.

Læs white paper om anony­mitet i Safari (PDF)

Kort

Personligt tilpassede funktioner udvikles ved hjælp af data på din enhed. Og data, der sendes fra din enhed til Kort-tjenesten, er tilknyttet vilkårlige identifikatorer, så Apple har ikke en profil af dine be­vægel­ser og søgninger.

Personlig tilpasning

Der er mange nyttige funktioner som f.eks. at finde din parkerede bil, der foregår ved hjælp af data på din enhed. Det medvirker til at minimere mængden af data, der sendes til Apples servere.

End-to-end-kryptering

Kort holder dine person­lige data syn­kroniseret på alle dine enheder ved hjælp af end-to-end-kryptering. Dine Væsentlige lokaliteter og samlinger er end-to-end-krypteret, så Apple ikke kan læse dem. Og når du deler din forventede ankomsttid med andre Kort-brugere, kan Apple ikke se din lokalitet.

Vilkårlige identifikatorer

Du skal ikke logge ind for at kunne bruge Kort. De data, som Kort indsamler, mens du bruger appen, som f.eks. søgeord, navigations­rute og trafikoplysninger, er knyttet til vilkårlige identifikatorer, ikke din Apple‑konto. Disse identifikatorer nulstilles, når du bruger appen, for at sikre den bedst mulige oplevelse og for at forbedre Kort. Hvis du deler vurderinger eller billeder via Kort, vil de delte oplysninger være knyttet til din Apple‑konto.

Sløring af lokalitet

Ved hjælp af en proces kaldet “fuzzing” (sløring) går Kort endnu længere for at skjule din lokalitet på Apples servere, når du søger. Da din lokalitet kan afsløre din identitet, konverterer Kort den nøjagtige placering, hvor din søgning fandt sted, til en mindre nøjagtig placering inden for 24 timer. Apple beholder ikke en historik over, hvad du har søgt efter, eller hvor du har været.

Udvidelser til Kort

Udvidelser til Kort, der bruges i apps til kørselstjenester og reservationer, benytter deres egne sandboxing-funktioner og deler tilladelser med deres over­ordnede apps. Når det gælder kørsels­tjenesteapps, deler Kort kun din startplacering og destination med udvidelsen. Og når du reserverer et bord på en restaurant, kender udvidelsen kun det sted på kortet, du har trykket på.

Fotos

Ansigts­gen­kendelse og registrering af scener og genstande foregår alt sammen på din enhed i stedet for i skyen. Det betyder, at Apple kan tilbyde dig disse avan­cerede funktioner uden at få adgang til dine billeder. Og apps kan kun få adgang til dine billeder med din tilladelse.

Lås skjulte album og album, der er slettet for nylig, i Fotos

Hvis du har skjult eller slettet et album i Fotos for nylig, er det som standard låst. Du kan låse det op, ligesom du låser din enhed op, med Face ID, Touch ID eller din adgangskode.

Minder og Deleforslag

Funktionerne Minder og Deleforslag i Fotos-appen bruger enhedens avan­cerede intelligens til at analysere dine billeder og ordne dem efter ansigter og steder med mere, så du nemt kan finde dem. Da det alt sammen foregår på din enhed, kan Apple tilbyde dig disse avan­cerede funktioner uden at få adgang til dine billeder.

iCloud-fotos

Hvis du vælger at sikkerheds­kopiere dit foto­bibliotek til iCloud-fotos, beskytter Apple dine billeder på vores servere med kryptering. Fotodata såsom sted eller album, der er arrangeret efter steder, kan deles mellem dine enheder, når iCloud-fotos er slået til. Og hvis du vælger at slå iCloud-fotos fra, vil du stadig kunne bruge analyse på enheden.

Kontrolfunktioner for deling

Når du deler et billede i macOS, iOS og iPadOS, kan du selv bestemme, om du vil medtage billedets lokalitet, redigerings­historik og dybdedata – hvad enten du deler det med en ven eller med en app.

Tilladelser til tredjepartsapps

Billedvælgere hjælper dig med at vælge, hvilke billeder du vil dele med en app, mens de resterende billeder i dit bibliotek forbliver private. Når apps beder om adgang til hele dit fotobibliotek, kan du se, hvor mange billeder og videoer disse apps får adgang til, samt et udsnit af, hvad de kan bruge og dele. Du får også regelmæssige påmindelser, så du kan holde øje med, hvad du deler, og eventuelt foretage ændringer.

Apps

Hvis en app beder om at få adgang til dine billeder, kan du vælge, hvilke billeder du vil dele, uden at give adgang til hele dit fotobibliotek. Og hvis en app ønsker at føje et billede til dit fotobibliotek, kan du give den lov til det, uden at den får adgang til dine billeder. Du kan også vælge at give en app generel adgang til dine billeder.

FaceTime, Beskeder
og mere

Dine iMessage- og FaceTime-samtaler er end-to-end-krypterede, så de ikke kan læses, mens de bliver sendt fra enhed til enhed. Og Mail hjælper dig med at skjule din aktivitet for uønskede afsendere.

Nyhed

Optagelse af opkald

Når du begynder at optage live telefon­opkald eller FaceTime-lyd­opkald fra Telefon-appen, får alle deltagere, der er til stede auto­ma­tisk besked om det.

Opdatering

Mail

Funk­tionen Beskyttelse af ano­ny­mitet i Mail beskytter dig mod nysgerrige afsendere af mails. Den skjuler din IP-adresse, så afsendere ikke kan lave en profil på dig baseret på dine aktiviteter online eller se, hvor du befinder dig. De kan heller ikke se, om du har åbnet deres mail. Og kategori­sering i Mail, der organiserer dine mails baseret på relevans og prioritet, behandles udeluk­kende på din enhed for at beskytte din ano­ny­mitet og minimere dataindsamling.

End‑to‑end-kryp­tering

End‑to‑end-kryp­tering beskytter dine iMessage‑ og FaceTime-samtaler på alle dine en­heder. Med watchOS, iOS og iPadOS krypteres dine beskeder på din enhed, så der ikke er ad­gang til dem uden din ad­gangskode. iMessage og FaceTime er de­signet, så Apple ikke kan læse dine beskeder, når de overføres mellem en­heder. Du kan vælge auto­ma­tisk at slette dine beskeder fra din enhed efter 30 dage eller et år. Du kan også beholde dem på din enhed på ubestemt tid. Beskeder, der sendes via satellit, bruger også end‑to‑end-kryp­tering for at beskytte din ano­ny­mitet.

FaceTime

Apple gemmer ikke dine FaceTime- og FaceTime-gruppeopkald på vores servere. Og under overførslen er disse opkald beskyttet med end-to-end-kryptering. Nu kan alle deltage i en en-til-en-samtale med dig og i FaceTime-gruppeopkald direkte fra deres browser – hurtigt og med den samme beskyttelse af deres anony­mitet. Det kræver ikke en Apple-enhed eller noget login.

Og fra og med iOS 15, iPadOS 15 og macOS Monterey kan du sende venner og familie et link til en snak over FaceTime. Også selvom de bruger Windows eller Android.1 Forbindelsen er stadig end-to-end-krypteret, så dit opkald er lige så privat og sikkert som ethvert andet FaceTime-opkald.

NameDrop

NameDrop er en funktion i AirDrop, som gør det muligt at dele kontaktoplysninger med de modtagere, du vælger, ved at holde din iPhone i nærheden af en anden iPhone. Du kan også vælge de specifikke kontaktoplysninger, du vil dele – og ikke mindst de oplysninger, du ikke vil dele.

Opdatering

iMessage-apps

iMessage-apps – som giver dig mulighed for at dele klister­mærker, sange og meget mere uden at forlade Beskeder – har ikke adgang til deltagernes faktiske kontakt­oplys­ninger eller samtaler. iOS og iPadOS giver hver app en vilkårlig identifikator for hver bruger. Identifikatoren nulstilles, når appen afinstalleres.

Beskyttelse mod sporing via links

Når du deler links i Beskeder, vil de ekstra oplysninger, som nogle websites føjer til deres URL'er, blive fjernet, så de ikke kan spore dig eller den person, du deler linket med.

iCloud-sikkerhedskopiering

iMessage- og SMS-beskeder sikkerheds­kopieres til iCloud, så du ikke behøver at tænke på det, men du kan altid slå iCloud-sikkerheds­kopiering fra, hvis du vil. Og Apple gemmer aldrig indholdet af FaceTime-opkald på vores servere.

SharePlay

Med SharePlay kan du dele oplev­elser fra Apple-apps eller tredjeparts­apps under FaceTime-opkald. Indholdet, som appsene udveksler over SharePlay, er end-to-end-krypteret ligesom alle andre FaceTime-opkald.

Siri

Siri er de­signet til at arbejde offline og lære så meget som muligt direkte på din enhed. Søgninger og anmodninger er knyttet til et vilkårligt id bestående af en lang række bogstaver og tal. Ikke til din Apple-konto.

Og ved Apple Intelligence-anmodninger, der bruger Privat cloud­computing, gemmes dine data aldrig eller gøres tilgænge­lige for Apple.

Forslag på enheden

Når du beder Siri om at læse eller søge efter oplysninger på din enhed, f.eks. i Beskeder og Noter, og når Siri kommer med forslag, f.eks. i widgets og Siri-søgning, opbevares alle dine personlige oplysninger på din enhed i stedet for at blive sendt til Apples servere. Siri-forslag på QuickType-tastaturet er mulige på grund af en sprogproces i et neuralt netværk, som Apple har udviklet, og som også kører direkte på din enhed.

Vilkårlige identifikatorer

Selvom Apple forsøger at gøre mest muligt på din enhed, kræver visse funktioner input i realtid fra Apples servere – f.eks. når du laver en stemmeanmodning til Siri eller søger i Spotlight eller Safari. Når vi en sjælden gang sender oplys­ninger til en server, beskytter vi din anony­mitet ved at bruge vilkårlige identifikatorer, ikke din Apple‑konto. Oplysninger som din lokalitet sendes muligvis til Apple for at forbedre nøjagtigheden af svarene, og du har til enhver tid mulighed for at deaktivere Lokalitetstjenester.

Behandling på enheden

Lyden af dine anmodninger behandles udelukkende på din enhed, medmindre du vælger at dele den med Apple. Med Apples Neural Engine får tale­genkendelses­modeller samme høje kvalitet som server­baseret talegenkendelse.2

Siri og Diktering

Jo mere du bruger Siri og Diktering, desto bedre forstår de dig. Og jo bedre bliver de. For at give Siri og Diktering bedre mulighed for at genkende din udtale og give bedre svar sendes nogle oplysninger, f.eks. navnene på dine kontakter eller musik, bøger og podcasts, du godt kan lide, til Apples servere ved hjælp af krypterede protokoller. Siri og Diktering sammenholder ikke nogen af disse oplysninger med din Apple‑konto, men derimod med en vilkårlig, enhedsgenereret identifikator. Du kan når som helst nulstille identifikatoren ved at slå Siri og Diktering fra og derefter til igen – så bliver dit forhold til dem genstartet. Når du slår Siri og Diktering fra, bliver de Siri-data, der er tilknyttet Siri-identifikatoren, slettet. Indlæringsprocessen starter forfra, når du slår Siri til igen. Diktering på enheden er med til at beskytte din anonymitet yderligere, fordi al databehandling foregår offline.

Forbedring af Siri og Diktering

Som standard opbevarer Apple ikke lydoptagelser fra Siri og interaktioner med Diktering. Computergenererede udskrifter bruges til at forbedre Siri og Diktering. Du kan vælge at medvirke til at gøre Siri bedre ved at give Apple lov til at gemme og gennemgå lydoptagelser fra dine interaktioner med Siri og Diktering, og du kan når som helst vælge det fra igen. Disse lydklip er tilknyttet en vilkårlig identifikator i stedet for din Apple‑konto. Derudover kan du til enhver tid slette alle Siri- og Dikterings-anmodninger, herunder lydoptagelser og computergenererede udskrifter, der er tilknyttet den vilkårlige identifikator fra Apples servere. Bemærk, at anmodninger, der er mere end seks måneder gamle, og det lille klip med anmodninger, der er blevet gennemgået, muligvis ikke slettes, da de ikke længere er tilknyttet den vilkårlige identifikator.

Læs mere om Spørg Siri og anony­mitet

Forslag i Spotlight og Safari

Når du bruger Safari, Søg i iOS og iPadOS eller Spotlight i macOS, sendes dine søgninger til Apples servere sammen med kontekst­oplysninger som f.eks. din lokalitet eller handlinger, der er foretaget i søgesessionen, for at give dig de mest relevante forslag. Disse oplysninger er tilknyttet en vilkårlig identifikator, ikke din Apple‑konto. Så søgninger og lokaliteter forbindes ikke med dig personligt. I forbindelse med forslag i Spotlight og Safari genereres der en ny vilkårlig identifikator hvert 15. minut, og din nøjagtige lokalitet deles aldrig med serveren. I stedet sendes en omtrentlig lokalitet fra din enhed ved hjælp af “fuzzing”, som slører din lokalitet. Du kan vælge at deaktivere forslag i Søg og Safari. Hvis du vælger at deaktivere lokalitetsbaserede forslag, bruger Apple stadigvæk din IP-adresse til at fastslå en generel lokalitet, så forslagene bliver mere relevante.

Læs mere om Siri-forslag og anony­mitet

Wallet

Wallet er et sikkert sted til opbevaring af dine nøgler, kredit- og betalingskort, boardingkort, billetter m.m.

Tilføjelse af kort

Når du tilføjer et kredit­kort, debetkort, forudbetalt kort eller rejsekort (hvor det er muligt) til Apple Pay, bliver de oplys­ninger, du indtaster på enheden, krypteret og sendt til Apples servere. Apple dekrypterer dine data, finder kortets betalingsnetværk og krypterer disse data igen med en nøgle, som kun dit betalingsnetværk (eller udbydere, som kortudstederen har godkendt til klargørings- og tokentjenester) kan låse op.

Når dit kort er godkendt, vil din bank, bankens autoriserede serviceudbyder eller din kortudsteder opret­te et enhedsspecifikt kontonummer, som krypteres og sendes til Apple sammen med andre data. Apple kan ikke dekryptere enhedens kortnummer, som bliver gemt i din enheds Secure Element.

Nøgler og adgangskort

Adgangskort til kontorer og nøgler til hus, hotel og bil kan samles ét praktisk sted i Wallet. Dine adgangskort og nøgler beskyttes og gemmes i din enheds Secure Element ligesom dine betalingskort.3

Apple Pay

Apple ved ikke, hvad du køber, hvor du har købt det eller for hvor meget, når du betaler med et kredit- eller debetkort.

Unikt kontonummer for enheden

Når du tilføjer et kreditkort, debetkort eller forudbetalt kort til Apple Pay gennem Wallet-appen, anvender din enhed en sikker metode til at sende dine kortoplysninger – sammen med andre oplysninger om din konto og enhed – til din kortudsteder. De faktiske kortnumre lagres aldrig på enheden eller på Apples servere. I stedet bliver der oprettet et unikt kontonummer for din enhed. Det krypteres, så Apple ikke kan afkode det, og lagres på enhedens “Secure Element”. Kontonummeret i “Secure Element” er afskærmet fra dit styresystem, og det bliver ikke lagret på Apple Pay-servere eller sikkerhedskopieret til iCloud. Din Apple Pay-købshistorik er anonym, og Apple bruger den ikke til at vise dig reklamer.

Læs mere om sikkerhed og anony­mitet i Apple Pay

Transaktioner i butikkerne

Ved betaling i butikker bruges kontonummeret for enheden og en dynamisk sikkerhedskode, som kun gælder for den enkelte transaktion, til at gennemføre betalingen. Hverken Apple eller din enhed deler dine faktiske kredit- eller debetkortnumre med butikkerne.

Køb i apps og på websites

Når du betaler i apps eller på websites, modtager Apple dine krypterede transaktionsoplysninger og krypterer dem igen med en udviklerspecifik kode, inden de sendes til udvikleren. Når du betaler på en MacBook Air med Touch ID eller MacBook Pro med Touch Bar, behandles betalingen i Secure Element, der er en certificeret chip udviklet til at gemme dine betalingsoplysninger sikkert. På andre Mac-computere kommunikerer din Mac og eventuelle iOS- eller iPadOS-enheder, der er logget ind på den samme iCloud-konto, via en krypteret kanal enten lokalt eller via Apples servere. Apple kræver, at alle apps og websites, der bruger Apple Pay, har en anonymitets­politik, så du ved, hvordan dine data bliver brugt.

Sundhed

Apples sundheds­produkter er designet til at beskytte dine data og din anonymitet. Du kan selv bestemme, hvilke oplysninger der tilføjes i appen Sundhed, og hvilke apps der kan få adgang til dine data gennem den.

Læs white paper om anonymitet for Sundhed (PDF)

Krypterede data

Du bestemmer selv, hvad du oplyser, og hvem der skal have adgang til dine data. Når din telefon er låst med en adgangskode, Touch ID eller Face ID, er alle dine sundheds- og fitnessdata i appen Sundhed krypteret, undtagen Nødinfo. Alle sundhedsdata, der sikkerhedskopieres til iCloud, krypteres både under overførslen og på vores servere. Og hvis du bruger en nyere version af watchOS og iOS og aktiverer tofaktorgodkendelse og en adgangskode, sikkerhedskopieres dine sundheds- og aktivitetsdata på en måde, som Apple ikke kan læse.

Deling og sletning af aktiviteter

Du kan vælge at dele data fra appen Aktivitet på dit Apple Watch med andre brugere. Hvis du senere hen beslutter dig for at stoppe med at dele dine aktivitetsdata, sletter den anden brugers iPhone den historik, der er gemt i Fitness-appen. Du kan også skjule din aktivitet midlertidigt.

Deling af sundhedsdata

Del dine sundhedsdata med familie, venner eller plejepersonalet, der tager sig af dig. Vælg, hvilke data og tendenser du vil dele, f.eks. hjerte­sundhed, aktivitet, laboratorieresultater, vitale værdier, Nødinfo og menstruations­cyklus.

HealthKit

Med HealthKit kan udviklerne skabe sundheds- og fitnessapps, der kan dele deres data med appen Sundhed og med hinanden. Som bruger har du kontrol over, hvilke af dine HealthKit-oplys­ninger der deles med hvilke apps. Apple kræver, at alle apps i App Store, inklusive apps, der fungerer sammen med HealthKit, skal indeholde en anony­mitetspolitik, som du har mulighed for at læse igennem. Det er forbudt for apps, der fungerer sammen med HealthKit, at anvende eller videregive HealthKit-data til tredjeparter med henblik på reklamer eller anden datamining, og apps kan kun dele data med det formål at forbedre din sundhed, fitness eller sundhedsforskning med din tilladelse. Når du vælger at dele disse oplys­ninger med pålidelige apps, overføres de direkte fra HealthKit til apps fra tredjeparter og sendes ikke via Apples netværk.

ResearchKit og CareKit

ResearchKit og CareKit er to open source-software­platforme, der udnytter alt det, iPhone kan. Med ResearchKit kan udviklere lave apps, som lægeviden­skabelige forskere kan bruge til at indsamle pålidelige og brugbare data til deres studier. Og med CareKit kan udviklere bygge apps, som gør det nemmere for folk at tage mere aktiv del i deres sundhed og trivsel.

Med ResearchKit vælger du selv, hvilke studier du vil deltage i, og du styrer selv, hvilke informationer du giver til de enkelte forsknings­apps. Apps, der bruger ResearchKit eller CareKit, kan kun hente data fra appen Sundhed, hvis du har givet tilladelse til det. Alle apps, som er bygget med ResearchKit – og dermed beregnet til sundheds­relateret forskning med mennesker – skal indhente tilladelse fra deltagerne og oplyse om fortroligheds­rettigheder og om deling og håndtering af dine data.

Disse apps skal også godkendes af et uafhængigt etisk råd, inden undersøgelserne overhovedet kan begynde. I visse ResearchKit-studier kan Apple figurere som forsker og derfor modtage data fra deltagere, som har givet tilladelse til, at deres oplysninger deles med forskere. På den måde kan vi – sammen med det øvrige forskermiljø – undersøge, hvordan vores teknologi kan gøre det nemmere for os alle sammen at passe på vores helbred. Disse data modtages på en måde, som ikke direkte identificerer deltagerne for Apple.

Få mere at vide om ResearchKit og CareKit

Funktionerne Gør Sundhed og aktivitet bedre og Gør kørestolsfunktion bedre

Funktionerne Gør Sundhed og aktivitet bedre og Gør kørestolsfunktion bedre sender data fra iPhone og Apple Watch til Apple, så vi kan forbedre vores sundheds- og fitnessfunktioner. Det drejer sig om data fra appsene Sundhed og Aktivitet, bevægelsesmålinger, fitnessapps, du har installeret, din omtrentlige placering, og hvor længe du har brugt Apple Watch. Dataene bruges ikke til andre formål og indeholder ikke personligt identificerbare oplysninger.

Lokalitets­tjenester

Anonymitetsindstil­lingerne i Lokalitetstjenester giver dig en effektiv måde at administrere, hvilke apps der har adgang til din lokalitet.

Læs white paper om anony­mitet for Lokalitetstjenester (PDF)

Lokalitetstilladelser ved brug af apps

Med lokalitetstilladelser kan du bedre kontrollere de lokalitets­oplys­ninger, du deler med apps, ved hjælp af nye fintunede kontrol­funktioner. Du kan vælge at give en app adgang til din lokalitet en enkelt gang, eller hver gang du bruger den.

Omtrentlig lokalitet

Fra og med iOS 14, iPadOS 14 og watchOS 7 kan du vælge, om apps blot skal have adgang til din omtrentlige lokalitet – inden for en radius af ca. 3 km – eller om de skal kende din nøjagtige lokalitet. Det betyder, at du kan bruge apps til at finde restauranter i nærheden eller tjekke den lokale vejrudsigt uden at videregive flere oplys­ninger end højst nød­vendigt.

Notifikationer om sporing i bag­grund­en

Få notifikationer, når en app bruger din lokalitet i baggrunden, så du kan beslutte, om du vil opdatere din tilladelse. Notifikationer om sporing i baggrunden omfatter et kort, der viser dig de steder, hvor en app har brugt din lokalitet i baggrunden.

Anonymitets­forbedringer til Wi‑Fi og Bluetooth

Fra og med iOS 13 og iPadOS 13 begrænser API-ændringer de typer apps, der kan se navnene på Wi‑Fi-netværk, som du opret­ter for­bindelse til, hvilket gør det sværere for apps at bestemme din lokalitet uden dit samtykke. For at beskytte dig mod apps, der bruger Bluetooth til at bestemme din lokalitet uden dit samtykke, indeholder iOS og iPadOS kontrol­funktioner, så en app skal spørge, før den får adgang til Bluetooth til andre formål end at afspille lyd. Og i Bluetooth-indstil­lingerne kan du ændre, om en app altid har adgang.

Lokalitetsstyring til delte billeder

I macOS, iOS og iPadOS kan du selv bestemme, om du vil medtage lokaliteten, når du deler et billede – hvad enten du deler det med en ven eller med en app.

Log ind
med Apple

Log ind i apps og på websites hurtigt og nemt, uden at Apple sporer din aktivitet eller opret­ter en profil på dig.

Læs det tekniske indlæg om Log ind med Apple (PDF)

Log ind med din Apple‑konto

Når du bruger funk­tionen Log ind med Apple, kan du logge ind i apps og på websites med den Apple‑konto, du allerede har. Når du bruger Log ind med Apple, kan de fleste websites og apps kun anmode om dit navn og din mailadresse. Og Apple hverken sporer eller opret­ter en profil på dig, når du bruger Log ind med Apple.

Skjul din mailadresse

Hvis du ikke vil dele din mailadresse med en bestemt app eller et bestemt website, kan du vælge at skjule den. Du kan også vælge at få Apple til at opret­te en særlig mailadresse, som videresender mails til din rigtige mailadresse.

Tofaktorgodkendelse

Log ind med Apple kræver, at din Apple‑konto er beskyttet af tofaktor­godkendelse, så adgangen til dine konti i dine yndlingsapps er mere sikker.

Opdater apps til Log ind med Apple

Appudviklerne kan gøre det muligt for dig at opdatere dine eksisterende appkonti, så du kan bruge Log ind med Apple. Så kan du nemt og hurtigt logge på dine konti ved hjælp af Face ID eller Touch ID og benytte dig af Apples tofaktorgodkendelse for at opnå større anonymitet og sikkerhed uden at skulle oprette en ny konto.

Under­holdning

Vores underholdnings­tjenester bruger oplys­ninger om, hvad du lytter til, ser og spiller, så vi kan give dig en mere personlig oplev­else. Men Apple opbygger ikke en detaljeret profil af din aktivitet på de forskel­lige tjenester.

Apple Music

Apple Music indeholder ikke reklamer fra eller for andre virksomheder. For at sikre, at det personligt tilpassede indhold i Lyt nu, Autoafspil, person­lige mixes og tips om nye udgivelser matcher din musik­smag, indhenter Apple visse oplys­ninger om din aktivitet, når du browser og afspiller musik. Dette er nærmere beskrevet under indstilling i “Om Apple Music og anony­mitet”. I de tilfælde hvor Apple Music er forpligtet til at dele visse indsamlede data med partnere, f.eks. pladeselskaber for at kunne udbetale royalties til kunstnere, sker det med brancheførende beskyttelse af din anony­mitet.

Apple Music deler ikke data med partnere med nogen form for bruger- eller enheds­identifikation. Hvis du ikke vil gemme din musiksamling på vores servere, kan du bare fravælge iCloud-musikbibliotek. iOS og iPadOS giver dig kontrol over, hvilke apps der har adgang til din Music-konto og tilhørende oplys­ninger. Hvis du tilvælger Apple Music-venner, kan I dele jeres yndlingsmusik – du bestem­mer selv, hvilke venner der kan se musikken på din profil. Apple Music har kun adgang til de kontakter, du specifikt vælger at føje til Apple Music-venner, og ikke hele din kontaktliste.

Læs mere om Apple Music og anony­mitet

Apple TV

For at kunne tilbyde personligt tilpassede anbefalinger og forbedre din Apple TV-oplevelse indsamler Apple oplys­ninger om dine køb, downloads og aktiviteter i Apple TV‑appen, herunder hvad du ser i Apple TV‑appen, tilknyttede apps og din lokalitet. Du kan vælge at dele, hvad du ser i tilknyttede apps, for at samle alt dit indhold, og du har kontrol over den visningshistorik, som Apple bruger til at give dig personligt tilpassede anbefalinger. Du kan helt slette den visningshistorik, Apple har fra tilknyttede apps, eller vælge at slette den app for app.

Læs mere om Apple TV-appen og anony­mitet

Apple Arcade

Apple Arcade-spil indsamler ikke person­lige oplys­ninger om dig eller sporer oplys­ninger om, hvordan du spiller, uden din tilladelse. Spil i Apple Arcade indeholder ingen reklamer, og du bliver ikke sporet af tredjeparter.

Læs mere om Apple Arcade og anony­mitet

App Store

Enhver app i App Store skal følge strenge retningslinjer for beskyttelse af din anonymitet, og de skal selv indberette en opsummering af, hvordan de bruger dine data. Og apps skal bede om din tilladelse, før de får adgang til ting som dine billeder eller din placering.

Retningslinjer for Apps

I App Store kræver Apple, at programudviklerne følger bestemte retningslinjer, der er udformet med henblik på at beskytte brugernes anony­mitet og sikkerhed. Apple kræver også, at alle apps skal indeholde en anony­mitetspolitik, som du har mulighed for at læse igennem. Når Apple bliver opmærksomme på en app, der er i modstrid med vores retningslinjer, skal udvikleren gøre noget ved problemet – ellers bliver appen fjernet fra App Store. Apps gennemgår en kontrolprocedure, før de bliver tilgængelige i App Store.

Læs mere om kontrolproceduren for apps (PDF)

Oplysninger om anonymitet i App Store

Det er obligatorisk for udviklerne at oplyse, hvordan de bruger dine data, f.eks. brugsdata, kontakt­oplys­ninger eller geografisk placering, og om disse data bliver brugt til at spore dig. Du kan til enhver tid se den enkelte udviklers eget anony­mitetsmærkat på appens produktside i App Store, også inden du vælger at downloade. Det er en del af en vedvarende indsats for at skabe større gennem­sigtighed og give dig mere kontrol over dine data, og Apple vil løbende forbedre dette område og samarbejde med udviklerne om at sørge for, at brugerne kan træffe informerede valg.

Læs mere om anony­mitetsmærkater i App Store Se, hvordan Apples egne apps og pro­gram­mer håndterer dine data

Tilladelser for Apps

Når du installerer en app på din enhed, beder den om tilladelse, første gang den forsøger at få adgang til oplys­ninger som f.eks. din lokalitet eller dine billeder. Du kan ændre de tilladelser, du tidligere har givet. Og med iOS 11 eller nyere og iPadOS kan du vælge, at en app kun kender din placering, mens du bruger den. Apple sørger også for, at der er visse typer data på din enhed, som apps ganske enkelt ikke kan få adgang til. Og en app kan på ingen måde bede om fuld adgang til alle dine oplys­ninger.

Appklip

Når du bruger et appklip, må udviklerne kun bede om en begrænset mængde data. Når et appklip har brug for adgang til din placering, dit kamera eller andre følsomme data, kræver det samme tilladelse fra dig som med den fulde version af appen. Du kan også vælge at give alle appklip adgang. Appklip må ikke bede om tilladelse til at spore dig på tværs af andre virksomheders apps og websites. Det er kun den fulde appversion, der kan det.

Appsporing

Med afsnittet om appsporing i Indstillinger er det nemt for dig at se, hvilke af dine apps der har tilladelse til at spore dig. Det giver dig mulighed for at ændre dine præferencer og fravælge, at apps beder om din tilladelse fremover. iOS 14.5 og iPadOS 14.5 eller nyere kræver, at udviklerne skal have din tilladelse, før de sporer din aktivitet på tværs af andre virksomheders apps og websites med henblik på reklamer eller deling med datahandlere.

iCloud

Det, du gemmer i iCloud, er beskyttet med brancheførende kryptering, anony­mitet og sikkerhed. Udviklere har ikke adgang til din Apple‑konto.

Datakryptering

iCloud sikrer dine oplysninger, f.eks. billeder, kontakter og noter, ved at kryptere dem under overførsel, gemme dem i et krypteret format og beskytte dine krypteringsnøgler i Apples datacentre. Både Apple- og tredjepartsdatacentre kan bruges til at gemme og behandle dine data. Ved behandling af data, der er gemt i et tredjepartsdatacenter, får Apple-software kun adgang til krypteringsnøgler, der kører på sikre servere, og kun mens de udfører den nødvendige behandling. Som et ekstra sikkerhedslag kan du aktivere Avanceret databeskyttelse. Denne funktion bruger end-to-end-kryptering til at sikre, at iCloud-data i mange kategorier kun kan dekrypteres på dine godkendte enheder, så dine oplysninger er beskyttede, selv i tilfælde af en datalæk i skyen.

Læs mere om iCloud-datakryptering

Tofaktorgodkendelse

Tofaktorgodkendelse er et ekstra sikkerhedslag til din Apple‑konto. Funktionen er udviklet til at sikre, at du er den eneste, der har adgang til din konto – selv hvis en anden skulle kende din adgangs­kode. Det er nemt at indstille og nemt at bruge.

Læs mere om tofaktorgodkendelse

iCloud-deling

Med iCloud-deling deles brugernes identiteter ikke med nogen, der ikke er inviteret til og har accepteret en privat deling. Navnene på dine delte filer samt det for- og efternavn, der er tilknyttet din Apple‑konto, kan ses af alle, der har adgang til delingslinket, inklusive Apple. I iOS 11 eller nyere, iPadOS og macOS High Sierra eller nyere synkroniserer end-to-end-kryptering i iCloud visse typer person­lige data, f.eks. dine oplys­ninger fra appen Sundhed, på tværs af alle dine enheder. Det gøres på en måde, så Apple ikke kan læse eller tilgå dem.

CloudKit

CloudKit er en måde for tredjeparts­udviklere at bruge iCloud-lagring i deres egne apps. CloudKit hjælper med at holde dine præferencer, indstil­linger og appdata opdateret på alle dine enheder. Udviklere bruger CloudKit til at gøre det nemmere for dig at bruge deres apps, fordi du ikke behøver at logge ind separat. Som standard har udviklere ikke adgang til din Apple‑konto, men bare en unik identifikator. Hvis du giver tilladelse til det, kan udviklere bruge din mail, så andre kan finde dig i deres app. Men du har altid kontrollen over disse tilladelser, og du kan når som helst slå dem til eller fra. Dine data knyttet til CloudKit bliver ikke delt med udviklere, medmindre du vælger at lave offentlige delinger eller opslag.

Kontakter til kontogendannelse

Vælg én eller flere personer, du har tillid til, som din kontakt til konto­gendannelse. Så kan de hjælpe dig med at nulstille din adgangs­kode og få adgang til din konto igen. Apple ved ikke, hvilke kontakter du har tillid til, kun om du har valgt nogen.

Ordning om digital arv

Gennem ordningen om digital arv kan du udpege bestemte personer, som skal have adgang til din konto og dine person­lige oplys­ninger i tilfælde af din død. Apple ved ikke, hvem dine arvekontakter er, kun om du har udpeget nogen.

iCloud+

iCloud+ indeholder fantastiske funktioner, der beskytter din anonymitet, når du er på nettet eller bruger din mail.

Skjul min e-mailadresse

Skjul min e-mailadresse giver dig mulighed for at opret­te unikke, vilkårlige mail­adresser, som videresender mails til din person­lige indbakke, så du kan sende og modtage mails uden at dele din rigtige mailadresse.

Privat datatrafik med iCloud

Privat datatrafik med iCloud er en tjeneste til anony­mitet på nettet, som bruger en innovativ flertrinsarkitektur, hvor brugernes anmodninger sendes gennem to separate kanaler til datatrafik på nettet, som drives af forskel­lige enheder. Det betyder, at ingen enkeltpart – heller ikke Apple – kan se eller indsamle oplys­ninger om brugernes browsinghistorik.4

Læs om, hvordan Privat datatrafik med iCloud beskytter brugernes anonymitet på nettet (PDF)

CarPlay

Alle de strenge forholdsregler for anony­mitet, som er indbygget i din iPhone og dine apps, findes også i CarPlay. Og anonymitets­opdateringerne i iOS gælder også CarPlay.

Minimering af data

Når du bruger CarPlay, er det din iPhone, der driver alle de apps, du kan se, og ikke bilen. Det betyder, at Apple kun sender begrænsede metadata til bilen for at gøre oplev­elsen helstøbt, og kun når disse metadata er vigtige for at kunne levere tjenesten. Sangoplys­ninger kan f.eks. blive videregivet for at vise den sang, du lytter til, og kontakten eller opkaldstids­punktet for dit aktuelle opkald vises muligvis på instrumentbrættet eller frontrude­projektionen, så du bedre kan se nyttige oplys­ninger.

Apps fra tredjeparter

Apps fra tredjeparter til lyd, beskeder, stemmestyrede opkald og navigation fungerer i CarPlay på samme måde som de apps, bilproducenterne udvikler til deres egne biler. Da de kører på din iPhone, gælder al den beskyttelse, der gælder for apps fra tredjeparter i iOS, også for CarPlay. Og Apple kræver altid, at apps fra tredjeparter skal indeholde en anony­mitetspolitik, som du har mulighed for at læse igennem.

Hjem

Hjem-appen bruger kryptering til at beskytte de oplysninger, du sender til HomePod og alt dit intelligente HomeKit- og Matter-tilbehør til hjemmet. Apps, der anvender HomeKit, er underlagt nogle krav i henhold til vores udvikleraftale.

Kryptering

Data, der er tilknyttet dit hjem, krypteres og lagres på en sådan måde, at Apple ikke kan læse dem. De krypteres også, når de overføres mellem din Apple-enhed og de enheder, du styrer i hjemmet. Også når du fjernstyrer dit tilbehør. Optagelser fra sikkerheds­kameraer, der bruger Sikker HomeKit-video, analyseres privat på dine Apple-enheder derhjemme og sendes derefter sikkert til iCloud gennem end-to-end-kryptering.

Beskyttelse af lokalitet

Når en app udfører automatiske handlinger på baggrund af din lokalitet – som f.eks. at tænde lyset i huset – bliver disse handlinger startet af Apples Hjem-økosystem, så din lokalitet er usynlig for appen. Du kan også deaktivere brugen af din lokalitet når som helst.

Beskyttelse af apps

Apps, der anvender HomeKit eller Matter, er begrænset af vores retningslinjer for udviklere, så de udelukkende bruger data til hjemme­konfiguration eller automatiserings­tjenester.

Vilkårlige identifikatorer

Anmodninger via Siri, blandt andet for at betjene dit intelligente tilbehør i hjemmet, tilknyttes en vilkårlig identifikator og ikke din Apple‑konto. På den måde forbliver du anonym.

Sikker HomeKit-video

Sikker HomeKit-video i iOS 13 og iPadOS 13 eller nyere sikrer, at aktivitet, der registreres af dine sikkerheds­­kameraer, analyseres og krypteres af dine Apple-enheder derhjemme, inden de gemmes sikkert i iCloud.

Matter

Apples Matter-implementering omfatter innovative funktioner til anony­mitet og sikkerhed. De er designet til at give dig kontrol over dine oplevelser i det intelligente hjem og forbedre funktiona­liteten mellem apps og økosystemer.

Når nyt Matter-tilbehør tilsluttes, opretholder iOS og iPadOS det højeste niveau af anonymitet og sikkerhed. Du ved altid, hvilket tilbehør der tilsluttes i hjemmet, og har fuld kontrol over netværket i dit intelligente hjem. Ligesom med dine lokalitets­oplysninger, kontakter, billeder og din kalender skal apps bede om adgang for at føje tilbehør til dit hjem.

HomeKit-kompatible routere

Med HomeKit-kompatible routere kan du se og styre internet­trafikken på dit øvrige tilbehør, både i hjemmet og via internettet.

Børn og familier

Funktioner som Sikker kommunikation, Skærmtid, Familiedeling og Apple-udviklede undervisnings­apps er designet til at beskytte børn og give forældre og lærere kontrol over, hvad børn kan få adgang til og dele.

Beskyttelse af børn

Sikker kommunikation beskytter børn, der modtager eller forsøger at sende billeder og videoer, der indeholder nøgenhed. Forældre kan administrere Sikker kommunikation via Familiedeling.

Indhold med nøgenhed bliver sløret, og barnet modtager en advarsel med hjælpsomme råd samt besked om, at det er okay ikke at ville åbne billedet eller videoen. Der er lignende beskyttelsesforanstaltninger, hvis barnet selv forsøger at sende billeder eller videoer, som indeholder nøgenhed. I begge tilfælde får barnet mulighed for at sende en besked og få hjælp fra en person, barnet stoler på. Advarslerne virker i Beskeder-appen, i FaceTime-videobeskeder og i AirDrop, samt når der modtages kontaktplakater i Telefon-appen, og når billedvælgeren bruges til at vælge, hvilket indhold der skal sendes.

Al billed- og videobehandling for Sikker kommunikation foregår på enheden, så hverken Apple eller tredjeparter får adgang til indholdet. Billeder og videoer bliver analyseret for at vurdere, om de indeholder nøgenhed. Der er end-to-end-kryptering, og oplysninger om fund af indhold med nøgenhed forlader ikke enheden. Apple har ikke adgang til beskederne, og der bliver ikke sendt notifikationer til forældrene eller andre.

Familiedeling

Med Familiedeling kan forældre få indsigt i deres børns aktiviteter og indhold på Apple-enheder. Børn kan også få deres egen Apple‑konto med samtykke fra en forælder. Ud over funktionerne i Sikker kommunikation, der hjælper forældre med at forhindre deres børn i at se eller dele indhold med nøgenhed, har Apple udviklet værktøjer som Spørg før køb. Denne funktion giver forældre mulighed for at godkende download af apps eller køb i apps, så de har kontrol over, hvad børnene køber med deres Apple‑konto.

Skærmtid

Du kan bruge Skærmtid til at få et overblik over, hvor meget tid børnene bruger i apps og på websites, så du kan vælge, om der skal ændres på noget. Aktivitetsrapporter giver dig et detaljeret overblik over deres brug af apps, notifikationer, og hvor tit enheden er blevet brugt – og oplys­ningerne kan kun ses af dig, dine børn og dem, du vælger at dele oplys­ningerne med. Du kan også indstille den mængde tid, du og dine børn kan bruge hver dag i bestemte apps og på bestemte websites.

Læs mere om Skærmtid

Undervisningsapps

Apple sælger ikke oplys­ninger om elever, og vi deler dem ikke med tredjeparter med henblik på markedsføring eller reklamer. Apple hverken indsamler, bruger eller videregiver elevoplys­ninger fra Apple School Manager, Skolearbejde-appen, Klasseværelse-appen, iTunes U eller administrerede Apple‑konti til formål, der ikke er relevante for elevernes undervisning. Apple sporer heller ikke elever eller udarbejder profiler ud fra indholdet af deres mails eller de hjemme­sider, de besøger. Forældrene kan beslutte, om de ønsker, at deres barn skal deltage, og eleverne har adgang til deres egne data på deres enheder.

Læs mere om anony­mitet og sikkerhed i under­vis­ningen Se ISO-certificeringer

Student Privacy Pledge (forpligtelse over for elevers privatliv)

For at yde den bedst mulige beskyttelse af elevernes og lærernes anony­mitet er alle relevante aftaler og processer i overensstemmelse med EU’s persondataforordning. Derudover har Apple skrevet under på Student Privacy Pledge (forpligtelse over for elevers privatliv), som yderligere understreger vores indsats for at beskytte de oplys­ninger, der deles mellem elever, forældre og lærere på skolerne.

Læs Student Privacy Pledge

Apps til børn og App Store

Apple har retningslinjer, der skal beskytte brugernes anony­mitet og sikkerhed i forhold til alle apps. For apps i kategorien Børn stiller vi krav om yderligere sikkerheds­foranstaltninger, der kan medvirke til at beskytte børns data og forhindre upassende reklamer. Vi mener, at når forældre downloader en app til deres børn fra kategorien Børn, bør de have indblik i, hvordan deres børns brug af enheden evt. kan blive videresendt, og tillid til, at deres børn ikke vil blive udsat for upassende reklamer.

Indbygget beskyttelse af din anony­mitet.

Anonymitet er en grundlæggende del af designprocessen. Vi indarbejder beskyttelsesforanstaltninger i alle Apples produkter, apps og tjenester.

Minimering af data

Hos Apple vil vi kun indsamle de person­lige oplys­ninger, der er nødvendige for at levere det, du har brug for. Når det er muligt, behandler og analyserer Apple person­lige data på din enhed. I tilfælde, hvor der er brug for specifikke person­lige oplys­ninger, minimerer vi den mængde, vi bruger til at levere den tiltænkte tjeneste – som for eksempel din lokalitet, når du søger i Kort. Apple opbevarer ikke en detaljeret brugerdataprofil af din aktivitet på tværs af alle vores produkter og tjenester for at kunne levere målrettet annoncering.

Enhedens indbyggede intelligens

Apple bruger maskinlæring til at forbedre din oplevelse og din anonymitet ved at bruge enhedens indbyggede processorkraft, så andre ikke ser dine data. Vi har brugt det til billed- og scenegenkendelse i Fotos på enheder, tekstforudsigelse på tastaturer og meget mere. For eksempel kan vores A14 Bionic-chip (og nyere) og Neural Engine i iPhone genkende mønstre, lave forudsigelser og lære af erfaringer. Lidt ligesom vi mennesker kan. På den måde kan din enhed skabe personligt tilpassede oplevelser uden at skulle analysere personlige oplysninger på Apples servere. Udviklere kan bruge vores frameworks som f.eks. Create ML og Core ML til at udvikle stærke nye app-oplevelser, der ikke kræver, at dine data forlader din enhed. Det betyder, at apps kan analysere brugerens reaktioner, klassificere scener, oversætte tekst, genkende håndskrift, forudsige tekst, tagge musik og meget mere uden at bringe din anonymitet i fare.

Gennemsigtighed og kontrol

Når Apple indsamler person­lige oplys­ninger, er vi klare og gennemsigtige omkring processen. Vi sørger for, at du ved, hvordan dine person­lige oplys­ninger bliver brugt, og hvordan du til enhver tid kan fravælge det. Du får vist oplys­ninger om data og anony­mitet på en måde, så du bedre kan se, hvordan Apple vil bruge dine person­lige oplys­ninger – før du logger ind eller begynder at bruge nye funktioner. Vi har også en række særlige værktøjer til beskyttelse af anony­miteten på vores side med oplys­ninger om data og anony­mitet. For eksempel kan du i iOS 14 eller nyere vælge at give en app adgang til præcis de billeder, du vælger. Og du får en notifikation, når en app bruger din lokalitet i bag­grund­en, så du kan beslutte, om du vil opdatere din tilladelse.

Besøg din side med oplys­ninger om data og anony­mitet

Beskyttelse af din identitet

Apple har udviklet tekno­logier, der hjælper med at skjule din identitet, når data skal overføres til Apples servere. Nogle gange bruger vi vilkårlige identifikatorer, så dine data ikke bliver tilknyttet din Apple‑konto. Vi er også gået forrest i brugen af differentieret anony­mitet for at forstå adfærdsmønstre, sam­tidig med at vi beskytter den enkelte brugers anony­mitet. Hvis du vælger at sende Apple analysedata om brugen af din enhed, identificerer de indsamlede oplys­ninger dig ikke personligt. Når de person­lige oplys­ninger indsamles, bliver de enten slet ikke registreret, fjernet fra rapporter, før de sendes til Apple, eller beskyttet med metoder som f.eks. differentieret anony­mitet. Teknikker som disse hjælper os med at levere og forbedre tjenester, sam­tidig med at vi beskytter din anony­mitet.

Læs white paper om differentieret anony­mitet (PDF)

Datasikkerhed

Uden beskyttelse af sikkerheden er der ingen anony­mitet. Alle Apple-enheder kombinerer hardware, software og tjenester, der er udviklet til at fungere sammen og give maksimal sikkerhed og en gennemskuelig brugeroplev­else. Specialudviklet hardware – som f.eks. Secure Enclave i iPhone, iPad og Mac – rummer vigtige sikkerheds­funktioner såsom datakryptering. Software­beskyttelse medvirker til at beskytte styresystemet og apps fra tredjeparter. Tjenesterne omfatter en ordning til sikre og rettidige softwareopdateringer, de giver et sikrere app-økosystem, sikker kommunikation og betalinger og leverer en sikrere oplev­else på nettet. Apple-enheder bidrager ikke kun til at beskytte enheden og de opbevarede data, men hele økosystemet, herunder det du foretager dig lokalt, på netværk og via vigtige webtjenester.

Læs mere om sikkerheden på Apples platforme

Vores værdier viser vejen.