Zwolle, by nær floden IJssel og hovedstad i den hollandske provins Overijssel 85 km øst for Amsterdam; 112.000 indb. (2005).Der er bl.a. metal- og bygningsindustri samt kemisk industri. Den gamle by, der afgrænses af kanaler, domineres af pladserne Grote Markt og Grote Kerk Plein, adskilt af domkirken Grote Kerk fra 1400-t.s første halvdel. Der findes yderligere en række gamle bygninger som fx rådhuset, kirken Onze Lieve Vrouwekerk med et 91 m højt tårn og byporten Sassenpoort. Desuden er der flere museer og teatre.
Zwolle fik stadsrettigheder i 1230, og den blev hansestad i 1407. I 1300- og 1400-t. var byen et centrum for fromhedsbevægelsen devotio moderna. Den tilsluttede sig De Forenede Nederlandes oprør mod Spanien i 1579 og blev fæstningsby i 1591.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.