Versjon 47 av Voltaire – Store norske leksikon

Voltaire var en fransk forfatter og filosof. Han regnes som den fremste representanten for opplysningstiden i Frankrike samt 1700-tallets mest innflytelsesrike skikkelse i Europa. Navnet Voltaire er et pseudonym for François-Marie Arouet.

Hans fremste kampsak som filosof var toleranse. Likevel huskes han som en foregangsmann for den franske revolusjon. Som forfatter huskes han i dag for sine filosofiske fortellinger hvorav Candide fra 1759 er den mest kjente. I sin samtid var han imidlertid først og fremst kjent som tidens største tragedie-forfatter ved Comédie-Française.

Biografi

Voltaire kom fra en borgerlig familie i Paris og fikk sin utdanning hos jesuittene, som ga ham en grundig skolering i klassisk kultur. Som 20-åring gjorde han seg bemerket i salongene, som siden presiøsitetens tid var en viktig arena der dikterne kunne pleie kontakten med øvrigheten.

Voltaire gikk derimot for langt i sine satiriske dikt om regenten Filip av Orléans og ble derfor fengslet i Bastillen. Der skrev han sitt første verk med signaturen Voltaire, tragedien Oidipe fra 1718, som ble en publikumssuksess. I 1726 havnet Voltaire i Bastillen på nytt etter en konflikt med en adelsmann. Han fikk slippe ut på den betingelsen at han forlot landet. Dermed dro han til England. Her satte Voltaire seg inn i naturvitenskap og moderne erfaringsfilosofi.

Ved tilbakekomsten skrev han Lettres philosophiques sur les Anglais fra 1734, en beskrivelse av engelske forhold som innebar en indirekte kritikk av de franske. Dette verket var både årsak til og symptom på den franske opplysningstidens voksende anglomani. Det Voltaire her særlig verdsetter ved nabolandet er dets toleranse for flere trossamfunn, dets liberale politikk og handel samt Isaac Newton med hans teorier om gravitasjonskraften.

Verket kom ut uten det franske sensurapparatets godkjenning og ble umiddelbart dømt til å brennes, samtidig som det kom en ny arrestordre på Voltaire. Han søkte da tilflukt hos sin nye elskerinne, forfatteren og Newton-oversetteren Émilie, markisen av Châtelet, i hennes slott i Champagne. Her dyrket han sitt forfatterskap i tillegg til å drive naturvitenskapelige eksperimenter.

Etter elskerinnens død i 1749 fulgte Voltaire en oppfordring fra Fredrik 2 av Preussen om å slå seg ned hos ham. Her skrev han sitt mest kjente historiske verk, Le Siècle de Louis XIV fra 1751, som roser den franske kulturen under Ludvig den 14. og som har bidratt til at klassisismen huskes som Frankrikes store stilepoke. Av hans øvrige historiske verker kan nevnes Histoire de Charles XII fra 1731 (norsk oversettelse i 1943) om Karl 12 av Sverige. Forholdet til Fredrik 2 ble snart dårlig, og Voltaire forlot Preussen i 1753.

I 1758 kjøpte han et slott og landsbyen Ferney i Frankrike, nær den sveitsiske grensen. Her formet han samfunnet rundt seg etter sine egne filosofiske idealer. Han skrev uten stans og sendte ut bøker, brev og småskrifter med kritikk av de juridiske, religiøse og sosiale forholdene i Frankrike. I 1778 reiste han til Paris der han ble gjenstand for stor hyllest, men han døde kort etter, en måned før sin store motstander, Jean-Jacques Rousseau.

Forfatterskap

Voltaire dyrket en rekke litterære sjangere og var en stor brevskriver. Eposet La Henriade fra 1728 og tragedien Zaïre fra 1732 ble i samtiden betraktet som mesterverker, men ettertiden har vært mer kritisk til dem. Som historieskriver ble han en forløper for senere historikere ved å interessere seg ikke bare for kongene og deres militære bedrifter, men også for folkets liv, økonomi, jordbruk, seder og skikker, diktning og vitenskap. Han avviste også den tanken at historien gjenspeilte Guds forsyn.

Hans filosofiske verker har gjerne en polemisk form, for eksempel Traité sur la tolérance fra 1763 og Dictionnaire philosophique fra 1764. Hit kan også regnes hans filosofiske fortellinger, som Zadig fra 1747 og Candide fra 1759; disse utgjør den mest levedyktige delen av hans forfatterskap. Særlig regnes Candide som en av de store klassikere i fransk litteraturhistorie. Verket er gjennomgående satirisk og handler om en naiv ung manns dannelsesreise. Voltaire selv anså imidlertid disse fortellingene som mindre viktig litteratur og omtalte dem som morsom underholdning («amusements»).

Størsteparten av Voltaires verk preges av troen på at man ved fornuftens hjelp kan skape en harmonisk og lykkelig verden. Mot slutten av hans liv ble menneskesynet mer pessimistisk, og han ble mer opptatt av de lidelsene menneskene aldri kan unngå. Han bekjempet fanatismen i alle dens former, særlig den religiøse, men hans egen kritikk av kristendommen kan likevel av og til nærme seg det fanatiske.

Voltaire var deist, det vil si at han avviste åpenbaringen og den kristne troen, men mente at fornuften kunne vitne om eksistensen av en Gud, «allfornuften» og «allgodheten». Med sin humor, ironi og sin klare og levende fremstillingsevne kjempet han for frihet og toleranse. Hans ideal var det opplyste eneveldet; han mente at enkelte sosiale forskjeller var naturbestemte og at «folket» aldri ville bli i stand til å ta ansvar for styret av et land. Likevel kom hans tanker til å fremme revolusjonens sak, og hans sarkofag ble plassert i de revolusjonære helters mausoleum, Panthéon.

Les mer i Store norske leksikon

Eksterne lenker

Litteratur

Besterman, Theodore: Voltaire, 1969
Brandes, Georg: Francois de Voltaire, 1916-17, 2 b.
Danielsen, Camilla Kolstad, Voltaires filosofiske fortellinger. Potpourri som genrepraksis i Voltaires sene filosofiske fortellinger, doktoravhandling ved NTNU, 2006
Danielsen, Camilla Kolstad, Opplysningens stjerne, 2014, Finn boken
Ekerwald, Carl-Göran: Voltaire : liv och tänkesätt, 2000, isbn 91-1-300852-8
Hagen Kjørholt, Ingvild, Voltaires verdensborgere. En studie av det franske 1700-tallets kosmopolitisme, doktoravhandling ved NTNU, 2012, Om avhandlingen.
Heuvel, Jacques van den: Voltaire dans ses contes, 1967
Nedergaard, Leif: Voltaire : liv & værker, 2001, isbn 87-7876-141-7
Pearson, Roger: Voltaire almighty : a life in pursuit of freedom, 2005
Pomeau, René: Voltaire par lui-même, 1955
Pomeau, René m.fl.: Voltaire en son temps, 1985-94, 5 b.
Ridgway, Ronald S.: Voltaire and sensibility, 1973, isbn 0-7735-0130-4
Voltaire, Candide eller Optimismen, oversatt av Henning Hagerup, 2016, Finn boken
Wade, Ira O.: The intellectual development of Voltaire, 1969

Import fra Lex.dk. Forfatter Jytte Lyngvig

Voltaire var en af de mest indflydelsesrige skikkelser i oplysningstiden. Han var filosof og litterat og skrev i alle genrer: tragedier, digte og romaner, fortællinger og pamfletter samt historiske værker. Der er desuden bevaret over 15.000 breve fra hans hånd.

Voltaire var det kunstnernavn, som han tog og anvendte første gang i 1718.

Voltaires betydning

Voltaire opfattede sig som litterat, og han brugte sin platform og anerkendelse til kritisk at påvirke ikke-litterære områder i sin samtid. Han kæmpede for ”det rigtige” med en vedholdende trang til at protestere og til at handle og havde et stort publikum over hele Europa. Og fordi han var så stor en berømthed, var alt, hvad han foretog sig, interessant.

Han blev en vigtig fortaler for Newtons teorier, der havde svært ved at fortrænge Descartes' paradigme om naturen i Frankrig, og han formidlede teorierne til lægfolk på fransk. Han kæmpede for religiøs tolerance og et retfærdigt retssystem ved at engagere sig i konkrete sager. To af de mest kendte var rehabiliteringen af den henrettede Jean Calas og frikendelsen den dødsdømte Paul-Pierre Sirven, begge ofre for mangel på tolerance og et tvivlsomt retssystem. Desuden udgav han Traité de la Tolerance (Afhandling om tolerancen) i 1763 og en supplerende kommentar til den franske udgave af den italienske strafferetstænker Cesare Beccarias Dei delitti e delle pene (Om forbrydelse og straf) i 1766.

Selvom Voltaire ikke har skrevet et ikonisk ideologisk værk, blev han hyldet af de drivende kræfter bag Den Franske Revolution. I juli 1791 blev hans kiste ført i optog gennem Paris og indsat i Panthéon. De revolutionære magthavere besluttede, at hans drama Brutus fra 1730 skulle opføres hver uge med fri adgang for alle.

Den dag i dag symboliserer han ytringsfrihed og tolerance. Et eksempel på dette så man i 2015 efter attentaterne på avisen Charlie Hebdos redaktion og i et jødisk supermarked i Paris. I solidaritet med de myrdede gik flere millioner mennesker med adskillige verdensledere i front i optog den 11. januar 2015. Langs ruten hang plakater med billedet af Voltaire og sloganet Je suis Charlie.

Voltaires litterære forfatterskab

Voltaires forfatterskab bredte sig over de fleste genrer og dækkede mange emner.

Teater

Voltaire var først og fremmest dramatiker, og han var særligt optaget af tragedien. Han byggede teatre, hvor skuespillere, han selv og gæsterne optrådte. Han skrev mere end 50 skuespil, og af dem blev mere end 30 opført på la Comédie-Française og var store succeser både hos publikum og økonomisk set. Faktisk var det Voltaires stykker, der skabte de fleste indtægter for la Comédie-Française i midten af 1700-tallet. Fra midten af 1800-tallet ebbede interessen for hans teater ud. Hans kamp mod fanatisme og intolerance ses også i hans stykker. I tragedien Zaïre (1732) skildres en kristen kvindes kærlighed mellem kristendom og islam.

Poesi

Fra han var ganske ung, skrev Voltaire digte, både kortere og længere, og han tilføjede gerne små digte til sine breve. Han skrev flere digte på episke versemål, en antik genre, der var særlig krævende på grund af de formelle krav. De vigtigste af disse var hyldestdigtet til Henrik 4., La Henriade (første gang trykt i Amsterdam i 1722 som La Ligue), og La Pucelle d'Orléans (Jomfruen fra Orléans), trykt i 1755. Digtet var kontroversielt, fordi det beskrev Jeanne d'Arcs liv og historie på et tidspunkt, hvor hun stadig blev anset for at være kætter.

Historie og kulturhistorie

Voltaire var en frontløber, når det gjaldt historieskrivning. Han forholdt sig kritisk til kilderne og brugte øjenvidner i det omfang, det var muligt. Hans første værk var Histoire de Charles XII (Karl 12.s historie) fra 1731, der beskrev den svenske Karl 12.s liv og krige. Det næste værk var Le Siècle de Louis XIV (Ludvig 14.s århundrede) fra 1751, en beskrivelse af Ludvig 14.s regeringsperiode.

Essai sur les mœurs et l'esprit des nations (Afhandling om sæder og skikke og nationernes ånd) fra 1756 var en kulturhistorisk syntese af verdenshistorien. Den omfattede også Orienten og koloniseringen og anerkendte den kulturelle rigdom og mangfoldighed.

Naturvidenskab

Voltaire ønskede, at lægfolk skulle kende Newtons teorier. Han havde mødt dem i England og var blevet begejstret over enkelheden og deres empiriske fundering. Det blev til tre breve i Lettres Philosophiques (Filosofiske breve) fra 1734. Nogle år efter skrev han Éléments de la philosophie de Newton (Elementer af Newtons filosofi) fra 1738, der var en grundigere beskrivelse skrevet på fransk for interesserede lægfolk.

Den store franske Encyklopædi og Voltaires opslagsværker

Voltaire bidrog med 45 artikler til den store franske Encyclopédie udgivet i perioden 1751-1772. Han støttede projektet men var skeptisk over for, om værket kunne få stor oplysende udbredelse, da det var meget dyrt at anskaffe. Han skrev derfor selv flere opslagsværker med kortere artikler, der var til at betale for de mange.

Det første var ikke et opslagsværk men den fiktive brevsamling Lettres philosophiques fra 1734, der beskrev forskellige forhold i det progressive engelske samfund.

Dictionnaire philosophique portatif (Bærbar filosofisk leksikon) fra 1764 var en alfabetisk samling af korte opslag, som Voltaire udvalgte, og som præsenterede hans position i forhold til mange forskellige områder. Eksempler på disse er ateisme, inkvisition, krig, kristendom, kærlighed, lighed og sjæl. Ordbogen udkom i mange udgaver og hver gang med flere opslag.

Det mest omfangsrige af værkerne var Questions sur l’Encyclopédie (Spørgsmål om Encyklopædien) fra 1770-1772 i ni bind plus et supplementsbind med mere end 400 opslag. Dette værk var ikke blot var i artikelform men bestod også af fortællinger, digte og dialoger.

Filosofiske romaner og fortællinger

Voltaire skrev godt 30 små romaner og fortællinger. De var morsomme, ironiske og lettilgængelige kommentarer til store spørgsmål af religiøs, etisk eller moralsk karakter og til verdens uforståelighed i al almindelighed. De mest kendte er Candide ou l'Optimisme (Candide eller den bedste verden) fra 1759, som handler om den naive optimists møde med den verdens grusomheder i alle afskygninger, og Zadig ou la Destinée (Zadig eller Skæbnen) fra 1747 om en ung mands omtumlede skæbne skabt af uforudsigelighed i tilsyneladende forudsigelige situationer.

I kortromanen L’Ingénu (1767, oversat til dansk i 1888 og 1972 under titlerne henholdsvis Naturmennesket og Den troskyldige) skildres en ung canadisk indfødt mands erfaringer og undren over de franske tilstande, alt sammen i en underholdende form, der ikke mister den kritiske brod.

Pamfletter

Voltaire var også debattør. Han var særlig ivrig, når han selv blev kritiseret, eller når der blev fremsat synspunkter, han var uenig i. Så blandede han sig i debatten med pamfletter. Det var debatindlæg, der oftest var skrevet polemisk og ironiserende, og som ikke blot forfulgte ”sagen” men også ”manden”. Han havde fjender, som Fréron og La Baumelle, men endnu flere, der blot irriterede ham, som filosoffen Jean-Jacques Rousseau.

Voltaires breve

Halvdelen af sin levetid levede Voltaire i eksil. Derfor var breve hans eneste mulighed for at opretholde forbindelsen med Paris, der var centrum for kultur og magt, og med toneangivende og indflydelsesrige personer over hele Europa.

Breve var dengang ikke blot en privat kommunikation mellem to parter. De blev i nogle tilfælde læst op eller kopieret, og nogle blev også trykt og blev på denne måde offentlige. Der er lige nu registreret over 15.000 breve fra Voltaires hånd, og man ved, han har skrevet flere. Brevene gjorde, at han trods sin eksiltilværelse var til stede med sine meninger og holdninger, og at han sikrede sig ikke at blive glemt. Brevene udgør dermed et litterært værk i sig selv.

Voltaires biografi

Voltaire blev født i 1694 som den yngste af tre overlevende børn med forældre fra borgerskabet. Han var elev i en af Frankrigs bedste skoler, Le Collège Louis-le-Grand, og vandt mange af skolens priser i poesi og prosa. Allerede som 12-årig skrev han et digt, der blev overrakt kongen.

Som ganske ung fik han bekendte og beundrede fra aristokratiet og adgang til deres saloner. Det var særligt hans talent for poesi og hans drillende ironi, der blev værdsat, men det var ikke uden problemer. Den rolle, han påtog sig, var ikke kun at være den dygtige poet men også at være den provokerende. Det bragte ham i vanskeligheder, og i maj 1717 blev han indsat i Bastillen, hvor han sad i 11 måneder. Her færdiggjorde han tragedien Œdipe (Ødipus) og arbejdede på det store episke digt om Henrik 4., La Henriade. Disse to værker sikrede hans litterære position. I årene efter succesen med Œdipe skrev han dramaer og poesi, og i 1725 blev han inviteret til at opføre tre af sine stykker i forbindelse med Ludvig 15.s bryllup.

Eksilet i England og tiden efter

I begyndelsen af 1726 blev han dog involveret i en kontrovers med en adelsmand, Chevalier de Rohan, hvorefter han blev sendt i eksil i England. Landet var på dette tidspunkt et af de mest progressive i Europa som resultat af borgerkrigene i 1600-tallet og the Glorious Revolution i 1688. Voltaire blev optaget i selskabslivet og lærte sig engelsk. Han oplevede religiøs tolerance, en udbredt anerkendelse af handelsfolk, kunstnere og videnskabsfolk og stiftede bekendtskab med Newtons teorier.

Da han kom tilbage til Frankrig, beskrev Voltaire, hvad han havde iagttaget om det engelske samfund i Lettres philosophiques. De franske magthavere læste den fiktive brevsamling som en massiv kritik af det franske samfund, selvom den formodentlig blot skulle have været en ironisk kommentar. Bogen blev forbudt og brændt af bødlen, og der blev udstedt en arrestordre på Voltaire, som flygtede til det nordøstlige Frankrig, hvor han slog sig ned på slottet Cirey sammen med Mme du Châtelet. Her boede han indtil 1749.

Den ældre mand

I 1749 døde Émilie du Châtelet, og Voltaire flyttede til Frederik 2.s hof i Potsdam. Men efter en konflikt med den franske matematiker Pierre Louis Moreau de Maupertuis, der var præsident for det preussiske videnskabsakademi, måtte han imidlertid forlade hoffet igen. Han bosatte sig nu i Ferney, nær Genève, sammen med sin niece, Mme Denis. Her købte han en ejendom i sin nieces navn at skattemæssige årsager i 1758. De eksisterende bygninger blev revet ned, og i 1761 flyttede han ind i sin nye bolig, der i 1766 blev udvidet. Ejendommen omfattede herefter et mindre slot, en lille kirke og et teater samt anlagte haver. Her levede han sammen med sin niece resten af sit liv. Ferney blev herved et sted, som mange europæiske intellektuelle besøgte.

Jordskælvet i Lissabon i 1755 rystede hele Europa. Kristne udlagde det som Guds straf eller som en hændelse, der havde en mening trods tragedien. Voltaire accepterede ingen af forklaringerne, og som reaktion skrev han derfor først et længere digt (Poème sur le désastre de Lisbonne, 1756, på dansk Jordskælvet i Lissabon, 2018) og i 1759 den kritiske ironiske roman Candide, et større opgør med Forsynet, som blev en stor succes i hele Europa.

I disse år blev hans kamp mod den katolske kirkes magt og indflydelse også mere intens, og han brugte ofte udtrykket écrasez l’infâme (knus den afskyelige) i breve til nære venner. Hans kamp mod religiøs intolerance var også meget konkret, idet han engagerede sig i at få uskyldigt og urimeligt dømte frikendt. Den mest kendte af disse sager Calas-sagen, hvor protestanten Jean Calas blev henrettet i 1762 for mord på sin søn og med Voltaires indsats fuldstændig rehabiliteret i 1765. I forbindelse med denne kampagne skrev han i 1763 Traité sur la Tolérance (Afhandling om tolerance).

Han var en gammel mand, da han endelig fik tilladelse til at komme tilbage til Paris. Her blev han modtaget med begejstring og tilbragte de sidste fire måneder af sit liv. Hans sidste brev er dateret den 26. maj 1778, kun fire dage før han døde. Det indeholder en lykønskning til sønnen til én af de mange, han havde forsvaret mod retssystemets uretfærdighed.

Læs mere i Lex

Litteratur

Nedergaard, Leif (2001), Voltaire: liv & værker, København: Hans Reitzels Forlag.
Brandes, Georg (1916-17), François de Voltaire, København: Jespersen & Pio.
Cronk, Nicholas (2017), Voltaire: a very short introduction, Oxford: Oxford University Press.