pinsebevægelsen

Pinsebevægelsen er en række vækkelsesbevægelser inden for de kristne menigheder og kirkesamfund, der opstod i 1900-tallet. Et fællestræk er karismatiske fænomener som tungetale, åndsdåb og helbredelse ved bøn, som de er skildret på pinsedagen (Ap.G., kap.2) og i de ældste menigheder (1.Kor., kap. 12 og 14).

De fleste vækkelser opstod i angelsaksiske baptist- og metodistmenigheder; fra Wales i 1904-1905 bredte en vækkelse sig til USA med et centrum i Los Angeles fra 1906; vækkelsen udgav avisen The Apostolic Faith. Fra USA bredte bevægelsen sig hurtigt til Skandinavien, Tyskland og Storbritannien via Thomas B. Barratts indsats. Filadelfiamenigheden i Stockholm, ledet af Lewi Pethrus, var i de følgende årtier verdens største pinsemenighed med 6500 medlemmer; den svenske pinsebevægelse talte i 1997 ca. 90.000 medlemmer.

I Danmark fik skuespillerinden Anna Larssen Bjørners omvendelse i 1909 stor betydning for vækkelsen (se den apostolske kirke). Der findes (2011) ca. 5100 medlemmer i 53 menigheder. Da der ikke er tale om nogen central organisation, og da en række udspaltninger er sket i tidens løb, er det vanskeligt at sætte præcise tal på. Det gælder også på verdensplan, hvor pinsevækkelsen og de karismatiske bevægelser er i meget stærk vækst, i særdeleshed i Latinamerika, Afrika og Asien. I 1997 blev det anslået, at 220 millioner tilhørte den klassiske pinsevækkelse, men inkluderer man de karismatiske bevægelser, er tallet nærmere 500 millioner Der lægges stor vægt på nådegaverne, på en fundamentalistisk tolkning af Bibelen og på omvendelse og erfaring snarere end lære og dogmatik. Gudstjeneste- og mødeformerne kan variere; som oftest indgår bøn, fællessang, lovsang, vidnesbyrd, forkyndelse og forbøn, ligesom der gives plads for nådegaverne. Der praktiseres barnevelsignelse, troendes dåb og nadver. Selv opfatter vækkelsen sig som en økumenisk bevægelse og er medlem af Evangelisk Alliance, men er dog ikke organiseret i Kirkernes Verdensråd.