fabel

Fabel, Fabel kan dels betyde motivet eller handlingsskelettet i et drama, en fortælling e.l., dels en særskilt, ofte kort, fortællende genre på vers eller i prosa. I sidstnævnte betydning er fabelen en fortælling om dyr: Det kan være løven og musen, ræven og storken, dyr med typiske menneskelige egenskaber, magtlyst, listighed osv. Det er en belærende genre med en udtrykkelig morale, tit mere kynisk eller kritisk end opbyggelig. Den har haft en stor plads i tidligere tiders (læse)undervisning.

Som dyrefortælling har genren vidt forgrenede rødder, bl.a. i Indien (fortællingssamlingen Pancatantra), men er i europæisk oldtid særlig forbundet med det græske forfatternavn Æsop; traditionen fra ham fortsattes på latin i Phædrus' fabler på vers fra 1. årh. e.Kr., og videre frem i talrige samlinger i middelalderen, bl.a. Marie de Frances Esope (ca. 1200). Via tyskeren Stainhöwel er den formidlet til dansk i Christiern Pedersens Esopi leffnit oc nogle hans fabel (posthumt 1556). En anden af de tidligste danske bøger, Herman Weigeres En Ræffue Bog (1555), giver ligeledes via tysk en version af den middelalderlige fortællingsrække Rævebogen, der allerede forelå på flamsk i 1100-t.

En digterisk fornyelse fik genren med Jean de la Fontaines Fables (1678-1694) i smidige og smilende vers, ikke uden brod. Også oplysningstidens skribenter lokkedes af genrens mulighed for samfundsmæssig og filosofisk satire; således skrev Holberg og Lessing begge fabler. Endnu i H.C. Andersens eventyr om dyr eller ting spiller fabelgenren undertiden ind ("Den grimme Ælling", "Toppen og Bolden"); hans samtidige H.V. Kaalunds versformede Fabler for Børn (1845), med tegninger af Lundbye, nød længe yndest, bl.a. ved deres sentimentalitet.

Også en art fabel, en belæringshistorie med dyr, er George Orwells roman Animal Farm (1945, da. Kammerat Napoleon, 1947), politisk og bitter i tidens ånd.