centralsygehus

Frem til midten af 1800-tallet eksisterede der kun få større hospitaler uden for København. I sidste halvdel af 1800-tallet blev der opført eller indrettet et stort antal mindre kommunehospitaler. Reelt var disse hospitaler sammenlignelige med en lidt større lægeklinik, der havde tilknyttet sengestuer. Det var såkaldte blandede sygehuse, hvor medicinske, kirurgiske og gynækologiske patienter m.m. blev indlagt sammen. Ofte var der kun en enkelt eller nogle få læger ansat. I 1890'erne fik man mulighed for billeddiagnostik i form af røntgenbilleder, og der tilkom flere metoder til laboratorieundersøgelser af blod og urin. Ligeledes befandt kirurgien sig i en rivende udvikling. Det betød, at de små sygehuse i købstæderne frem mod 1930'erne blev utidssvarende.

I løbet af 1930'erne skete der et paradigmeskift i den nationale sygehuspolitik, som nærmest har holdt sig til nutiden i form af et ønske om en centralisering af sygehusfunktionerne. Hensigten med det var en øget klinisk specialisering på de enkelte sygehuse, da det blev set som forudsætningen for en bedre behandling og generelt bedre folkesundhed. Som en konsekvens af denne udvikling havde alle amter i 1945 mindst ét centralsygehus, der minimum rådede over en kirurgisk og medicinsk afdeling , en røntgenafdeling og derudover et varierende antal specialafdelinger. Gentofte Amtssygehus fra 1927, Hillerød Hospital fra 1942 og Glostrup Amtssygehus fra 1958 er eksempler på denne udvikling.

• hospital
• sundhedsvæsenet