Tårnborg Kirke er en sognekirke med romansk kor og skib samt gotiske tilføjelser i form af en korforlængelse, et sakristi (præsteværelse) og et tårn. Kirken udmærker sig især ved at være områdets største landsbykirke, ligesom at der på de romanske dele findes adskillige fine murværksdetaljer.
Tårnborg Kirke ligger tæt ved Korsør Nor, ca. 4 km vest for Korsør, omgivet af marklandskab og langt fra de nærmeste landsbyer. Dette har tidligere vakt megen undren – kirkens størrelse og fine udformning taget i betragtning – indtil man i 1981 ved arkæologiske undersøgelser genopdagede den glemte handelsby Tårnborg. I forbindelse med denne lå en kongelig borg, Tårnborg, som i dag alene markeres ved en høj kaldet Tårnborg Slotsbanke, ca. 100 meter vest for kirken. Borgen mistede gradvist sin betydning i perioden 1350-1425, og med dette forsvandt en del af Tårnborg Kirkes oprindelige, historiske kontekst.
Med sin udformning og placering vidner Tårnborg Kirke både om middelalderlige magtforhold samt skiftende tiders behov og brug af kirkebygningen før Reformationen i 1536.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.