Nikita Khrusjtjov

Nikita Khrusjtjov var en sovjetisk politiker, parti- og statsleder. Nikita Khrusjtjovs tidlige partikarriere foregik i Ukraine.

I 1929 flyttede han til Moskva, hvor han i 1935 arbejdede sig frem til den vigtige post som hovedstadens førstesekretær. Dernæst avancerede han i 1938 til førstesekretær i Ukraine, hvor han bl.a. stod i spidsen for evakueringen ved det tyske angreb i 1941 og for genopbygningen efter krigen.

I 1949 blev Khrusjtjov overflyttet til centralkomitéens sekretariat i Moskva, hvor han i forvejen havde haft sæde i Politbureauet siden 1939. Ved Josef Stalins død i 1953 sikrede Khrusjtjov sig tidligt posten som ledende partisekretær, hvilket han brugte som base i den interne magtkamp, som han endegyldigt vandt i 1957 i opgøret med den såkaldte partifjendtlige gruppe bestående af bl.a. Georgij Malenkov, Vjatjeslav Molotov og Lazar Kaganovitj.

I 1958 blev Khrusjtjov foruden førstesekretær også ministerpræsident og var herefter Sovjetunionens ubestridte leder frem til oktober 1964, da han blev afsat af sine kolleger under kuplignende omstændigheder.

Nikita Khrusjtjov ønskede at effektivisere og til dels humanisere det stalinistiske samfundsgrundlag, som han i øvrigt bekendte sig til. Han gjorde op med Stalins excesser, som han åbent kritiserede i den såkaldte hemmelige tale på den 20. partikongres i 1956, og banede dermed vej for en vis liberalisering af styret, ligesom han styrkede boligbyggeriet og produktionen af forbrugsgoder.

Imidlertid var hans stadige reorganiseringer af den økonomiske forvaltning og hans impulsive kampagner for større produktion i landbruget, hvormed han søgte at løse planøkonomiens grundproblemer, ofte uovervejede og skabte betydelig ustabilitet. Udenrigspolitisk forsonede han sig med Jugoslavien, men fik et stadig mere anspændt forhold til Kina.

I forholdet til Vesten bidrog Nikita Khrusjtjov med tesen om "fredelig sameksistens" til international afspænding i almindelighed, men samtidig var han i sin bestræbelse på at fastholde sovjetisk dominans over Østeuropa og opnå militær jævnbyrdighed med USA medvirkende til en række internationale kriser som Ungarn i 1956 (den ungarske opstand), Berlin i 1961 (Berlinmuren) og Cuba i 1962 (Cubakrisen).