Miguel de Cervantes

Der er kun få sikre oplysninger om Cervantes' barndom og ungdom. Hans kærlighed til teatret menes at stamme fra skolegang hos jesuitterne, mens hans sans for ironi tilskrives en Erasmus-inspireret lærer. Som tyveårig kom han i tjeneste i Italien og lærte der renæssancekulturen at kende.

I korstogene mod tyrkerne udmærkede han sig som soldat, bl.a. i søslaget ved Lepanto. Da han i 1575 var på vej tilbage til Spanien, blev skibet opbragt af algeriske pirater, og først efter fem års fangenskab blev han løskøbt. Denne periode afspejles i flere værker. 38 år gammel publicerede han La Galatea, der fuldt ud levede op til forbilledet, Montemayors berømte Diana (1559).

Indtil første bind af Don Quixote udkom, levede han af forskellige ydmyge hverv, bl.a. som proviantør til den uovervindelige Spanske Armada og som skatteopkræver. Flere gange havnede han i fængsel, delvis uden skyld. Oplevelserne fra de mange rejser og fængselsopholdene omsattes i realistiske passager i flere noveller og i Don Quixote. I 1580'erne fik han opført nogle skuespil, efter eget udsagn med succes. Enkelte af Novelas ejemplares kan med sandsynlighed dateres til denne tid.

Da første bind af Don Quixote udkom i 1605, var Cervantes 58 år og efter datidens alen en gammel mand. Trods de følgende års store succeser hørte han ikke til de toneangivende forfattere. Den spanske litteratur havde i slutningen af 1500-t. udviklet en barokstil, der med de 15 år yngre Góngora og Lope de Vega i forgrunden blev altdominerende.

Cervantes var en ihærdig læser og godt orienteret. Inspirationen til flere af Novelas ejemplares er hentet i Italien og i den picareske roman, men peger teknisk og indholdsmæssigt mod barokken.

Don Quixote rummer alle tidligere prosagenrer. Som noget nyt giver den med sine mere end 200 personer et indblik i alle samfundslag og åbner for en hidtil uset psykologisk indsigt. Det var angiveligt ridderromanerne, Cervantes ville bekæmpe med sin fortælling.

Hovedpersonen Alonso Quijano forlæser sig på de mange Amadís-romaner fra begyndelsen af 1500-t. og beslutter under navnet don Quixote at genoplive det vandrende ridderskab for at bekæmpe tidens fordærv. En ridder i panser og plade var på Cervantes' tid en håbløs anakronisme, så samtiden lo ad don Quixote, der insisterer på at møde virkeligheden med ridderromanernes idealer. Han går nederlagene i møde med mod og værdighed. Og latteren blev afløst af sympati og medvidende smil.

Don Quixote får allerede i første bog sin væbner i bonden Sancho Panza. De danner en af verdenslitteraturens berømteste modsætninger: Don Quixote er fantast, når det drejer sig om riddervæsen, ellers trods al modgang ukuelig idealist og humanist, og ofte klartskuende. Sancho er jordbunden og både snu og fej. Undervejs, især i andet bind, påvirker de to hinanden, så Sancho "quixotiseres", og Alonso Quijano til sidst afsværger al ridderskabets væsen.

Mens Cervantes, hvad angår teatret, holdt fast ved traditionerne, skabte han med Don Quixote den moderne, psykologiske roman.

• Don Quixote
• Spaniens litteraturs gyldne århundreder