Jorge Luis Borges

Fra 1975 foretog han alle sine rejser sammen med sin tidligere studerende María Kodama, som han i 1986, kort før sin død, giftede sig med. Samme år, da hans kræftsygdom blev konstateret, flyttede parret til Genève, dels for at undgå mediernes opmærksomhed i Argentina, dels pga. hans tilknytning til denne by. Her er han også begravet i Plainpalais-kirkegården. På hans gravsten optræder på den ene side et citat på oldengelsk fra digtet "The Battle of Maldon". På den anden side findes et citat på oldnordisk fra Vølsunga sagaen. På denne måde gav han vidnesbyrd om sine engelske aner og sin interesse for den oldnordiske litteratur, som han skrev flere essays om, og som han ofte refererer til i sine litterære tekster.

Borges benytter sig ofte af dobbeltgængeren som motiv, af idéen om den evige genkomst og af labyrinten. Disse motiver bruger han som symbol for eksistensens gåder. Hans såkaldte fiktioner er i høj grad filosofiske meditationer.

De henter deres metafysiske problemstillinger fra engelsk solipsisme (dvs. påstanden om, at virkeligheden udelukkende findes som et produkt af det enkelte menneskes bevidsthed), skepticisme (altså påstanden om, at der ikke findes objektiv viden) og tysk idealisme (altså forestillingen om en overindividuel bevidsthed) for blot at nævne nogle få inspirationskilder.

Endvidere slører han ofte grænserne mellem genrerne. Hvad der tilsyneladende er et essay, er i virkeligheden er en novelle, som i "Tlön, Uqbar, Orbius Tertius", eller noveller med deres fiktive personer er i lige så høj grad litterære essays, som i "Pierre Menard, forfatter til Don Quijote".

Borges' grundtema er, at menneskeheden stædigt opretholder en illusion om, at fornuften kan give objektiv indsigt i virkelighedens beskaffenhed. Derfor lader hans fortællinger os ane, at vi ikke lever i et harmonisk univers (et kosmos), men i en verden uden nogen orden (et kaos). Samtidig er dette umuligt at fatte (eller at acceptere) for vores begrænsede fornuft.

Endvidere er Borges en mester i metafiktionen, dvs. det litterære greb hvor fiktionen tematiserer sig selv som fiktion og litterær konstruktion. Det gør han dog på en sådan måde, at skellet mellem fiktion og virkelighed til stadighed sløres. Grundidéen bag Borges' leg med forholdet mellem fiktion og virkelighed er, at det er umuligt for os at forstå, hvad virkeligheden er. Derfor er vores opfattelse af det, vi tror er virkeligheden, en projektion af fiktive kategorier på en verden, som til stadighed unddrager sig vores fatteevne.

Endelig lægger Borges utallige intertekstuelle referencer (henvisninger til andre forfattere og værker) i sin produktion. Hans tekster refererer til en global kultur, fx klassiske vestlige værker, islamiske tekster, buddhisme, præcolumbianske civilisationer osv. Dermed skaber han en effekt hos læseren af en afgrundsdyb kulturel produktion uden noget center eller nogen fastlagt kanon (se novellen "Babels bibliotek"). Han er således på mange måder en forløber for postmodernismen og poststrukturalismen.

Borges udgav også en lang række essay- og digtsamlinger om filosofiske og litterære emner. Også disse kredser om de nævnte temaer. Hans indflydelse på den vestlige litteratur er enorm. Blandt de forfattere, som han har påvirket, kan Paul Auster og Umberto Eco nævnes, og her i Danmark har han bl.a. været inspirationskilde for Svend Åge Madsen. I 2012 udkom et større udvalg af Borges' noveller og fortællinger med titlen Fiktioner og andre fiktioner, oversat af Morten Søndergaard og Peter Poulsen.