Johann Gottfried von Herder var en tysk kultur- og litteraturkritiker, filosof og teolog. Hans tanker om historien og det folkelige fik så stor europæisk resonans, at de for eftertiden næsten er blevet selvfølgeligheder.
Fattigmandsbarnet blev sat i latinskole, og Herder finansierede sit studium i Königsberg ved undervisning og legater. Ved siden af teologi fulgte han Immanuel Kants undervisning, og han fik et venskabsforhold til Johann Georg Hamann. I 1764 blev han ansat som lærer ved latinskolen i Riga og siden som præst. Herder var en fremragende pædagog og prædikant og blev snart en nyskabende litteraturkritiker.
Efter en krise brød han op i 1769 og indskibede sig til Nantes. På sin rejse rundt i Frankrig mødte han Denis Diderot og Jean le Rond d'Alembert. I Tyskland var han først tilknyttet hoffet i Eutin, og i 1771 udnævntes han til ledende gejstlig i grevskabet Bückeburg. I 1776 blev han på Johann Wolgang von Goethes initiativ kaldt til Weimar, hvor han kunne realisere mange af sine pædagogiske og pastorale reformplaner.
Skønt Herder følte sig sat i skyggen af Goethe, blev han sammen med ham, Christoph Martin Wieland og Friedrich Schiller medskaber af den tyske litterære guldalder, Weimarklassikken. Den var båret af en spinozistisk overbevisning om, at det guddommelige er i og ikke hinsides verden, en tro på, at mennesket selv kan og skal realisere det humane, og den vendte sig både mod ortodoks og romantisk kristendom.
Fra begyndelsen var Herders interesse global, og han analyserede fællestræk i folkeviserne, fra slaviske til grønlandske. Hans kamp for det folkelige var ikke nationalistisk, men æstetisk og kulturpolitisk; han så i denne digtning rester af en oprindelighed, som kunne danne et alternativ til den lærde latinske og feudale franske dannelse.
Dette kultursyn havde elementer, som blev udviklet positivt og negativt i den tyske og danske nationalromantik, ligesom både marxister og senere nationalsocialister ønskede at tage hans begreb om folket til indtægt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.