Jiang Zemin

Jiang Zemin var uddannet ingeniør fra Jiaotong universitet i Shanghai. I 1950’erne og 1960’erne var han ansat i forskellige stillinger i bil- og elektronikindustrien og var desuden på et et-årigt trænings- og uddannelsesophold i Moskva.

I 1970’erne arbejdede Jiang Zemin i maskinindustrien i Wuhan og Beijing og avancerede efterhånden til ledende stillinger i centraladministrationen, kronet med udnævnelse til minister for elektronikindustrien i 1982.

I 1985 vendte Jiang tilbage til Shanghai som borgmester. På 13. partikongres i 1987 blev han valgt ind i politbureauet og umiddelbart derefter udnævnt til partisekretær i Shanghai. I kølvandet på afsættelsen af Zhao Ziyang og nedkæmpelsen af demokratibevægelsen i juni 1989 blev Jiang Zemin af Deng Xiaoping og den gamle garde af ledere udpeget til generalsekretær for KKP. Udnævnelsen blev dengang set som en overraskelse, men den skyldtes især Jiangs ry som en stabil administrator og hans relativt vellykkede håndtering af de prodemokratiske demonstrationer i Shanghai i foråret 1989, som ikke, til forskel fra Beijing, endte i større blodsudgydelser.

Efter en periode med politisk undertrykkelse genoptog Jiang fra 1992, stærkt opfordret af Deng Xiaoping, den økonomiske reformpolitik fra 1992, som var blevet sat i stå i 1989. Samme år blev han på 14. partikongres formelt valgt som generalsekretær og formand for Den Centrale Militærkommission. Jiang blev genvalgt for en fem-årig periode i 1997.

I 1993 overtog Jiang præsidentposten og skabte dermed præcedens for, at posterne som generalsekretær, præsident og formand for militærkommissionen indehaves af den samme person.

Efter Jiangs afgang som generalsekretær i 2002 og i 2003 som præsident fortsatte han som formand for militærkommissionen i yderligere to år og udøvede dermed fortsat stor politisk indflydelse. Endvidere var den øverste ledelse, politbureauets stående udvalg, der blev sammensat ved partikongressen i 2002, domineret af Jiangs allierede, den såkaldte ”Shanghai-bande”. Dette begrænsede det politiske råderum for den nye leder, Hu Jintao.

Under Jiangs periode som Kinas øverste leder var den kinesiske økonomi i hastig fremgang, og landet avancerede til en position som verdens tredje største økonomi, kun overgået af USA og Japan. Jiang fortsatte også den åbne dørs politik, hvilket i 2001 resulterede i Kinas medlemskab af WTO. Han stod ligeledes bag begrebet ”de tre repræsentationer”, som betød, at Kinas Kommunistiske Parti skulle repræsentere hele befolkningen, inklusive den private sektor og private entreprenører.

På den udenrigspolitiske front oplevede Kina ligeledes fremgang og cementerede sin rolle som en opkommende supermagt. Det lykkedes Jiang at reparere relationerne til den vestlige verden efter Tiananmen krisen og de vestlige sanktioner, der fulgte. Han kunne ligeledes fejre Hong Kongs overdragelse til Kina i 1997. Dog forværredes forholdet til Japan, og Taiwan-spørgsmålet blev yderligere kompliceret af kinesiske forsøg på at isolere Taiwan diplomatisk.

Den øverste ledelse under Jiang var domineret af teknokrater og i en periode havde alle i det politbureauets stående udvalg en ingeniørbaggrund. Generelt skete der gennem 1990’erne en uddannelsesmæssig opkvalificering af den øverste kinesiske ledelse og det kinesiske bureaukrati.

Jiang Zemin er blevet bebrejdet for at blande sig for meget under efterfølgerens, Hu Jintaos, regeringsperiode. Han huskes også for den hårde undertrykkelse af bevægelsen Falun Gong.

• Kinas Kommunistiske Parti
• Hu Jintao
• Xi_Jinping