samer

Det er usikkert, hvor samerne oprindelig kommer fra, og hvornår de indvandrede til deres nuværende områder. Det formodes, at de er indvandret fra øst. De ældste sikre fund af samisk bosætning dateres til tiden omkring Kristi fødsel, men deres tilstedeværelse i Nordskandinavien kan være ældre. Den ældste førstehåndsberetning om samerne er fra 890 og fortæller om et omstrejfende folk, som holdt nogle tamme rensdyr. Hen imod slutningen af middelalderen var deres omvandrende livsform, hvor de ernærede sig ved jagt og fangst, stort set afløst af dels rensdyrhold i større skala, dels en fast bosætningsform med husdyrhold kombineret med fiskeri.

I løbet af 1700-tallet mistede de fastboende samer deres jordrettigheder og blev i stedet lejere af jorden. Lukning af grænser på Nordkalotten i 1800-tallet førte desuden til, at adgangen til græsningsarealer for renerne blev indskrænket. Fra midten af 1800-tallet og indtil 1950'erne var samerne udsat for en meget hårdhændet assimilationspolitik, især udvirket af skolevæsenet og kirken. Denne politik førte til, at samerne i mange områder, hvor de levede tæt på deres norske, svenske eller finske naboer, opgav deres sprog og kultur, idet de følte, at deres samiske identitet var mindreværdig. Derimod beholdt samerne stort set deres sprog i de egne, hvor de udgjorde flertallet.

I 1980'erne og 1990'erne er der sket en revitalisering af samisk sprog og kultur, men mange er samtidig flyttet ud fra de typiske bosætningsområder, og sidst i 1990'erne er relativt mange samer bosat i de større byer i Norge, Sverige og Finland. Til trods for at den samiske region har en central militærstrategisk placering og rummer store naturrigdomme og isfri havne, har den været præget af forholdsvis stabilitet i forhold til de involverede magter.

Samerne forsøgte tidlig i 1900-tallet at organisere sig i protest mod assimileringspolitikken, men deres organisationer døde hen i mellemkrigstiden. I 1948 dannede de norske rendriftssamer deres egen erhvervsorganisation. Senere blev interesseorganisationer dannet i alle de tre lande; kravene drejede sig om bedre sprogoplæring og beskyttelse af samiske erhverv og rettigheder til naturresurser.

Vendepunktet i den norske samepolitik kom med striden om udbygningen af Altaelv-løbet 1979-81, der førte til, at staten nedsatte komitéer til undersøgelse af den samiske befolknings stilling. Det såkaldte Samerettsudvalget fremmede i 1984 forslag om at oprette et sameting samt at anerkende samerne som et selvstændigt folk i den norske grundlov, hvilket regeringen accepterede. Der findes i 1990'erne sameting både i Finland, Norge og Sverige, som hovedsagelig er rådgivende for regeringerne i samiske anliggender. Ved ratificeringen af ILO-konvention nr. 169 har den norske stat i princippet anerkendt, at samerne har ret til at eje de områder, som de traditionelt har beboet. Konventionen er endnu ikke ratificeret af hverken Finland, Sverige eller Rusland.

Samerne forbindes ofte med rendriften, men under 10% af dem er tilknyttet dette erhverv. Rennomadismen karakteriseres ved de sæsonmæssige flytninger: I Norge flyttes der mellem vintergræsningsarealerne på Finnmarksvidden og sommergræsningsarealerne på kysten og øerne i Finnmark og Troms; længere sydpå (Helgeland, Trøndelag) flyttes der over mindre områder. I Sverige flytter samerne om foråret fra de lavereliggende skovområder til højfjeldet i vest. Rendriften gennemgik i anden halvdel af 1900-tallet en omfattende modernisering og er i 1990'erne ikke længere præget af selvforsyning. Den udgør i Norge og Sverige et eksklusivt samisk erhverv, men dette er ikke tilfældet i Finland og på Kolahalvøen. Der er sket store indgreb i græsningsarealerne; vej- og dambygning, kraftlinjer, miner, forsvarsanlæg, skovbrug og turisme har skabt problemer for rendriftserhvervet. Ved siden af rendriften præges det samiske husholds økonomi af kombinationserhverv, fx jordbrug, fiskeri, jagt, indsamling af bær samt forskellige former for lønarbejde. Det er i efterkrigstiden blevet meget almindeligt, at samer også ernærer sig inden for det moderne samfunds erhvervsområder.

Mange samer får i tillæg til rendrift eller andre erhverv et økonomisk udbytte gennem fremstilling af håndværksprodukter (duoddji) til turister. Denne produktion bygger på bearbejdning af skind, ben, træ og metaller til klæder, redskaber og smykker; disse er oftest prydet med den særegne samiske ornamentik, hvis motiver især er triangulære kompositioner, korsformede figurer samt romber med linjer ud fra samt siksakmønstre. Ornamentikken er således udpræget i en geometrisk, ikke-naturalistisk stil.

I løbet af 1900-tallet er udviklede sig en rig, selvstændig samisk billedkunst (dáidda) dels inspireret af det traditionelle kunsthåndværks ornamentik og af den samiske kulturs nærhed til natur og erhverv, dels af det samiske samfunds placering i verden som urbefolkning; de samiske kunstnere er desuden påvirket af retninger inden for moderne kunst. Således spænder den samiske kunst gennem sit rige udvalg af formelementer over et mangefold af motiver, hvor særlig samisk identitet og kulturelt tilhørsforhold står centralt. Et nordisk forbund af samiske kunstnere blev etableret 1979. Af fremtrædende kunstnere bør nævnes John Savio (1902-38) og Iver Jåks (f. 1932).

I førkristen tid tilbad samerne en række mandlige og kvindelige guder, der styrede naturens gang og beskyttede menneskene. Shamanen (noaiden) kunne sætte sig i trance vha. sin runebomme, en tromme forsynet med dekoreret renskind, og således komme i forbindelse med det hinsidige. Kristendommen blev indført i 1600-tallet. I midten af 1800-tallet fandt der en vækkelse sted ledet af den svenske præst Lars Levi Læstadius (1800-61); læstadianismen står endnu i 1900-tallets slutning stærkt i mange samiske lokalsamfund.

Den samiske nationaldag fejres som flagdag den 6. februar på årsdagen for det første samiske landsmøde i Metodistkirken i Trondheim i 1917.

• samisk litteratur
• samisk folkemusik

• Sametinget Norge
• Sametinget Sverige
• Samerådet