kurare

Kurare, sydamerikansk pilegift, som mest udvindes af barken af planterne Strychnos toxifera og Chondrodendron tomentosum. Amazonasindianerne jagede med pile dyppet i ekstrakten; når pilen afsendt med et pusterør rammer byttedyret, lammes det og dør pga. ophørt vejrtrækning. Beretninger herom nåede Europa i 1500-t.; virkningsmåden var længe en gåde, men i 1856 påviste den franske fysiolog Claude Bernard, at kurare lammer impulsoverførelsen fra nerver til tværstribede muskler, hvilket forklarer lammelsen af åndedrætsmuskulaturen.

I 1935 blev den kemiske opbygning af et af indholdsstofferne (tubocurarin) kendt. Det renfremstillede tubocurarin blev første gang anvendt til anæstesi i 1942. I Danmark blev det første gang brugt i 1946 af anæstesilægerne Ernst Trier Mørch (1908-95) og Ole Secher (1918-93) på Rigshospitalet.

Indførelsen af kuraremidler var et gennembrud i anæstesien. Hidtil havde man brugt forholdsvis store og dermed ofte livsfarligt store doser af fx æter for at opnå bevidstløshed og den ønskede muskelslaphed under operationer. Efter indførelsen af tubocurarin kunne man nedsætte dosis af det anæstesimiddel, som medfører bevidstløshed, hvorved anæstesirisikoen blev stærkt nedsat. Samtidig indførelse af respiratorbehandling under anæstesi gjorde lammelsen af åndedrættet mindre betydningsfuld. Tubocurarin er afløst af lignende, syntetisk fremstillede lægemidler, fx pancuronium, atracurium og mivacurium.

Lægemidler, som hæmmer cholinesterase, fx neostigmin, ophæver virkningen af både kurare og de syntetiske kuraremidler.