Kina - familien

Der er flere grunde til, at familien står så stærkt i det moderne kinesiske samfund. For det første er det en århundredgammel tradition. For det andet giver konfucianismens dyrkning af familien et ideologisk grundlag for de stærke kinesiske familiebånd. For det tredje er det ofte familierne, som giver personerne i Kina deres status i samfundshierarkiet.

En kinesers status i familiehierarkiet ofte bestemmende for, hvordan ens status er i det kinesiske samfund i øvrigt. Familien er således en grundlæggende byggesten i det kinesiske samfund, selv om staten siden 1949 og indtil for nylig har ført en familiepolitik, som brød med de traditionelle mønstre.

Der er også en stærk konkurrence mellem familierne i Kina. Når kinesiske familier samarbejder – fx som medejere af en virksomhed – sker det på baggrund af en noget-for-noget holdning familierne imellem.

Trods Mao Zedongs politiske eksperimenter med folkekommuner og lignende har den kinesiske familie overlevet. Den er stadig en overordentlig stærk institution i det kinesiske samfund. En kineser, som ikke føler sig forpligtet i forhold til sine forældre, betragtes som uciviliseret.

Den eksplosive vækst i Kinas private sektor siden 1980 skyldes også ønsket om at sikre sin familie. De kinesiske netværksbaserede virksomheder baseret på familierne har vist sig yderst effektive med hensyn til at trænge ind på de udenlandske markeder via grossister og udenlandske firmaer. Håbet om gevinst er selvfølgelig drivkraften bag denne succes. Desuden betoner buddhismen, at menneskelivet er forudbestemt. Derfor går det, som det går. Hvorfor så ikke tage chancen med at starte en virksomhed?

Samtidig er der en meget høj opsparingsrate i familierne i Kina. Opsparingsraten beløber sig ofte til omkring en tredjedel af husholdningernes indkomster, og opsparingen udgør en stigende andel af bruttonationalproduktet. Alt i alt har startkapitalen ved virksomhedsetablering i hovedsagen to kilder i Kina: 1) Den nære familie og den udvidede familie og 2) vennerne.

Der er imidlertid også forhold, som svækker familiebåndene. De består i étbarnspolitikken gennem flere årtier. Den har i betydelig grad har reduceret familiernes talmæssige størrelse, hvilket også på sigt svækker den kinesiske økonomis vækstmuligheder. Dette er også baggrunden for, at etbarnspolitikken er blevet kraftigt lempet på det seneste.

Samtidig er familiebåndene også løbende blevet svækket i de allerseneste årtier. Individualismen er blevet styrket, hvilket udgør en basis for den konsumorienterede individualisme, som præger det moderne kinesiske samfund.

Etbarnspolitikken var et af de stærkeste indgreb i familierne i moderne tid i Kina. Allerede i 1956 argumenterede Zhou Enlai for, at den kinesiske befolkning voksede for stærkt. Mao Zedong var uenig. Han anså en stor befolkning for at være en af Kinas styrker. Efter Mao Zedongs død ændredes politikken. I 1979 indførtes en politik, hvorefter i første omgang borgere registreret som byboere maksimalt fik lov at få ét barn.

Etbarnspolitikken har begrænset stigningen i det kinesiske befolkningstal. Men udviklingen har ikke været uden problemer. Dels har det medført opvoksende generationer af enebørn, som medierne i Kina har giver betegnelsen "de små kejsere". Man risikerer, at de vil udvikle sig til forkælede egoister. Samtidig må de bære på en tung byrde i form af at have ansvaret for de relativt stadigt flere ældre.

Endelig har etbarnspolitikken medført en stor overvægt af mænd i befolkningen, fordi flere piger bliver aborteret, når forældrene kun måtte få ét barn. Selv om etbarnspolitikken nu er lempet, har den i høj grad sat sig aftryk i den kinesiske befolknings demografi.

I 2015 blev det tilladt kinesiske familier at få to børn.

• Deng Xiaoping