Kilikien

Kilikien, landskab langs Lilleasiens sydkyst. Kilikiens historie har været præget af sin beliggenhed mellem Syrien og det indre Anatolien; kommunikation mellem disse områder gik via De Kilikiske og De Syriske Porte i Taurusbjergene og var især i 1000-t. f.Kr. kendetegnende for landskabet. Det østlige Kilikien indgik på dette tidspunkt som provinsen Kizzuwatna i Det Hittitiske Rige, men var præget af stærk hurritisk indflydelse. Grækere bosatte sig i det østlige Kilikien, Kilikia Pedias, fra slutningen af 1000-t. f.Kr. Kysterne ved den vestlige bjergrige del, Kilikia Tracheia, var i oldtiden berygtet for sørøveri.

Grækerne anlagde byen Tarsos som hovedstad i Kilikien, der ifølge Herodot udgjorde det fjerde satrapi i Perserriget. I hellenistisk tid hørte landskabet snart under ptolemæerne, snart under seleukiderne. I 80 f.Kr. blev det en romersk provins.

Det kilikiske område varierede efter antikken i udstrækning og var under skiftende herredømme. Fra begyndelsen af 700-t. var størstedelen i arabisk besiddelse, men byzantinerne generobrede det under en række felttog 962-965. Under de seldsjukiske tyrkers pres mod Lilleasien flygtede mange armeniere til Kilikien, men efter Slaget ved Manzikert 1071 blev det meste af området hærget af tyrkerne. Det blev indledningen til en urolig periode, hvor byzantinere, tyrkiske stammeforbund, armeniere og korsfarere kæmpede om kontrollen over området. I 1199 dannedes med byzantinernes og korsfarernes accept et Kilikisk-armensk kongerige, også kaldet Lillearmenien, med hovedstad i Sis; men det blev ikke politisk stabilt med den udsatte position mellem egyptiske mamlukker, seldsjukker og mongoler. Fra 1342 var kongeriget under korsfarerslægten Lusignans herredømme. Det blomstrede kulturelt med en blanding af byzantinske, armenske og vesterlandske traditioner og stilarter. I 1375 erobrede mamlukkerne de sidste rester, og fra begyndelsen af 1500-t. beherskede de osmanniske tyrker Kilikien.