[go: up one dir, main page]

Colosseum i Rom.

.

Det indre af Colosseum.

.

Colosseum er et amfiteater i Rom. Det kunne rumme 50.000 tilskuere og er det største bevarede amfiteater i den romerske verden.

Faktaboks

Etymologi
Navnet sigter ikke oprindelig til amfiteaterets egen størrelse, men til kolossalstatuen Colossus Neronis af kejser Nero i skikkelse af solguden Helios, som stod i nærheden.
Også kendt som

Amphiteatrum flavium, Amphiteatrum (på klassisk latin)

Opførelsen af Colosseum i dalen mellem højene Palatin, Esquilin og Cælius blev påbegyndt i 72 e.v.t. under kejser Vespasian og afsluttet under hans søn kejser Titus i 80 e.v.t. Det blev indviet med lege, der i alt varede 100 dage.

Grundplanen er ellipseformet og måler 188 × 156 m. Ydermuren, der er 48,5 m høj, er af travertin og i fire etager. De tre nederste etager dannes af store buer, som adskilles af halvsøjler: doriske i den nederste etage, joniske i den mellemste og korinthiske i den øverste. Den fjerde etage er en form for attika, delt op af pilastre.

De i alt 80 buer i den nederste etage gav adgang til tilskuerpladserne, hvilket svarer meget til det system, der findes på moderne stadioner.

Det indvendige Colosseum er halvt styrtet sammen, og de trappeformede tilskuerpladser er ikke bevaret. I den nu synlige underetage opbevaredes de vilde dyr, våben og andre rekvisitter. Arenaen var dækket af en stor træflade, som man kæmpede på.

Navnet Colosseum er blevet anvendt siden 700-tallet og skyldes den kolossalstatue af kejser Nero i skikkelse af solguden Helios, som stod nær amfiteatret, der blev opført på området for Neros Gyldne Hus; se Domus Aurea.

Colosseum blev i 2007 valgt til et af verdens syv nye underværker, og er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig