Anholt

Anholt er et af Danmarks mest isolerede øsamfund. Øen har færgeforbindelse til og fra Grenaa, og færgen er livsnerven for Anholt. Her er også fast flyforbindelse fra Tune Lufthavn på Sjælland til og fra Anholt og naboøen Læsø.

Den privatejede flyveplads på Anholt er en 650 m lang græsbane. Da banen ligger på sandjord, kræver den meget vedligeholdelse. Jord til reparation af huller sejles til fra fastlandet, da man ikke må skrælle jorden af de fredede arealer på øen.

Anholt tilbyder de faciliteter, der skal til for at opretholde et dynamisk og bæredygtigt samfund året rundt. Øen har derfor etableret en række servicefaciliteter som kystredningsstation, elværk, skole, hjemmepleje, indkøbsmuligheder, de fleste håndværksfag, museum, børnehave, ældrepleje, posthus, læge og præst.

Den ekstremt isolerede beliggenhed, øens størrelse og afstand til nærmeste fastland betyder også noget for faunaen. Anholts har en absolut bundplacering som en af de fattigste danske øer, når vi snakker om fx småpattedyr. I dag er der dog både husmus og halsbåndsmus på øen, men de to arter er sandsynligvis slæbt ind ved hjælp af mennesker og skibe.

Øen består af et morænebakkeland og et marint forland . Bakkerne ligger på den vestlige del af øen øens mellem Nordbjerg og Sønderbjerg, der med deres 48 m.o.h. udgør de højeste steder på Anholt. Bakkerne afgrænses af meget stejle, furede litorinaskrænter, der mod sydvest og syd er under stadig erosion. I 2013 blev der af Danmarks Naturfredningsforening rejst en fredningssag for en betydelig del af bakkerne omkring byen, fortrinsvis en revision af tidligere fredninger.

Et afvandet, fugtigt engområde var oprindelig en havbugt, der ved landhævningen efter den seneste istid udviklede sig til en indsø (koordinater 56.7233, 11.5303). Vinkelforlandet Flakket (koordinater 56.7195, 11.5203), et lavt strandområde med flere strandsøer nordøst for Nordbjerg, er dannet efter at statshavnen blev anlagt i 1899-1903.

Det marine forland danner Ørkenen, der dækker i alt 15 km² af Anholt. Området blev fredet i 1938-39 for at bevare det specielle naturområde og ikke mindst den særegne vegetation. Ørkenen er dog ikke en rigtig ørken i begrebets almindelige betydning men derimod en mægtig strandvoldsslette. Anholt er et af de steder i Danmark, der får mindst nedbør men slet ikke så lidt nedbør, at Ørkenen klassificeres som ørken.

Den vestlige del af Ørkenen ligger i 12-13 meters højde med grovsandede klitter på op til 24 m og fintsandede klitter langs kysterne. Mod nordøst ligger Sandmilerne, nogle er tyndt bevoksede, op til 21 m høje vandreklitter. Ørkenen samt dens 12 km videre forløb i Anholt Østerrev er dannet af sand og grus, der er ført med bølger og havstrømme fra vest og aflejret som mægtige strandvolde i læ bag morænebakkelandet.

Efterhånden som strandvoldssletten blev tørlagt efter istiden, har vind og sand dannet klitlandskabet. Anholt Østerrev har gennem tiden været årsag til talrige skibsforlis. Fx er der fra perioden år 1711 til 1916 registreret cirka 120 strandinger – og de bidrager alle til øens dramatiske, maritim historie.

Drikkevanden på Anholt kommer fra Ørkenen, hvor der er to indvindingsboringer. Området er fredet, og det er ikke blevet udsat for hverken pesticider eller kunstgødning. Ørkenen har aldrig været opdyrket, så vandet er forureningsfrit. Indholdet af kalk og salt er på grund af øens geologiske historie meget lavere end de fleste andre steder i landet.

Indtil midten af 1500-tallet var Anholt dækket af fyrreskov, men en omfattende hugst efterfulgt af sandflugt midt i 1600-tallet lagde øen øde. Træet skulle bruges som brænde til øens fyrtårn.

I 1885 kom der system i tilplantningen, og plantagerne Wilhelminelyst og Hermandsgave blev anlagt i hhv. 1895 og 1908. Øen groede langsomt til igen med fyr, gran og enebær i bakkerne samt marehalm og hjælme i klitterne. Kommunen arbejder med at holde Ørkenen fri for opvækst.

På Anholt er der arkæologiske fund fra alle oldtidsperioder. Især er der talrige fund fra yngre stenalder (grubekeramisk tid). Indtil midten af 1500-tallet. tilhørte øen i kirkelig henseende Morup sogn i Halland. Mange anholtere blev dengang begravet ved "den røde kirke" i Morup.

Anholt var i ældre tid underlagt kronen, men blev i 1668 solgt og overgik i 1674 til Hans Rostgaard. Hans søn, litteraten Frederik Rostgaard, vakte stor opmærksomhed ved at klage over den ufordelagtige omtale af øens beboere i Ludvig Holbergs digtsamling "Peder Paars". Størstedelen af øen har siden tilhørt denne slægt under Det von der Maase'ske Fideikommis.

Under Den Store Nordiske Krig (1700-21) blev Anholt plyndret af svenskerne, og øen var fra 1809-14 besat af englænderne. I 1800-tallet var bjergning og sælfangst en vigtig indtægtskilde sammen med fiskeri og i mindre udstrækning landbrug.

I dag er bebyggelsen koncentreret i Anholt By og omkring øens havn. De gamle anholterhuse er lange og lave bindingsværkshuse med lerklinede vægge. Nogle af trækonstruktionerne er bygget af ilanddrevet vrag- eller strandingstømmer.

Byggeskikken afhænger af byggeår og materialeudbud fra strandinger og skove. Husene ligger umiddelbart planløst, gaderne er smalle, og stier bugter sig mellem husene.

Fyret på Anholt blev opført 1785-88 til afløsning af flere tidligere fyr. Fyret lyste ved åbent blus indtil 1805, hvorefter det blev udstyret med lanterne. 1838 blev det ændret til et spejlfyr. Tæt ved fyrtårnet yngler spættet sæl og gråsæl ved Totten længst mod øst.

Øen er medlem af Sammenslutningen af Dansk Småøer.

• Samsø
• Natura 2000

• Sammenslutningen af Danske Småøer