Bruger:Villy Fink Isaksen/værksted/kladde7

Paris blev forandret mellem 1850 og 1870 gennem en storstillet byplanlægning ledet af Baron Haussmann. Linjerne viser de nye linjer som blev til i byen ved forandringen.

Byplanlægning er udarbejdelse af infrastrukturer for byer og byområder med henblik på opfyldelse af bestemte politiske, økonomiske og sociale mål. Byplanlægning er en metode til forberedelse af beslutninger om fremtidige handlinger ved samordning af interesser og offentlig styring af udviklingen, og er derved mere omfattende end arealdisponering og udformning af bygningsgrupper, gader, parker, o.l. Denne form for planlægning kan sjældent afgrænses til tætbebyggede områder, og ordet byplanlægning gives derfor ofte en bredere fortolkning end fysisk planlægning eller by- og regionsplanlægning.

Byplanlægning foretages normalt af en alliance af politiske organer, der skal fastlægge målsætning og beslutte gennemføringen, en offentlig administration der skal styre udarbejdelsen og gennemføringen, samt tværfaglig teknisk ekspertise der skal udforme planudkast og udrede konsekvenser. Udenfor denne treenighed af planlæggere står ofte brugerne eller byens borgere, hvis viden om og indflydelse på planlægningen afhænger af magtforholdene i samfundet. Arbejderklassens og underprivilegerede brugergruppers interesser har traditionelt haft ringe indflydelse på opstilling af målsætning og udarbejdelse af planer.

Byplanen opstiller de fysiske rammer for socialt liv. Disse omgivelser inspirerer til og fremmer handlinger, samtidig med at de sætter grænser for og hindrer andre handlinger, indenfor et mønster bestemt den herskende ideologi og magtforhold. De fysiske rammer, arkitekturen, står i et gensidigt påvirkningsforhold til det sociale liv. De bynære omgivelser danner et billede af samfundet. Billedet påvirker og påvirkes, ændrer og ændres som et dynamisk spejlbillede af idealer, konflikter og magtkamp.

Vor tids byplanlægning har fået tildelt sine opgaver ud fra klare samfundsprioriteringer. Hensigten med planerne kan opsummeres i følgende stikord: Overskuelig, effektiv og konfliktfri lokalisering af byens enkelte dele - boliger, forretninger, industri; rimelig, effektivt og teknologisk avanceret transportsystem indad og udad; Planer for gode og helsefremmende boliger og boligområder for alle grupper og klasser; Tilbud på rekreation, uddannelse og anden service på rigtigt sted i forhold til boliger og arbejdspladser; Rammer til forbedring af miljøkvalitet og æstetiske forhold gennem en klar, åben og enkel disponering af bygninger, gader og friarealer; Planer for tekniske ledningsnet til vand og kloak og andre offentlige tjenester. For alle disse opgaver eksisterer der på forhånd visse værdinormer og prioriteringer der varierer og udvikles. Til dels gennem forskning og teknologisk udvikling, til dels gennem økonomisk, kulturel og politisk ændring. Byplanlægning er derfor genstand for uenighed og er ideologisk betinget. Enhver byplan er udtryk for interessebetonede synspunkter og krav.

Byplanlægning som den praktiseres i dag, er et redskab der anvendes til at gennemføre en kapitalistisk og autoritær strategi. Byplanhistorien har et omfattende persongalleri af planlæggere, der med stat og kapital som arbejdsgivere, har villet forandre byens form til at svare til regimets ideologi. Baron Haussmanns forvandling af Paris og Albert Speers planer for Berlin under 2. verdenskrig hører til blandt de mest storslåede og konsekvente udnyttelser af byplanlægning til propaganda, med evne til at forføre og begejstre, til at ændre adfærd og holdninger.

Myten om den skønne by

Det er let at finde eksempler i historien på pæne bygninger. Kirker og slotte, borgernes boliger, gårde og fiskerhuse vidner om en harmonisk og skøn byggeskik op gennem historien. Det er vanskeligere at finde lige så gode eksempler på hele bygningsgrupper, byområder eller byer. De fleste skal søges tilbage i historien, i middelalderbyerne i Centraleuropa, Venezia og Firenze, eller torv og gader der er undsluppet den nye tids vandaler og har fået lov til at ligge uforstyrret. Den moderne by er sjældent pæn. Den giver oftere indtryk af en hensynsløs sammenstilling af formløse og skematiske bygninger. Den byder på spraglede og påtrængende forretningscentre, formløse landskaber skabt til biler og karakterløse satellitbyer. Her har industrialiseringens ingenmandsland taget over fra naturlandskabet og den urbane formkvalitet. Denne moderne by er vokset frem med byplanlægningen som barnepige.

Hvorfor er det enkeltbygningerne, de ikke-planlagte landsbyer, og byer der voksede frem uden planlæggeres indblanding, der fortsat giver os idealerne om steder, om byen og det urbane, bymæssige miljø? Hvorfor kan disse idealer ikke omsættes i vor tids byer. Hvorfor bliver vore byer ikke pæne? Det kan have mange årsager. En kan være, at byer behøver tid for at vokse op, for gradvis at forædles, og at vor tids hastige indgreb nødvendigvis bliver skematiske og ugennemtænkte. En anden årsag kan være, at målestokken bliver for stor, at kontorgiganterne, boligblokkene og det enorme trafiklandskab bliver så overdimensioneret, at enkeltmenneskets behov bliver for ubetydelige og raderes bort i byggeprogrammet og på tegnebordet. Det er muligt, at afstanden mellem de der producerer og bygger, og de der skal anvende omgivelserne er blevet så uoverskuelig stor, at der kun kan planlægges for en skematisk og uvirkelig masse. Eller årsagen kan stikke dybere, i en samfundskrise hvor mennesker og bygninger håndteres som ressourcer og varer, og kun har interesse så længe de kan tjene produktion og profit. Hvis dette er tilfældet, får samfundet de byer det fortjener.

Byen i det 20. århundrede

Byplanlægningens opgaver er i det 20. århundrede nye, krævende og finder kun få anvendelige holdepunkter i historien. Centralt i fremvæksten af de vestlige byer siden midten af det 19. århundrede har været industrialiseringen. Den ny industri krævede arbejdskraft, og markeder opstod som følge af produktionens øgning - både i landbruget og i byerne. Industriens rentabilitet blev øget gennem geografisk koncentration af produktionen, og afsætning blev gjort mulig gennem udvikling af ny transportteknologi, især jernbanen. Byerne blev bygget op omkring dette nets knudepunkter, og de blev til at begynde med bygget tætte for at holde arbejdskraften nær arbejdsstedet. Konsekvensen for bosættelsesmønstret var separate zoner, arbejderkvarterer, middelklassekvarterer og villakvarterer, bygget ud langs et retliniet vej- og jernbanenet og orienteret mod forretningscentret.

Samtidig med at kapital og produktion blev stærkt koncentreret i byerne, blev byernes fysiske struktur opsplittet og decentraliseret. Resultatet af denne udvikling ses klart. Beboere, især hjemmearbejdende kvinder, børn og gamle, bliver isoleret i nybyggede satellitbyer, og møder til dagligt kun andre i samme situation. Arbejdspladserne præges af stordriftens og rationaliseringens fordele og placeres langt fra byens øvrige aktiviteter. Klasseskel i boliger og arbejdspladser bliver uoverskuelig og fastfrosset i den fysiske struktur. De gamle bykerner bliver tilbage som stadig mere rendyrkede butikscentre og samlinger af offentlige og private kontorer.

En sådan byudvikling der skal tjene produktion og effektivitet, bliver nødvendigvis stramt programmeret. Alle sider ved den stadig mere komplicerede og forvoksede byorganisme må bestemmes og dirigeres centralt. Den stigende afhængighed mellem zoner og ydelser medfører, at uforudset udvikling, det uplanlagte og ustrukturerede, bliver systemets fjende. Impulsive eller uproduktive handlinger fremtræder som trusler, samtidig med at byorganismen bliver så centralt dirigeret og sårbar, at en enkelt skrues svigt kan føre til hele maskineriets sammenbrud - strejkende renovationsarbejdere, strømafbrud i New York, etc..

Denne styring af byens udvikling forudsætter overblik fra de styrendes side. Byens krise bliver reduceret til enkle og overskuelige problemstillinger, der er lette at identificere, og som passer ind i bureaukratiets opdeling i sektorer. Disse problemer bliver analyseret ud fra modeller der ordner tilgængelige kvantificerbare data, og systemet producerer dernæst overskuelige løsninger, som enkelt kan sættes i værk og styres af den samme ekspertise og det samme magtapparat. Med andre ord af de samme prioriteringer der er selve problemernes årsag.

Danske byer har gennemgået en senere og langsommere opdeling i zoner. Men tendenserne til social adskillelse og forarmning, funktionsdeling og sårbarhed er de samme som i større byer i andre lande. Kontorpaladser fortrænger boliger og håndværk/industri i bykernerne. Boligblokke og villaområder spredes stadig længere væk, og motorvejene skærer den gamle by i stykker for som stykgods at fragte beboerne til arbejdspladser og servicetilbud. Også i Danmark bliver bycentrene isoleret som pittoresk lokkemad for turister, og udvikler derved et tilbud ved siden af den moderne byens funktion. Eller de omformes i takt med ”tidens krav” til indkøbs- og kontorcentre, hvor butiksfacadernes prangende glasflader og neonreklamer nedbryder byggemiljøets helhed..

Funktionalistisk byplanlægning

For at gøre denne funktionsopdeling af byerne mulig, blev der fra århundredeskiftet udviklet en funktionalistisk byplanlægning, der har været dominerende fra 1920'erne og frem til i dag. Denne funktionalisme var et udtryk for de nye krav, samtidig med at den stadig mere aktivt formede byudviklingen. Funktionalismen indebar en æstetisk reaktion mod det 19. århundredes pompøse formalisme, en bevidstgørelse omkring byernes brutale sociale og sundhedsfarlige miljø, og et ønske om at give den nye maskinelle og videnskabs fikseret tidsalder et mere korrekt visuelt udtryk. Især forbedring af boligen, lys, luft og sundhed, optog de tidlige reformatorer. Nye boliger bygget i lange blokke ved hjælp af industriel stordrift, blev adskilt med grønne områder der skulle sløre den kvælende trængsel. Boligerne blev maskiner til at bo i - udtrykt med industriens skønhedsideal. En funktionalistisk byplanlægning tjener direkte økonomiske mål gennem valg af rationelle og tekniske løsninger, der fortrænger sociale og kvalitative mål. De vigtigste principper i byplanlægningen har for det første været separering af særlige funktioner til egne arealer knyttet sammen med et transportnet, og for det andet rangordning af byen, sådan at f.eks. transportanlæg ordnes i et logisk opbygget system af motorveje, samleveje, boligveje og adgangsveje, der igen er adskilt fra et lignende fodgængersystem. De to systemer berører hinanden på bestemte punkter, for eksempel busholdepladser og parkeringspladser. Boligområder ordnes i lignende afgrænsede områder, ordnet efter betydning og rang: Boliger arrangeres omkring en legeplads, flere blokke danner et boligområde, der er stort nok til at give underlag for en dagligvareforretning, og flere sådanne områder danner grundlag for et bydelscentrum, osv..

Den funktionalistiske by brød kraftigt med den historiske by. Byens fire hovedfunktioner, bolig, arbejde, rekreation og transport, skulle nu gives dens egen form i adskilte områder. Udformningen af hele byen skulle underlægges arkitekter og planlæggere. Arkitekturen skulle udskilles af kirker, slotte og offentlige bygninger for at trænge ind i almindelige menneskers hverdag. Den tidlige funktionalisme var en heroisk planlægning, der gik ud fra, at samfundet kunne omorganiseres gennem omstrukturering af det fysiske miljø. Den tog derfor ringe hensyn til politiske, økonomiske og kulturelle forhold. Byfunktioner med lav statusværdi, som fattigfolks boliger, genbrugsbutikker og baggårdsvirksomheder var uønskede i det nye samfunds mønsterbyer, og blev udeladt af planerne. Kun det der var moralsk og kulturelt agtværdigt blev medtaget. Græsplæner, kirker og museer blev derfor indplaceret i planerne i stedet for natklubber, pølseboder og baggårdsvirksomheder.

Dette gav enkle planer præget af ligevægt og fasttømret orden. Det var industri og forretningsliv, grundpriser og ejendomsskatter, der blev tilgodeset i udformningen af planerne. Pga. illusionen om det nye samfunds objektive værdier mistede planlæggerne opmærksomheden for andre gruppers og klassers interesser og kulturelle værdier. Den nye planlægning skulle hæves over det politiske livs konflikter og relative værdier, og den blev derfor trods sociale og lighedsideologiske teser, borgerskabets og mellemlagets redskab til at befæste deres egen position.

Funktionalistisk byplanlægning fik størst indflydelse i vækstårene efter 2. verdenskrig. 1920-30'ernes planlægningsidealer og utopier blev skudt i baggrunden, fordi planlæggerne blev kraftigere dirigeret af kapitalen og opslugt af et voksende bureaukrati. Denne planlægnings formål var at fremstille arealplaner, tekniske installationer og bygningsrammer, som var egnede for producenter og bygherrer. Almindelige menneskers deltagelse i og kontrol af denne planlægning var aldrig ønsket. Især under trussel om folkelige aktioner udviklede den derfor metoder, der skulle sikre, at den beholdt sin dominerende funktion. Planlægningen over de sidste 20-30 år er blevet stadig mere omfattende og foregår i stadig større målestok. Regions- og amtsplanlægningen søger i stigende grad at fastholde beslutninger på lokalt niveau. Denne planlægning betjener sig af statistiske metoder, økonomisk analyse og et langsigtet tidsperspektiv der umuliggør folkelig deltagelse og kontrol. Teknologien der vælges bliver stadig mere kompliceret og uoverskuelig, og ekspertsproget der skal formidle planlæggerens hensigter bliver uforståeligt. Også politikere mister oversigten og styringen over denne planlægning. Vor tids byplanlægning er dermed blevet trygt indkapslet i den bureaukratiske samfundsforvaltning.

Byplanlæggerens rolle

Ernst May, 'Zig-Zag Houses' in Frankfurt

Byplanlægning som organiseret virksomhed går flere tusinde år tilbage, til byer i Kina, Indien, Mellemøsten, Middelhavslandene samt Syd- og Mellemamerika. Især mindre byer i nykoloniserede områder bar præg af planlagt orden: Gader i rutenet eller strålemønster; inddeling af byen i funktionsenheder med markering af magtens centrum i form af offentlige bygninger, paladser eller helligdomme; Udbygning af forsvarsværker, af vandtilførsel og kloakering. Disse tit stærkt geometrisk bestemte bystrukturer prægede kun en ganske lille del af datidens urbaniserede samfund, men de skabte idealer om orden, offentlig kontrol og civiliseret bykultur. Gennem den europæiske middelalder voksede byerne frem med en ringe grad af organiseret byplanlægning, ofte i et tæt sammenflettet mønster. Disse byer voksede gennem fortætning indenfor bymurenes strenge rammer. Resultatet var trængsel og dårlige sanitær- og boligforhold. Under renæssancens opsøgning af ny orden og monumentalitet kom byplanlæggerne atter frem i lyset som redskaber for herskerne. Helt frem til det 20. århundrede havde byplanlæggerne til formål at forherlige overklasse og magthavere, samt til at befæste deres egen position gennem udarbejdelse og gennemførelse af planer ud fra militærstrategiske vurderinger. Hele byer blev frem mod det 20. århundrede underlagt strenge og pompøse omstruktureringer, for derved bedre at symbolisere herskerklassens glans. Disse indgreb løste selvfølgelig ikke de voksende sociale problemer.

Den historiske alliance med magthaverne er opretholdt frem til vor tid. Troen på den ubegrænsede vækst og på det materielle fremskridt gjorde, at den moderne planlægnings pionerer fortsat kunne iværksætte kapitalismens programposter på trods af social reformvilje og humanistiske idealer. Bauhausskolen i Tyskland var under ledelse af Walter Adolph Gropius førende indenfor dette arbejde. I en periode i 1920'erne forenede den socialhumanisme og socialisme med rationalisme og puritansk maskinæstetik. Men også Bauhaus bukkede under. Planlæggerne står fortsat i denne underlige tvetydige rolle. På den ene side som kunstnere der med store visioner og mægtige projekter dekorerer magtapparatet, og på den anden som loyale teknokrater der med illusionen om objektivitet søger at skjule det politiske og værdiladede indhold i planerne.

Utopi og praksis

De herskende problemstillinger, ideologier og metoder er så mangfoldige i vort århundredes byplanlægning, at en samlet beskrivelse af praksis vanskeligt kan gennemføres. For at give en oversigt over retninger, ”skoler” og arbejdsmåder, kan vi op stille seks byplanidealer som grundlag for en alternativ praksis. Billedet bliver nødvendigvis forenklet af en sådan hovedinddeling.

1. Idealbyen.

Byplanen som billedet på det nyskabte samfund, tilhører en stærk utopisk og revolutionær tradition fra længe før århundredeskiftet, 1800/1900, Charles Fouriers industrikollektiv ved navnet Pallais Social og Robert Owens landbrugskollektiver, som han ikke formåede at få til at fungerer i Europa og forsøgte så i Amerika med "New Harmony". Det var naturligt, at industrialiseringens omvæltninger skulle give basis for nyudtænkte, gigantiske og ofte geniale planer, med en renhed og orden der afspejlede forventningerne til de nye guddomme, teknologi og kommunikation. Det var naturligt, at industrialiseringens omvæltninger skulle give basis for nyudtænkte, gigantiske og ofte geniale planer, med en renhed og orden der afspejlede forventningerne til de nye guddomme, teknologi og kommunikation. Den fransk-schweiziske arkitekt Le Corbusier, en af funktionalismens fædre, og den nordamerikanske Frank Lloyd Wright skabte allerede tidligt i århundredet byplaner hvis målestok selv i dag ikke er blevet overtruffet. Socialistiske utopister i Sovjetunionen tegnede på samme tid (Miljutins "Sotsgorod", 1930) lineære byer, kaldet båndbyer, hvor industri, boliger og rekreation blev udlagt som uendelige bånd langs en rygrad af veje og jernbaner. Disse utopier havde mange fællestræk, som gik på tværs af politisk og national udvikling. Det var de store ordnende ”systemer”, der prægede projekterne. Systemerne kunne være transportkanaler, geometriske skemaer, eller fysiske rammer (megastrukturer), hvor bygninger, rum, rør, ledninger og aktiviteter blev indplaceret efter behov. Yona Friedman har tegnet sådanne megastrukturer, som dækker over hele Europa. Ligeledes er Buckminster Fuller, Paolo Soleri, den britiske Archigramgruppe og de japanske ”metabolister” kendt for sådanne løsninger - overvejende baseret på meget avanceret teknologi.

Til grund for den ideelle eller ”heroiske” byplan ligger forudsætningen om, at byer kan tegnes, bygges og fungere som et afgrænset bestemt produkt, og at individuelle planlæggere har myndighed til at udforme sådanne hele samfund. De engelske New Towns er beskedne eksempler på denne praksis, og Brasiliens hovedstad, Brasilia et vulgært eksempel på det samme.

2. Socialbyen.

Strøget, Amagertorv - eksempel på Jan Gehls indflydelse

Reaktionerne mod industrialiseringens stramme rutenet, barokke akser og symmetri opstod som en romantisk og populistisk bevægelse i det 19. århundrede (John Ruskin, William Morris), men fik først en samlet fremstilling i 1899, da den østrigske arkitekt Camillo Sitte udgav et studie af byplanprincipper hovedsageligt bygget på middelalderbyen og dens formkomponenter (gader, pladser, terrasser, trapper.). I England udgav Ebenezer Howard på samme tid sine ideer om havebyer - små selvforsynede byenheder adskilt af grønne bælter, i Danmark udmøntet i fingerplanen for Københavnsområdet. Sitte og Howard kunne kombineres, og dette gav stødet til studiet af byen som socialt handlingsrum, hvor byens forskellige aktiviteter er inddraget (ikke adskilt i funktionszoner) og sat i nær forbindelse med naturen (til forskel fra maskinguddommene). Lewis Mumford formidlede senere en sociologisk beskrivelse af byen med vægt på menneskets udfoldelsesmuligheder og studiet af sociale mønstre. Jane Jacobs, Kevin A. Lynch, Gordon Cullen og Jan Gehl har udviklet metoder til beskrivelse af byrummets kvaliteter og måden det forstås og opleves på. Bycentret skulle tilbageerobres fra bilerne til fodgængerne og lokalsamfundet - til det sociale samvær. Disse metoder har haft stor betydning i forsvaret for den urbane kultur og byggeskikken i ældre bysamfund. Studiet af den sociale by er nært forbundet med socialrealismen i kunst og litteratur, der lægger vægt på detaljen, på nutiden, på de små projekter, på kompleksitet og mangfoldighed, brugerkontrol og egen udfoldelse. Specielt efter sidste Verdenskrig udvikledes en retning indenfor byplanlægning og byudformning, hvor omsorgen for ”livet mellem husene”, formgivningen af bygningsgrupper, byrum og udendørsdetaljer har fået stor vægt.

3. Regionalbyen.

De to foregående retninger kan føre byen til to modsatte yderligheder: Spredning eller koncentration. Spredning: Byen som samlet form, som sted, overflødiggøres gennem den nye kommunikations- og transportteknologis overvindelse af afstande: Behovet for et centrum falder bort. Koncentration: Bylivet intensiveres og gøres tættere gennem byfornyelse og iværksættelse af store byggeprojekter på dårligt udnyttede centrale områder. Det fører igen til trængsel, kostbar transport og offentlige tjenester.

For at styre byudviklingen ind i mere fornuftige baner mod et balanceret regionalt system, opstod en retning der ville samordne alle sider af urbaniseringen. Patrick Geddes, Clarence Stein, Raymond Unwin, Benton MacKaye og Mumford har spillet ledende roller i udviklingen af en såkaldt hierarkisk byorden, der består af celleenheder af begrænset størrelse arrangeret i rangorden. Et sådant mønster af små og store enheder kan underlægge sig hele regioner, og åbner derved mulighed for at planlægge og koordinere alle økonomiske og befolkningsmæssige forhold i regionen.

Planlægningen af den regionale by forudsatte grundige undersøgelser og analyser af alle naturgivne økonomiske og befolkningsmæssige forhold. Patrick Geddes udviklede en omfattende og systematisk metode for integreret samfundsplanlægning. Disse metoder har i dag fået karakter af videnskabelig uangribelighed, som kan skjule deres indbyggede politiske prioriteringer. Den regionale byplanlægning står i fare for at vikle sig ind i en ond cirkel af magtesløshed: Alt hænger sammen, alt må vurderes samtidigt, og intet kan ændres uden at alt ændres. Den bliver i praksis let en konturløs humanisme. Flertallets harmoni i velfærdssamfundet skal opretholdes gennem tværfagligt balanceret dygtighed.

Internationalt har den græske planlægger Konstantinos Apostolos Doxiadis haft stor indflydelse på udformningen af denne form for planlægning.

4. Formalistisk by.

Boulevard Haussmann, Paris

Den formalistiske klassiske tradition i moderne byplanlægning har sine stærkeste rødder i Baron Haussmanns omformning af Paris, og fandt sit ideologiske tilhold i Beaux-Arts-skolen samme sted. Kritikken af funktionalismens formfattigdom og udviklingen af strukturalisme og semiotik, (videnskaben om tegn og symboler) har ført til fornyet interesse for, hvordan byen formidler mening. I byen finder man, siges der, en stærk offentlig orden. Byen danner rammer for det offentlige ritual, og henter sine motiver fra klassisk arkitektur - akser, søjler, store pladser og trappeanlæg, geometrisk klarhed og uendelighedens udsyn. Disse arkitekturelementer fortæller noget. De stables ovenpå hinanden i stort anlagte mønstre for at genvinde det ordnende fællesskab. Denne praksis har klare fællestræk med italiensk rationalistisk arkitektur og senere fascistisk arkitektur i mellemkrigstiden. Formalistisk byplanlægning tager sigte på at etablere orden og kommunikere mening uden at referere til symbolernes og formernes materielle oprindelse og sammenhæng med den sociale anvendelse. Den gør derfor ingenting for at bidrage til forbedring af sociale forhold, men er snarere en kosmetisk bearbejdelse af byens ansigt (Aldo Rossi, Léon Krier, James Stirling, Simon Ungers, Hans Hollein, Robert A.M. Stern).

5. Nostalgisk by.

Siden 1960'erne har bevægelsen til bevaring af gamle bygninger og bystrøg sat sig stærkt i forgrunden i byplanlægningen. Denne bevægelse er en alliance af forskellige interesser: Der er den antikvariske tradition, der har forsvaret monumenter og klenodier med historisk tilknytning, for at vogte de historiske rødder og kontinuitet. Der er den konservative populisme, der er imod formyndersocialisternes offentlige byggeindsats. Og der er den radikale kritik, der med udgangspunkt i boligdebatten og saneringspolitikken samler sig mod sektordeling og umyndiggørelse til forsvar for nedrivningstruede ældre boligkvarterer. Denne frodige alliance fremmer ud fra forskellige præmisser bevaringsinteresser i saneringssager, facadeændringer og nyt byggeri. Som reaktion er den i første række rettet mod funktionalisme og stordrift, men får ofte et musealt præg hvor alt gammelt og skævt får monumental værdi.

Pga. de stigende vanskeligheder med at få tilladelse til at bygge nyt, fører denne reaktion til tre stærke retninger i nyere arkitektur og byplanlægning. For det første bliver tilpasning af nye bygninger til det eksisterende miljø viet en større omtanke, hvorved man forsøger at afstemme formsprog, dimensioner, materialeanvendelse og facadernes plastiske bearbejdningsgrad med nabofacaderne.

For det andet er restaurering og fornyelse af gammelt byggeri blevet vigtig. Indmaden skiftes ud bag en bevaret facade. For det tredje bliver ”arkitektursproget” sluppet løs fra en snæver og fastlagt ”grammatik”, sådan at arkitekten kan vælge form, bygningselementer og detaljer fra forskellige stilarter og frit anvende stilhistorien. Ornamentik kommer igen frem på facaderne, gotik og renæssance kan igen bruges til at skabe ønskede associationer i den enkelte byggeopgave, og kompleksitet, folkelig smag og formforvirring får status som bærer af nypopulisme (Robert Venturi, Charles Jencks).

6. Selvbyggerbyen.

Reaktionerne mod autoritær planlægning og planekspertise giver sig også udslag i troen på, at processen er vigtigere end produktet. Denne gør-det-selv-bevægelse ønsker, at de offentligt bestemte rammer for egen-udfoldelse er de mest åbne og fleksible, og tillader at alle behov for form gives fuld tilfredsstillelse. En sådan pluralisme, der søger udtryk for nye livsformer, fører til en arkitektur uden fællesnormer, uafhængig af stilarter og historiske forbilleder. Når den er på toppen, giver den grobund for selvbyggerbevægelser, økologisk og ressourcebesparende byggeri og kollektiver.

Den selvbyggede by har haft vanskeligt ved at få gennemslagskraft udenfor den private sfære, fordi den bryder med både samfundets økonomiske og politiske opbygning. I ulandene fremføres principperne om egen indsats derimod med større tyngde som byplanteori. I Danmark har vi eksempler fra Friland og Christiania.

Progressiv praksis

Planlægningen efter 2. verdenskrig har kun i ringe grad ofret opmærksomhed på forbedring af livskvalitet. En alternativ progressiv planlægning må i højere grad opfange signalerne fra protester og aktioner, lokalsamfundene som modsætter sig sektorinddeling og nedbrydning, behovet for styrket socialt sammenhold, nærhed, overskuelighed og identifikation. Troen på arkitekturdeterminismen, på at bygninger og fysisk struktur former mennesker og sociale forhold, har fået sig et skud for boven. Det er ikke metoderne, der er fejlbehæftet, det er ikke fagfolkene, der ikke er flinke nok til at tegne eller som mangler fakta om det samfund, de planlægger for. Det er snarere betingelserne for planlægningen, der må ændres. Al planlægning foregår indenfor et felt af konflikter, og den progressive planlægger må spørge hvem planen er til fordel for. Progressiv planlægning lægger vægt på valg af strategi og politisk handling. Ekspertise og faglig dygtighed har kun ringe værdi, med mindre de sættes ind for at løse rigtige og vigtige mål, for den rigtige målgruppe.

Det eksisterer en række muligheder for progressiv udfoldelse indenfor den etablerede og konventionelle planlægning. Målsætningerne for planen kan påvirkes, alternativer kan udredes og fremmes, uforudsete kvaliteter kan komme frem gennem projektering, og brugergrupper kan mobiliseres. Men en sådan progressiv praksis bliver ofte bedst fremmet gennem arbejde som aktionsplanlægger på vegne af specielle grupper eller interesser - beboergrupper, fattige, handicappede - gennem udarbejdelse af modprojekter overfor officielle planer.

Enhver planlægning indebærer forenkling. Den er af natur konserverende og begrænsende. En progressiv byplanlægning må derfor varsomt afveje, hvilke forhold det er nødvendig at regulere for at opnå øget social retfærdighed, og hvilke forhold der kan undvære planlægning - hvor menneskelig fantasi og impulser i stedet kan frigives.

Uddannelse og arbejdsorganisation

Byplanlæggere er i Danmark en ret blandet faggruppe, med forskellig uddannelsesbaggrund. Planlægger er en samlende titel, der anvendes af arkitekter, ingeniører, landskabsarkitekter, geografer, sociologer, jordbrugskandidater, økonomer og andre. De fleste byplanlæggere arbejder i offentlige instanser - kommunen, amtet, staten - men en del er også ansat i private konsulentvirksomheder.

Der eksisterer i Danmark ingen formel uddannelse i byplanlægning, men det er et undervisningsområde på universiteter og højere læreanstalter. Derudover gives der efteruddannelse af de faglige organisationer, offentlige instanser og af ”Nordiska institut för samhällsplanering” (Nordplan) i Stockholm. Byplanlæggerne har ikke nogen selvstændig fagorganisation, men er organiseret i de respektive faglige organisationer - for arkitekter, ingeniører o.l.

Kilde

• Byplanlægning

Litteratur

• Byplanlægningens historie, Finn Kjærsdam, 2006, ISBN 87-7307-766-6

Se også

• Transport

Ekstern henvisning

• Hovedstadens bilkøer koster samfundet 5,5 mia. kr. Nyt forskningsprojekt: Storkøbenhavns trafik venter 100.000 timer i døgnet - og det koster samfundet 5,5 mia. kroner årligt.