Belgae
Belgae var en gruppe med stammer som var bosatte i det nordlige Gallien og mellem Den engelske kanal og de vestlige banker af Rhinen fra 200-tallet fvt. eller tidligere. I sit værk Commentarii de Bello Gallico om gallerkrigerne, gav Julius Cæsar en beskrivelse af disse folk. Både Cæsar og andre klassiske forfattere omtalte dem som gallere, men som forskellige fra "keltiske" gallere. Ifølge Cæsar talte de et keltisk sprog, men havde germanske aner.
Romerne påbegyndte deres erobring af området i år 57 fvt. og den blev afsluttet under ti år senere.
Deres eksakte etniske tilhørighed er omstridt. Ifølge Cæsar havde de andre skikke og love end de keltiske gallere, mens den græske historiker Strabon på sin side nedtonede disse forskelle. Mange sprogforskere antager at de talte et keltisk sprog. Arkæologiske fund, såvel som tekstanalyser og toponymer, viser at de havde genetiske, kulturelle og historiske forbindelser med folkeslag øst for Rhinen, deriblandt germanerne.
Ud fra studier af lokale stednavne er det blevet hævdet at Belgae ikke talte keltisk, selv om keltisk havde været indflydelsesrigt blandt folkeslagets ledere som et medium til omverdenen. Teorien om den såkaldte Nordwestblock, går ud på at keltisk ikke var hovedsproget nord for Ardennerne. Enkelte sprogforskere opererer med en teoretisk uddød og distinkt gren af indoeuropæisk, som har eksisteret i området før den keltiske og germanske indflydelse, og som er blevet kaldt gammelbelgisk.
Eksterne henvisninger
redigérSpire Denne historieartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |